fordelingspolitik

Den primære indkomst, også kaldet markedsindkomst, er befolkningens indkomster, inden det offentlige opkræver skatter og udbetaler overførselsindkomster. Resultatet efter skatter og overførsler udgør den disponible indkomst, som i sidste ende bestemmer befolkningens forbrugsmuligheder. Man kan skelne mellem tiltag, der påvirker præfordelingen, dvs. selve dannelsen af den primære indkomst, og tiltag, der medfører en omfordeling af den primære indkomst. Progressive skatter og indkomstoverførsler til personer uden erhvervsindkomst som syge, handicappede, pensionister og arbejdsløse samt forskellige former for offentlige tilskud og gratisydelser i form af offentlig service, der mindsker forskellene i levevilkår i befolkningen, er eksempler på det sidstnævnte.

Tiltag, der påvirker præfordelingen, er eksempelvis:

• børnepolitik i form af daginstitutioner og andre tiltag, der kan påvirke udviklingen af færdigheder tidligt i livet
• uddannelsespolitik, der har indflydelse på befolkningens erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder
• arbejdsmarkedspolitik, der øver indflydelse på lønstrukturen og ledigheden. Eksempelvis kan et højt niveau for arbejdsløshedsunderstøttelse medvirke til højere mindstelønninger og derigennem mindske lønforskellene på arbejdsmarkedet. Også behandlingen af fagforeninger kan påvirke disses indflydelse og dermed løndannelsen
• boligpolitik, der påvirker tilgængeligheden af forskellige boligformer og derved omkostningerne ved at bo i dem
• konkurrencepolitik, der kan påvirke både forbrugerpriserne, virksomhedernes profitter og via afledte mekanismer beskæftigelsen og dermed ad flere kanaler have betydning for realindkomsterne

Indirekte har også den generelle økonomiske politik fordelingspolitiske konsekvenser. Således vil uventede ændringer i renteniveau, valutakurs og inflation medføre omfordeling af realindkomst og formue mellem forskellige befolkningsgrupper. En uventet stigning i rente og inflation vil eksempelvis medføre et formuetab for personer, der ejer fast forrentede obligationer, mens personer med fast forrentede lån opnår en gevinst.

Fordelingspolitikken kan ud over at mindske indkomstforskellene i befolkningen også have en udjævning af indkomst eller forbrugsmulighed over den enkelte borgers livsforløb som en del af sit mål. Således indebærer progressive skatter, at skattebetalingen er særlig stor i de perioder af livsforløbet, hvor indkomsten er høj.

Fordelingspolitikken kan belyses via indkomststatistik. Statistikken over indkomsterne i et givet år giver dog ikke et fuldt dækkende billede, dels fordi nogle mennesker har varierende indkomst fra år til år, dels fordi nogle former for økonomiske resurser ikke indgår i de traditionelt opgjorte indkomster. Ved at se på fordelingen af livsindkomster, der er de beregnede indkomster for hele livsforløbet, kan de tilfældige udsving i årsindkomsterne fjernes. Livsindkomstberegninger bygger imidlertid typisk på en række forenklende forudsætninger.

Økonomisk politik kan også påvirke fordelingen af indkomster mellem generationer, der lever på forskellige tidspunkter. Et offentligt finansieret uddannelsessystem og generelt offentlige udgifter, der har karakter af investeringer i fremtiden, indebærer således typisk omfordeling af resurser fra skatteyderne, der primært befinder sig midt i livet, til yngre generationer, mens skattefinansierede udgifter til ældreforsorg og folkepension omvendt omfordeler resurser fra yngre til ældre generationer. Ændringer i den offentlige gæld og formue over tid påvirker også isoleret set de forskellige generationers forbrugsmuligheder.

I samfund med økonomisk vækst som Danmark får yngre generationer større materielle levevilkår over livet end deres forældre. De økonomiske vismænd beregnede i en analyse i 2014, at den samlede offentlige omfordeling over livet trækker i samme retning, idet generationer født efter 1980’erne under de anvendte beregningsforudsætninger vil modtage flere offentlige tjenester og overførsler over livet, end de selv betaler i skat. Det står i modsætning til generationerne, der var skatteydere under velfærdsstatens opbygning indtil omkring 1980, hvor det modsatte var tilfældet.

• indkomstfordeling
• økonomisk ulighed
• levestandard
• livsindkomst
• økonomisk politik