Johanne Meyer

Johanne Meyers tilværelse indebar en serie af opbrud og ukonventionelle valg. I 1858 giftede hun sig med en mosaisk jøde, Emil M., der ved vielsen konverterede til kristendommen. 1858-67 var parret bosat i Nyborg, hvor ægtefællen havde etableret en kolonial- og manufakturhandel, og hun drev sin egen lille friskole. I det beskedne hjem med Johanne Meyer som centrum fandt fynske grundtvigianere og friskolefolk et mødested. Da Christen Kold i 1863 som den første herhjemme åbnede sin højskole i Dalum for unge kvinder, blev han Johanne Meyers vigtigste pædagogiske inspirationskilde.

1867 bosatte ægteparret sig i København, hvor Emil M. fik borgerbrev med ret til at drive brændevinshandel. Med sig fra Nyborg bragte de deres adoptivdatter. Johanne Meyer fødte selv fem børn, men ingen af dem overlevede småbarnsstadiet. Efterhånden blev familien yderligere udvidet med fire plejebørn.

Fra slutningen af 1860’erne var hun involveret i grundtvigianernes folkeoplysende arbejde med udgangspunkt i Istedgade Asyl. Selv tog hun initiativ til tjenestepigemøder med teservering og oplæsning af bondelitteratur, og i hjemmet i Borgergade startede hun en lille højskole for unge kvinder.

Ægteparret fik deres gang i Vartov menighed, men Johanne Meyer faldt ikke til i kvindekredsen omkring Asta Grundtvig, N.F.S. Grundtvigs tredje hustru, og i det noget aristokratiske og bedsteborgerlige miljø. Hun følte ikke, at menigheden støttede hendes højskoleprojekt, som kolliderede med ledende grundtvigianeres planer om at skabe Københavns Højskoleforening, hvor kvindeligt medlemskab ved starten i 1878 ikke var en given sag.

Selv anså Johanne Meyer det at “tjene Folket” som et kald indgivet af Gud og en form for apostelgerning. I 1880’erne blev kaldstanken bragt på en ny formel gennem hendes kontakt med arbejderbevægelsen og hendes engagement på kvindesagens venstrefløj. Religiøst nærmede hun sig nygrundtvigianerne, og socialismen anså hun for “den store Kærlighedstanke”.

I 1885 blev hun skribent på Social-Demokraten med artikler om engelsk pacifisme, og hun meldte sig under fredsbevægelsens faner. Under indflydelse af den store kvindestrejke på Rubens klædefabrik i 1886 tog hun for alvor de socialistiske idéer til sig.

I 1901 lod Johanne Meyer sig separere fra Emil M. på grund af hans utroskab. Journalistik blev nu hendes vigtigste og ikke lige letflydende indkomstkilde. Hendes emner var især kvindestof og sociale temaer.

Hun skrev for en række dameblade og aviser, bl.a. Folkets Avis og Kvindernes Blad, samt i foreningsblade som Sundhedsbladet og Tjenestepigernes Blad. Tjenestepigerne var den gruppe af arbejderkvinder, som Johanne Meyer var i tættest kontakt med, og i Københavns Tjenestepigeforenings blad skrev hun til støtte for ti timers arbejdsdag, fast kontrakt, tyendelovens afskaffelse og faguddannelse. Fra 1909 redigerede hun sammen med Victor Figgé afholdsbladet Agitatoren.

Johanne Meyers største styrke var dog ikke det skrevne ord, men hendes oratoriske evner, udfoldet over for et levende publikum. Som levebrødsjournalist leverede hun ikke sine mest velformulerede bidrag, og hun syntes navnlig at have haft svært ved at falde naturligt ind i damebladenes stilleje.

I KFs regi udgav hun bogen Borgerlig Vielse og Bruderitualet, 1895, hvori hun anbefalede obligatorisk borgerlig vielse. På dette punkt faldt hun delvis i tråd med ældre forslagsstillere, fx Pauline Worm. Med Barnet og det seksuelle Spørgsmaal, 1906, og bogen Ny Kønsmoral og friere Form for Ægteskabet, 1910, argumenterede hun for større åbenhed i opdragelsen af børn på det seksuelle område og for en kammeratskabslignende ægteskabsmodel.

I 1900 modtog hun ministeriel støtte til en studierejse til Paris med det formål at beskrive arbejderkvinders vilkår og deltage i den internationale kvindekongres. I Københavns Journalistforbund, stiftet 1904, var hun med fra starten og støttede bl.a. indførelse af en mere regelret journalistuddannelse.

