Benedicte Ramsing

Dette skift tog sin start, da Benedicte Ramsing efter realeksamen fra Gentofte Statsskole i 1927 var blevet skoletræt. Hun fravalgte derfor at blive student, hvilket forældrene ellers havde ventet.

På foranledning af fastrene Margrethe R., Hedvig R. og Augusta R. blev det i stedet arrangeret, at hun 1928 kom på en katolsk klosterskole i Bruxelles, ledet af Les Dames du Sacré-Cœur. Hendes fastre, der alle var lærerinder, var til familiens sorg konverteret til katolicismen. Margrethe og Hedvig var endda gået så vidt, at de var blevet Skt. Joseph Søstre. Benedicte Ramsings forældre havde dog intet imod, at hun kom på klosterskole, da de følte sig sikre på hendes religiøse ståsted.

På skolen var Benedicte Ramsing efter eget udsagn inkarneret protestant, men efterhånden blev hun grebet af den katolske troslære, og en beslutning om at konvertere tog form. Fastrene fik hende til at udskyde afgørelsen, fordi hendes ældste broder var blevet alvorligt syg. Hun rejste derfor hjem med uforrettet sag i 1930 og fik arbejde som kontormedhjælper i Landbrugsministeriet.

Broderen døde i 1931, det var et lammende slag for familien, og bedre blev det ikke, da Benedicte Ramsing konverterede året efter. Den uholdbare familiesituation gjorde, at hun fik behov for at flytte hjemmefra.

Hun opgav en drøm om at blive lærerinde og bestemte sig for at blive sygeplejerske. 1933-36 uddannede hun sig på Amtssygehuset i Gentofte, og herefter besluttede hun at gå i kloster. Det var en vanskelig beslutning, men hun valgte at følge sit kald og håbede, at familien med tiden ville forstå hende.

I 1937 fulgte Benedicte Ramsing i to af sine fastres fodspor og blev optaget i ordenssamfundet Skt. Joseph Søstrene af Chambéry, en fransk orden etableret i Danmark 1856.

Hun fik søsternavnet Benedicte og valgte selv at få sin søsteruddannelse i ordenens moderhus i Chambéry, Frankrig. Den livsform, hun dermed påtog sig, indebar mange begrænsninger på et personligt plan, men samtidig gav den hende en enestående mulighed for faglig udfoldelse.

I 1939 vendte hun tilbage til Danmark og fik stilling som sygeplejelærer ved Skt. Josephs Sygeplejeskole i København, en privat sygeplejeskole tilknyttet Skt. Josephs Hospital og drevet af søsterordenen. Med stor entusiasme påtog hun sig stillingen og fik på få år uden officiel lederkompetence forbedret og systematiseret skolens middelmådige uddannelse. Søsterledelsen havde øje for hendes evner og satsede på hende som skolens fremtidige leder.

1944-45 finansierede de, at hun blev uddannet som sygeplejelærer på Kursus ved Århus Universitet for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker. Under uddannelsen deltog hun bl.a. i den svenske greve F. Bernadottes aktion på karantænestationen i Padborg april 1945.

Kurset indebar, at hun blev i stand til at forbedre den teoretiske undervisning på Skt. Josephs Sygeplejeskole, ligesom hun systematiserede elevernes praktiske turnus.

På kurset stiftede hun desuden bekendtskab med og tilsluttede sig det amerikanske syn på sygepleje som en akademisk disciplin. Denne tilgang tog man generelt afstand fra i Danmark, hvor man mente, at et for stærkt fokus på det boglige var en trussel mod kaldstanken i sygeplejen.

I samme periode begyndte hun at etablere et fagligt netværk, bl.a. med sygeplejepionerer som undervisningsleder Ellen Broe og forstanderinde ved Skt. Lukas Stiftelsens Sygeplejeskole Elna Krogh Nielsen. Det var faglige kontakter, der kom til at udvikle sig til livslange venskaber.

I 1947 blev Benedicte Ramsing forstanderinde ved Skt. Josephs Sygeplejeskole. 1948-49 foranledigede søsterledelsen, at hun kom til at studere sygepleje ved the Catholic University of America i Washington DC.

Studiet blev skelsættende for hendes uddannelsesplanlægning, fordi hun af den amerikanske professor i sygepleje Loretta Heidgerken lærte om unitsystemet, en uddannelsesmodel, der integrerede teori og praksis. Benedicte Ramsing indførte i 1950 systemet på sygeplejeskolen, og hun udviklede det betragteligt de følgende 20 år. Det betød, at uddannelsen på skolen allerede fra begyndelsen af 1950’erne var på højde med de reformer, den samlede danske sygeplejeuddannelse undergik i 1957.

I 1964 fik hun et legat fra verdenssundhedsorganisationen WHO til at besøge en række universiteter og sygeplejeskoler i Canada og USA. Besøget gav fornyet inspiration og medførte, at Benedicte Ramsing samme år inddrog den amerikanske sygeplejeteoretiker Virginia Hendersons behovsteori i sin uddannelsesplan. Samtidig flyttede hun uddannelsens fokus fra hospitalssygepleje til samfundssygepleje, og derfor blev humanistiske og samfundsvidenskabelige fag tilføjet.

