paranoid psykose

Der findes ikke gode epidemiologiske data på forekomsten af paranoid psykose, men tilstanden er sandsynligvis mere sjælden end skizofreni, hvor livstidsrisikoen for at udvikle sygdommen ligger på ca. 1 %. En undersøgelse fra USA (SAMHSA) har anslået paranoid psykose til at ramme 0,2 % af befolkningen.

Livsomstændigheder synes at have særlig betydning for udvikling af paranoid psykose. Ofte kan den ramte identificere en udløsende hændelse, en såkaldt nøgleoplevelse, der kan indebære aspekter af krænkelse. Risikofaktorer for udvikling af en paranoid psykose er social isolation, familiær disposition (genetik), immigration, aldring, interpersonel sensitivitet og nedsat syn/hørelse.

Fra et mere psykoanalytisk perspektiv findes der teorier om paranoia og psykose som psykologisk beskyttende forsvarsmekanismer, hvor patienten gemmer sig fra ubærlige følelser under paranoiaens skjold.

Paranoid psykose kan inddeles i forskellige former, men fælles for alle er, at den ramte opfatter sine forestillinger som åbenlyst rigtige og ikke lader sig korrigere eller tales til fornuft. Forestillingernes indhold er ofte usandsynligt og uden reelt bevis. Disse forestillinger deles ikke af andre, og de har en overdreven indflydelse på personens samlede liv. Andres forsøg på at afvise eller korrigere forestillingerne kan sommetider opfattes som en bekræftelse på deres rigtighed af den ramte . Forestillingerne kan udformes og påvirkes af den kultur og tidsånd, vi lever i. Fx var forestillinger om at blive forfulgt af den amerikanske efterretningstjeneste CIA eller det sovjetrussiske modstykke KGB mere almindeligt under den kolde krig, end det er i dag.

Der skelnes mellem fem typer af paranoia, herunder forfølgelsesforestillinger, jalousiparanoia, erotomani (indbildt forelskelse, ofte i en socialt uopnåelig person), somatisk paranoia (hypokondri) og storhedsforestillinger.

Diagnosen stilles på baggrund af en grundig psykiatrisk udredning. Paranoid psykose afgrænses fra skizofreni ved, at andre symptomer, fx hallucinationer, tankeforstyrrelser eller negative symptomer, ikke er til stede. Nogle patienter med paranoid psykose kan udvikle sekundær depression.

Personer, der lider af paranoid psykose, søger ofte ikke hjælp, hvorfor behandlingen er udfordrende, men langt fra umulig. Første fase indebærer at hjælpe personen til at erkende lidelsen og acceptere behandlingen, og her er alliancen mellem patient og læge særlig væsentlig.

Medicinsk behandling med antipsykotika kan afhjælpe paranoiaen ved at dæmpe den overdrevne optagethed af forestillingerne eller den ledsagende uro og angst forbundet med disse. Psykoterapeutisk er der fokus på at få den ramte til at lade sig dominere mindre af de falske overbevisninger og i højere grad orientere sig mod virkeligheden samt mindske underliggende usikkerhed og skamfølelse hos patienten.

Eftersom denne patientgruppe ofte ikke anerkender, at de er syge og derfor ikke søger behandling eller deltager i undersøgelser, er viden om forløb og prognose begrænset. Dog er det den generelle opfattelse, at prognosen angående symptomerne er forholdsvis dårlig, men man kan sagtens leve et fint og normalt liv, hvis forestillingerne er relativt harmløse og afgrænsede. Hvis forestillingerne derimod ”leves ud”, dvs. patienten handler på forestillingerne, kan det have alvorlige konsekvenser.

• psykose
• skizofreni