Burkitts lymfom

Den sporadiske variant forekommer over hele verden. Der er omkring 15 nye tilfælde i Danmark hvert år. Alderen ved debut af sygdommen er ca. 30 år. Der er en overvægt af mænd, der får sygdommen, og fordelingen mellem mænd og kvinder er 3:1. Sporadisk Burkitt starter oftest i tarmvæggen, og typisk vil der være store tumorer i bughulen.

Den endemiske variant opstår hos børn i afrikanske lande, der ligger omkring ækvator og Ny Guinea. Den optræder ofte i aldersgruppen 4-7 år og debuterer hyppigt i ansigtsskelettet. Endemisk Burkitts lymfom opstår næsten altid på halsen, kæben eller i ansigtet. Varianten er associeret med infektionssygdommen malaria.

Denne variant af Burkitts lymfom ses hos patienter med HIV og hos patienter, som får immundæmpende behandling efter organtransplantation. Burkitts lymfom kan optræde ret tidligt ved HIV-infektion, inden immundefekten er blevet svær, og kan være det første symptom på HIV-infektionen. Risikoen for af få Burkitts lymfom ved HIV-infektion er stærkt øget. Forekomsten er faldet kraftige efter introduktion af effektiv anti-HIV behandling.

I sjældne tilfælde spredes kræften til knoglemarven og blodet. Dette kaldes så Burkitts leukæmi. Denne tilstand behandles, på samme måde som Burkitts lymfom, med kemoterapi.

En tidligere gennemgået infektion med Epstein-Barr-virus er årsagen til:

• næsten alle tilfælde af den endemiske form
• de fleste af den immunsvigt-medierede form
• omkring halvdelen af den sporadiske form

Langt de fleste er på et tidspunkt i livet blevet inficeret med Epstein-Barr-virus, nogle med tydelige symptomer som ved kyssesyge (mononukleose), men de allerfærreste udvikler Burkitts lymfom.

Kræftcellerne ved Burkitts lymfom stammer celler, der kaldes B-celler eller B-lymfocytter, som er en type af hvide blodlegemer. Det antages, at infektionen udløser en kraftig stimulation og celledeling af B-lymfocytterne, som medfører en øget risiko for forekomst af celler med fejl i arvematerialet og dermed potentiale for udvikling til kræftceller. Hos en person med et velfungerende immunforsvar bliver disse celler elimineret af T-lymfocytter.

Hvis personen har defekter i immunforsvaret (immundefekter), fx fremkaldt af malaria, HIV eller medicinsk behandling, risikeres det, at mekanismerne i immunforsvaret svigter, og cellerne med fejl i arvematerialet udvikler sig til kræftceller.

I de fleste tilfælde af Burkitts lymfom ses der en overførsel (translokation) af et gen, der kaldes MYC-genet. MYC-genet overfæres til en del af et gen, der kaldes immunglobulin-genet, og denne overførsel stimulerer en kraftig celledeling. Translokationen af MYC-genet foregår på kromosom 8 til immunglobulin-generne på enten kromosom 14 (85 procent af tilfældene), kromosom 22 eller kromosom 2.

MYC-genet (position 8q24) koder for MYC-proteinet, som er en såkaldt transkriptionsfaktor, der giver signal til cellen om at dele sig. På kromosom 14 ligger genet for tunge immunglobulinkæder, og på kromosom 22 og 2 generne for lette immunglobulinkæder (henholdsvis kappa- og lambdakæder). Dette er aktive gener, fordi de giver ophav til antistoffer og B-cellereceptorer, som begge er helt centrale for, at B-cellerne skal fungere. Resultatet af translokationerne bliver, at MYC bliver aktiveret, hvilket igen giver signal til cellen om at dele sig, og dermed kan lymfekræften opstå.

I et histologisk præparat af en lymfeknude kan der ses et såkaldt stjernehimmelmønster, hvor områderne med det aggressive tumorvæv er plettet af kræftceller, der har gennemgået spontan celledød (apoptose) og er blevet optaget i makrofager, der har spist disse døde kræftceller. Makrofagerne udgør således "stjernerne" i stjernehimmelmønsteret.