Dermed var uddannelsen så meget forud for sin tid, at den i indhold og timetal svarede til den uddannelsesreform, der fandt sted 1979. Hendes ultimative mål blev dog først nået i 1990, da grunduddannelsen af sygeplejersker blev et studium, der året efter blev komplementeret med oprettelsen af ph.d.-uddannelsen i sygepleje.

Benedicte Ramsing førte Skt. Josephs Sygeplejeskole frem til en eliteskole. Hendes lederstil var autoritær, men kærlig og medmenneskelig. Hun fastholdt vedvarende skolens kristne værdier, fx gennem sin undervisning i etik, men også på et praktisk plan ved at lade gravide elever gennemføre uddannelsen, en praksis, der var helt på tværs af landets øvrige skoler.

Sine idéer om sygeplejeuddannelse formidlede hun gennem en lang række foredrag og tidsskriftsartikler, fx Unitsystemet tilpasset danske forhold, 1954, og Vover vi at sige sandheden, 1962. I 1955 udgav hun lærebogen Anatomi og fysiologi, der kom i 5. udg. 1975. I sygeplejekredse lyttede man opmærksomt til hendes idéer, men uden at indføre dem. Det skyldtes til dels en vis skepsis over for det amerikanske, men mest af alt, at uddannelsen var kostbar. Skt. Joseph Søstrene betalte selv de merudgifter, uddannelsen medførte, og den mulighed havde en offentlig skole ikke.

I Dansk Sygeplejeråd (DSR) var man opmærksom på Benedicte Ramsings kapacitet. Her var hun medlem af DSRs repræsentantskab 1963-69 og af hovedbestyrelsen 1966-69. Dertil inddrog rådet hende i en række faglige udvalg, bl.a. redaktions- og presseudvalget 1955-68 og public relation-udvalget i forbindelse med den nordiske sygeplejerskekongres i København 1958.

Sin største indsats ydede hun i vurderingsudvalget 1965-69, hvor Krogh Nielsen var formand. Udvalget udgav to rapporter, hvor de dels vurderede reformen af sygeplejerskeuddannelsen i 1957, dels gav et forslag til en ændret grunduddannelse, der var meget lig uddannelsen på Skt. Josephs Sygeplejeskole.

Samme uddannelsesidéer dannede grundlag for det forslag til en ændret sygeplejerskeuddannelse, der blev afgivet i Indenrigsministeriets betænkning af 1975. Sidstnævnte forslag blev forkastet af økonomiske årsager. Af ukendte grunde henviste man ikke direkte til Benedicte Ramsing i denne betænkning.

Sideløbende med sit arbejde som skoleforstanderinde var Benedicte Ramsing aktiv i ordenssamfundets interne anliggender og ledelse. Hun holdt foredrag, oversatte religiøse tekster, underviste i teologi og skrev artikler, fx Tanker om ordenslivet, 1963.

I 1969 blev hun valgt som generalpriorinde med sæde i Rom, og hun blev den første ikke-franske generalpriorinde i ordenens 300-årige historie. Benedicte Ramsing kom dermed til at stå i spidsen for den fornyelse, Skt. Joseph Søstrenes Ordenssamfund gennemgik i 1970’erne, som følge af det 2. Vatikankoncils dekreter. Fornyelsen medførte, at søstrene ophævede den stramme klosterklausur og vendte tilbage til den udadvendte livsform, der kendetegnede ordenen ved dens grundlæggelse i 1600-tallet, men i en form tilpasset vor tid.

Benedicte Ramsing fik med posten som generalpriorinde den stilling, hun kom til at holde mest af. Her fik hun brug for alle sine evner sprogligt, organisatorisk og menneskeligt. Arbejdsdagen var lang og opslidende, ikke mindst på grund af en omfattende rejseaktivitet til ordenens provinser verden over.

I 1980 fratrådte hun og tog fat på en aktiv pensionisttid, hvor hun bl.a. 1984-87 tog kursus i teologi for lægfolk i Århus. Den opgave, der kom til at optage hende mest, var dog oversættelsen af det romerske breviar Tidebog fra latin til dansk. Da Tidebog udkom i 1987, var hun alvorligt syg, og året efter døde hun.

Benedicte Ramsing var en banebrydende pioner inden for søsterliv og sygepleje. Med samfundets behov og forandringer for øje var hun vedvarende i front for den udvikling, søsterorden og sygepleje undergik.

Hun var en stærk, intelligent og magtfuld personlighed, og hendes liv var præget af en jernvilje til at gennemføre det, hun satte sig for. Hun var respekteret for sin medmenneskelighed og faglige indsigt, og hun fastholdt de værdier, der historisk knytter søsterliv og sygepleje sammen, som udtrykt i hendes motto: “kærlighed er tjeneste”.

• Buste fra ca. 1965 af Vibeke Utke Ramsing på Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Foto i Det Kgl. Bibliotek, Skt. Joseph Søstrenes arkiver i København og Rom.
• Susanne Malchau: Kærlighed er tjeneste, 1998. Gunnar Martin Nielsen (red.): Vi blev katolikker, 1958.

• Skt. Josephs Sygeplejeskole
• Dansk Sygeplejeråd
• Skt. Joseph Søstrenes Ordenssamfund

• Kirsten Ramsing

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.