kommunaløkonomi

Forsyningen af offentlige goder afgøres ved politisk beslutning. Ifølge kommunaløkonomisk teori opnås den bedste resurseanvendelse for lokale offentlige ydelser ved lokal politisk prioritering og lokal finansiering. Dette er udmøntet i tesen om, at "kompetence og ansvar skal følges ad".

Kommunaløkonomien beskæftiger sig også med, hvor stor den lokale kommunale enhed bør være, målt i antal indbyggere. Svaret herpå afhænger af, hvilke opgaver der udlægges til lokal varetagelse. I de første 25 år efter 2. Verdenskrig gennemførte en række lande kommunesammenlægninger, og i de seneste 25 år er der igen gennemført en del ændringer, fx den ganske vidtgående danske strukturreform i 2007.

I 1990'erne gik tendenserne snarere i retning af at lade selvstændige, halvoffentlige myndigheder udføre opgaver. Det drøftes også regelmæssigt, om kommunale virksomheder skal selskabsgøres, hvorved de reguleres uden for den kommunale styrelseslov, og om de enkelte institutioner, evt. organiseret som private selvejende institutioner, skal have større eller mindre frihed med ansvar i forhold til brugerbestyrelser.

Om nytten af en offentlig ydelse er lokalt begrænset eller ikke, beror i et vist omfang på en politisk vurdering, der ikke er helt skarp. Derfor er den teoretiske sondring mellem lokale og nationale offentlige goder ikke altid anvendelig til beskrivelse af virkeligheden.

Der kræves i de fleste tilfælde en vis central kontrol med de lokale myndigheders opgaveudførelse, og selv da har man i de nordeuropæiske lande kun valgt at decentralisere de vigtigste velfærdsydelser, selv om Danmark er gået længere end næsten alle andre lande. Regulering og finansiering kan dog uanset decentralisering benyttes som redskaber til at opnå, at lokale myndigheder tager hensyn til aspekter som går på tværs af kommuner.

Fordelingspolitik er ifølge kommunaløkonomisk teori ikke egnet til lokalt ansvar, hvis lokal omfordeling vil lede fattige til at flytte til de enheder, der omfordeler mest, og de rige vil flytte den anden vej. Med et kommunestyre og kommunale opgaver af betydeligt omfang er en lokal påvirkning af fordelingen af økonomiske muligheder i samfundet dog uundgåelig.

Forsøg i en enkelt lokal myndighed på at bedre beskæftigelsen gennem aktiv konjunkturpolitik, dvs. en lokal finanspolitik, anses heller ikke for hensigtsmæssig, da hensigten vil blive udvandet ved, at virkningerne breder sig ud over den lokale enheds grænser, så den aktive kommune ikke selv vil opleve mærkbar bedring i den lokale beskæftigelse.

Derimod påvirker den lokale sektor set under ét samfundets beskæftigelse og økonomiske aktivitet, ligesom den har betydning for størrelsen af det samlede skattetryk.

Derfor må staten have midler til en overordnet styring; det kan være grænser for lokal forskellighed i opgavevaretagelsen, regulering af størrelsen af statstilskud eller, som bl.a. i Danmark og delvist fx Holland og Sverige, at staten indgår aftaler med kommunerne (se budgetsamarbejde).

Om den lokale finansiering siger teorien, at lokale offentlige goder bedst finansieres ved lokale skatter eller gebyrer. En lokal skat er først og fremmest en skat, hvis sats og/eller grundlag bestemmes lokalt.

Lokale skatter er i engelsktalende lande typisk ejendomsskatter, i de skandinaviske lande dominerer lokale personlige indkomstskatter, mens traditionen i kontinentaleuropæiske lande har været blandede skatter pålagt det lokale erhvervsliv.

Ikke mindst i de tysktalende lande er der udviklet en tradition for finansiering ved skattedeling, så de lokale myndigheder modtager en i loven angivet procentdel af det provenu, der opkræves af en skat inden for det lokale territorium.

I Danmark kendes skattedeling som en fast kommunal andel af selskabsskatten. Det lokale provenu af skattedeling medregnes i den officielle internationale statistik (OECD) som lokal skat, idet den dog, hvis den lokale skatteandel fordeles efter de lokale udgiftsbehov, anses for at være et tilskud. Grundskatter er i Danmark rene kommunale skatter hvorimod ejendomsværdiskatten er statslig. For den personlige indkomstskat beskattes grundlaget af såvel staten som kommunerne.

Lokal skatteudskrivning tjener, når der ikke er tale om skattedeling, som signal mht. prisen på den lokale service. Den bør derfor være synlig for borgerne.

Lokale myndigheder kan også finansieres ved at opkræve takster for salg af varer og ydelser, dvs. brugerbetaling. Disse anvendes i visse tilfælde hvor der er et stort privat element i ydelsen, fx delvist ved daginstitutionsbetaling, byggesagsbehandling, pasudstedelser, husleje på plejehjem mm. Brugerbetaling vil også regulere forbruget som en pris på ydelsen, men vil i udgangspunktet ikke tage hensyn til betalingsevne og fordeling.

Det gælder også betalingen når der er et naturligt monopol, dvs. når leveringen af en nødvendig ydelse, fx vand, gas og elektricitet, kræver rør og ledninger ført frem til hver enkelt husstand. Disse virksomheder benævnes ofte forsyningsselskaber og kan være organiseret som fælleskommunale virksomheder eller som selskaber.

Teorien siger, at lokale offentlige investeringer kan lånefinansieres, således at renter og afdrag betales af den generation af indbyggere, der nyder fordel af investeringen. I Danmark er der dog som udgangspunkt ikke adgang til kommunal låneoptagelse til anlæg på de skattefinansierede områder, om end der eventuelt kan være dispensationsmuligheder.

Ud over skatter, salgsindtægter (takster) og lån modtager lokale enheder også betydelige tilskud fra staten (bloktilskud, skattedeling, refusioner, særtilskud) eller yder tilskud til andre lokale myndigheder (delt finansiering, aktivitetsbestemt finansiering).

Tilskud kan begrundes i flere forhold: De lokale ydelser kan gøre nytte for borgere uden for den lokale enhed, fx miljøvirkninger, og da bør omverdenen bidrage til finansieringen, hvis ansvar og kompetence skal følges ad. Der kan selvfølgelig også blot være et ønske om at begrænse den kommunale skat.

I de fleste lande har de lokale skatter så begrænset et potentiale provenumæssigt, at de ikke kan finansiere de opgaver, som de lokale myndigheder er pålagt.

Endelig anses tilskud for et nødvendigt middel til kontrol med og påvirkning af den samlede lokale økonomi (bloktilskud) eller til indflydelse på de enkelte udgiftsområder (refusion og særtilskud). Tilskuddene aflaster selvsagt også den lokale beskatning.

Der vil for alle lokale skatter være forskel på skattegrundlaget mellem lokale enheder, idet nogle ikke vil kunne udbyde de nødvendige lokale ydelser eller kun kunne gøre det med ekstremt høje skatter.

Kun ved lokal finansiering med kopskatter vil alle lokale enheder have det samme skattegrundlag. Kopskatter opkræves med samme beløb for alle, men er stort set ukendt i Danmark.

For at sikre borgernes adgang til de basale lokale ydelser, således at tilbuddene ikke kommer til at afhænge af deres bopæl, kræves derfor udligning af forskelle i skattegrundlag og af forskelle i udgiftsbehov, se kommunal udligning.

Hermed tilstræbes også, at den lokale skat afhænger af den lokale forsyning med lokale ydelser og ikke af, hvilke naboer man deler kommune med.

• kommunestyre (økonomi)