I 1893 var Johanne Meyer begyndt at færdes i mere utraditionelle religiøse miljøer, og hun blev særlig tiltrukket af teosofien, der var en af mange nyreligiøse strømninger i 1890’erne.

Hun stiftede sammen med G. Howitz Teosofisk Samfund i Danmark og var medlem af Københavns-Logen, indtil hun i 1904 startede sin egen Maria-Loge, som hun ledede indtil 1914. Hun kunne identificere sig med den teosofiske bevægelses internationale leder, englænderen Annie Besant, og med dennes erfaringsbaggrund i intellektuelle marxist- og socialistkredse.

I teosofien fandt Johanne Meyer en dogmefri og synkretistisk religion, der var baseret på en reinkarnations- og karmalære samt nogle asketiske leveregler, der appellerede til hende. Med sine logemedlemmer dyrkede hun meditation, læsning af esoterisk litteratur og religionspsykologi, og hun fik både i Danmark og på skandinavisk plan lejlighed til at “prædike”. Som andre danske kvindesagskvinder, der gik ind i Teosofisk Samfund, bl.a. Valborg Andersen, Henny Diderichsen og Johanne Deichmann, fik hun her afløb for sin trang til at forkynde sin personlige tros budskaber, hvilket kvinder på dette tidspunkt ikke havde adgang til fra folkekirkens prædikestole. Kort før sin død arbejdede hun for at udbrede kendskabet til den kommende verdensfrelser, inderen Krishnamurti, som Besant 1911 havde udpeget.

Gennem sit teosofiske engagement kom Johanne Meyer ind på en etisk motiveret interesse for vegetarisme, dyrebeskyttelse og afholdssag.

1898 var hun sammen med bl.a. sanatoriebestyrer Johanne Ottosen med til at stifte Sundhedsforeningen (SF) og blev dens sekretær, formand og i flere år dens repræsentant i Danske Kvinders Nationalråd samt medlem af rådets presseudvalg. SF, der havde ca. 500 medlemmer, drev bl.a. et rådgivningsbureau og afholdt velbesøgte møder om kvindehygiejne og sund levevis. Johanne Meyer, som 1906-15 sad i De samvirkende Sundhedsforeningers hovedbestyrelse, skrev gennem en årrække populære artikler, bl.a. om naturhelbredelse, til SFs organ Sundhedsbladet.

Hun blev også medlem af Dyreværnsforeningen Svalen. I 1907 var hun medarrangør af Samfundsugen for Humane Bestræbelser, der præsenterede filantropiske og folkelige foreningers arbejde for reformer af hverdagens levevis. Hun støttede desuden ægteparret Hedevig og Sophus Baggers arbejde med at oprette folkebørnehaver på grundlag af den tyske pædagog F. Fröbels tanker.

Johanne Meyer var i besiddelse af karisma og handlekraft, frimodighed og idérigdom, egenskaber, der navnlig i hendes senere år fik hende til at sprede sig over for mange felter. Hun var en glødende idealist, der var mere styret af at være i front, end at opnå lederpositioner som mål i sig selv. Som ledertype var hendes talent murbrækkerens, mindre administratorens.

Socialt set identificerede hun sig med truede og udstødte mennesker og partipolitisk med den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Hun nærede dog adskillige forbehold over for Socialdemokratiets mangelfulde kvindesolidaritet i valgretsspørgsmålet.

I sine sidste leveår syntes Johanne Meyer at have elsket menneskeheden mere end det enkelte, konkrete individ.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Lis Højgaard: Bidrag til den danske kvindebevægelses historie 1870-1900, 1977. Fredsbladet 2/1915. Kvindevalgret 3/1915. Journalisten 4/1915. Sundhedsbladet 3/1915. Ekstra Bladet 4. februar 1915. Politiken 5. februar 1915. Social-Demokraten 5. februar 1915.

• Social-Demokraten (se Aktuelt)
• Kvindelig Fremskridtsforening
• Hvad vi vil
• Kvindevalgretsforeningen
• De samlede Kvindeforeninger
• Dansk Fredsforening
• Danske Kvinders Fredsforening
• Landsforbundet for Kvinders valgret
• Agitatoren
• Teosofisk Samfund
• Københavns Logen
• Maria-Logen
• Sundhedsforeningen
• De samvirkende Sundhedsforeninger

• Johanne Meyer

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.