Frihedsmonumentet Brīvības Piemineklis i Riga, som blev opført i 1935 til minde om de faldne i den lettiske uafhængighedskrig 1918-1920. Monumentet er udført af Kārlis Zāle (1888-1942).

.

Efter de tyske korsridderes indtog blev de første bygninger opført i sten, bl.a. Ikšķile Kirke nær Riga fra 1185; de senere murstenskirker Sankt Peter, Sankt Jakob og den store domkirke, oprindelig opført i gotisk stil, dominerede bybilledet i 1200-tallets Riga.

Arkitektur

De storslåede slotte i Jelgava og Rundāle blev 1736-1770 opført af den italiensk-russiske arkitekt B.F. Rastrelli. I slutningen af 1800-tallet indledte den lettisk-fødte arkitekt J.F. Baumanis (1834-1891) opførelsen af bl.a. beboelsesejendomme, stilmæssigt præget af tidens eklekticisme.

Jugendstil prægede arkitekturen indtil 1. Verdenskrig, bl.a. i den berømte Albertagade i Riga. Grundlæggelsen af den lettiske stat i 1918 markeredes bl.a. ved frihedsmonumentet Brīvības Piemineklis, opført i 1935. Funktionalisme og ny-eklekticisme var parallelle stilretninger frem til 2. Verdenskrig.

Efter krigen var impulser fra sovjetisk arkitektur fremherskende, og senere dominerede opførelsen af socialt boligbyggeri. Postmoderne tendenser sås først i landdistrikterne som forsøg på at definere regionalisme som stil ved at bruge traditionelle byggeelementer, specielt skråtage. Dekonstruktivisme og en fri klassicisme dominerer i lettisk arkitektur i slutningen af 1990'erne.

Jelgava Palads udført i barokstil af den italiensk-russiske arkitekt Bartolomeo Francesco Rastrelli stod færdigt i 1772. Det er nu landbrugsuniversitet.

.

Billedkunst og kunsthåndværk

Herregården i Zemīte huser i dag en børnehave.
Herregården i Zemīte
Af .

Landets billedkunst og kunsthåndværk udvikledes for alvor i løbet af 1800- og 1900-tallet. I slutningen af 1700-tallet fik mange lettiske kunstnere deres uddannelse i Sankt Petersborg og i Vesteuropa. Letlands Kunstakademi blev grundlagt i 1918.

De franskinspirerede kunstnere J. Rozentāls (1866-1916), J. Valters (1869-1932) og V. Purvītis (1872-1945) anses for at være den lettiske kunsts egentlige grundlæggere med bl.a. landskabsmalerier i impressionistisk stil. Landets kunstnere har stort set absorberet de moderne vesteuropæiske kunstretninger i 1900-tallet. Kunsthåndværkere har tillige gjort sig gældende internationalt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig