integration (sociologisk begreb)

I sociologien dækker begrebet integration over sammenhæng i en social formation, således at formationens bestanddele udgør en afgrænset social helhed, der fungerer og holdes sammen.

Integrationsbegrebet spænder vidt

Begrebet integration spænder over et meget bredt felt af sociale former, processer og fænomener. Begrebet har indgået som kernebegreb i sociologien siden fagets grundlæggelse i sidste halvdel af 1800-tallet. I samfundstænkningen generelt kan begrebet spores meget længere tilbage, måske under andre betegnelser, fx social orden.

Aktører og institutioner kan integreres

Helheder kan være små og store grupper, familier, lokalsamfund, foreninger, bander, arbejdsfællesskaber, organisationer, nationalstater, regioner, internationale kulturelle, videnskabelige eller religiøse fællesskaber mv. Bestanddele, der integreres, kan være handlende aktører rækkende fra enkelte individer over familier, organisationer, virksomheder til nationalstater og internationale organisationer. Bestanddele kan også være strukturdele, fx samfundssektorer som uddannelse og arbejdsmarked, retsvæsen, politiske institutioner, eller systemer af værdier, trosforestillinger, kunst og videnskab, politiske ideologier, moral, traditioner og livsformer, kulturer og normsystemer osv.

Spontan, styret eller tvungen integration

Integrationsprocesser kan foregå som spontan tilpasning uden central plan eller styringsagent, eller som en organiseret planlagt proces, fx under ledelse af en statslig myndighed, en organisation, en militærjunta eller en magtfuld og velorganiseret revolutionær bevægelse. Integration kan foregå ved frivillige beslutninger eller støttet af tvang baseret på demokratisk vedtaget lovgivning, eller under voldelig tvang fra autokratiske eller despotiske organisationer, bevægelser eller regimer.

Gennem tiderne har integration været et begreb med tydelige normative, politiske og ideologiske ladninger, som har været forbundet med konflikter og kampe. Fra 2001 har danske regeringer haft en minister for integration.

Teorier om integration

I sociologiens historie har man søgt at bestemme forskellige typer af integration og at udvikle teorier om, hvad der fremmer eller omvendt hæmmer integration.

Problemperspektivet var i sociologiens tidlige periode fra 1800-tallet især knyttet til de moderniseringsprocesser og transformationer, der er sket siden renaissancen fra o. år 1500 med kapitalistiske markeder, industrialisering, demokratiske revolutioner, urbanisering, de videnskabelige revolutioner, nye klasser, sekularisering og globalisering mv. Det var processer, som nogle frygtede ville føre til samfundsopløsning, mens andre så dem som åbninger af frigørelsesprocesser.

Durkheim: mekanisk og organisk solidaritet

En sondring der fik stor indflydelse, blev indført af den franske sociolog Emile Durkheim i 1890’erne: mekanisk solidaritet overfor organisk solidaritet. De to former skulle netop indfange forandringer i integrationsformer som følge af moderniseringsprocesserne. Durkheim brugte termen ”solidaritet”, fordi han ville betone en kollektiv samhørighed, en kerne af fælles bevidsthed om tilhørsforhold til et kollektiv.

Durkheim tillagde arbejdsdelingen – i bred forstand – afgørende betydning for solidariteten. Den mekaniske solidaritet var fremherskende i de traditionelle landbrugssamfund, der var relativt homogene på baggrund af ret ensartede erfaringer gennem livet, samme livsformer og trosforestillinger. Det var med til at skabe bevidsthed og følelser om at tilhøre et kollektiv.

Med moderniseringen øges arbejdsdelingen. Specialisering og mobilitet vokser voldsomt. Dermed undermineres den mekanisme solidaritet. Men den kan afløses af en ny form for solidaritet, mener Durkheim: den organiske. Durkheim trækker her på en biologisk analogi: ligesom i biologiske organismer er de enkelte organer nødvendige for at helheden kan fungere og overleve. Der er en gensidig afhængighed mellem de forskellige erhverv og samfundsinsitutioner, mellem økonomi, politik, familie, uddannelse osv. Oplevelsen af denne gensidige nytte bidrager til solidaritet.

Øget arbejdsdeling kan øge integration

Øget arbejdsdeling og forskellighed i livsformer kan altså føre til øget solidartitet, netop fordi den gensidige afhængighed bliver større, sammenlignet med fx traditionelle landbrugssamfund med højere grad af selvforsyning i lokalsamfund.

I dette korte sammendrag af Durkheims begreber opdager man, at der indgår både et objektivt, strukturelt niveau (fx arbejdsdeling) og et subjektivt aktørniveua (fx solidaritet, oplevelse af gensidig nytte).

Socialintegration og systemintegration

Denne dobbelthed genfindes i forskellige teoretiske traditioner og positioner i sociologien, og den blev i 1960’erne gjort eksplicit i en sondring mellem to typer af integration: socialintegration og systemintegration. Ophavsmanden var den engelske sociolog David Lockwood.

Sagt kort refererer social integration til koordination af aktørernes handlinger, deres subjektive handlingsmål, oplevelser, forestillinger, forventninger og følelser. Her overfor refererer systemintegration til funktionel tilpasning mellem helhedens strukturelle dele, dens delsystemer, institutioner og sektorer. Integration mellem handlinger kan være samarbejde og dermed skabe synergi. Mangel på integration kan betyde konflikt og måske gensidig ødelæggelse, bevidst eller ubevidst. Integration mellem strukturelle dele er tilpasning til optimalt at yde, det som andre dele og helheden har behov for og dermed øge helhedens funktionsevne.

Man skal være opmærksom på, at integration ikke betyder kulturel sammensmeltning, at aktører, individerne skal tænke, mene, tro og handle ens (se: assimilation).

Samspil mellem socialintegration og systemintegration

Strukturfunktionalismen, med Talcott Parsons som hovedrepræsentanten, hører til den strukturorienterede tradition. Sagt forenklet siger teorien, at overordnede strukturelle rammer, normer, socialisering og social kontrol dominerer aktørerne. Samfundshelheden er underlagt bestemte uomgængelige funktionelle imperativer (livsvigtige behov), som skal imødekommes, hvis samfundet skal kunne reproduceres.

Strukturfunktionalisme og systemintegration

Parsons opererer med en systemteoretisk model, hvor alle samfund består af et antal delsystemer, nærmere bestemt fire, der hver i sær varetager bestemte nødvendige funktioner i helheden. En af disse funktioner er netop social integration som en betingelse for, at hele samfundet opretholdes.

Det delsystem, der varetager denne funktion, er det civile samfund, dvs. de selvorganiserede fællesskaber – familie, lokalsamfund, organiserede fritidsaktiviter mv. – der fungerer relativt adskilt fra de økonomiske og politiske delsystemer.

For at helheden kan fungere, kræves ifølge denne model, at alle fire delsystemer tilpasses et overordnet hensyn til samlet systemintegration.

Parsons anså at hans systemteoretiske model var anvendelig på alle niveauer i det social liv, fra mindre grupper og organisationer op til store nationalstater.

Kritik af systemteori

Teorien blev dog udsat for kritik. Socialintegrationen blev reduceret til at være underlagt systemintegrationens funktionskrav, og dermed blev det blot en form for systemintegration, lød kritikken. Socialintegration skabes imidlertid af aktørernes handlinger og subjektive handlingsmål, oplevelser og følelser, ifølge den aktørorienterede teoritradition.

Som reaktion på denne kritik fremkom de følgende årtier flere forsøg på at løse den vanskelige opgave at bygge bro mellem struktur- og aktør i forståelse af integrationsprocesser.

Anthony Giddens: Strukturationsteori

Et af disse synteseforsøg leverede den engelske sociolog Anthony Giddens i 1984 i bogen The Constitution of Society. Som selve ordet ”strukturation” udtrykker, er struktur ikke noget, der eksisterer uafhængigt af handlinger. Struktur er – som så meget andet – noget mennesker ”gør” (engelsk ”structuration" kan også oversættes med ”strukturering”). Mennesker strukturerer, skaber struktur gennem deres handlinger.

Dermed flyttes forståelsen af struktur som en selvstændig formation udenfor individerne over mod at se den som resultat af handlinger, der hele tiden skaber struktur. Men det vil alligevel gælde, at handlemuligheder i udgangspunktet er begrænset indenfor en struktur, der kan være mere eller mindre robust. Det vil afhænge af konkrete omstændigheder, hvor store spillerum, der er for strukturændringer.

Jürgen Habermas: System og livsverden

I 1980’erne fremkom den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas med en stort anlagt teori, der også udgjorde er forsøg på at forene de modstående traditioner, som svarer til sondringen socialintegration overfor systemintegration.

Den afgørende fornyelse i Habermas’ teori var at indføre sproglig kommunikation og fri argumenterende samtale som bærende komponenter i forståelse af menneskers handlinger og livsverden. Det sociale liv kan ikke forstås ved alene at se det som systemer, der er indrettet efter funktionskrav. Hans opfattelse er, at social integration og kultur er indlejret i menneskers subjektive livsverden, og kun kan vedligeholdes og integreres gennem sproglig kommunikation, og i sidste ende argumenterende samtale.

Samtidig godtager Habermas Parsons’ opfattelse, når det gælder områderne økonomi og politisk-administrative processer. De udgør systemer, der fungerer ud fra funktionalitet og effektivitetskrav. Han mener imidlertid, at systemkrav fra økonomi samt fra stat og myndigheder har tydelige tendenser til at ville underlægge sig livsverdenens autonome kommunikation, til skade for vedligeholdelse af subjektiv mening, tillid og social integration i menneskers livsverden. Habermas taler om systemets ”kolonisering” af livsverden.

Globalisering, migration, multikulturalisme og overnationale konstellationer

Integration blev tidligere, eksplicit eller implicit, primært forstået ud fra nationalstaters rammer. Det gjaldt navnlig den funktionalistiske gren.

Dette har ændret sig i takt med de ændrede betingelser og problemer for integration, der er dukket op siden omkring 1980’erne med voksende migration, multikulturalisme, etniske konflikter, krige og flygtningestrømme mv. Disse nye tendenser har ført til intensiveret empirisk forskning på de pågældende delområder. Det er endnu for tidligt at sige, hvordan det vil påvirke de overordnede begreber og teorier.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sociologisk teori

Heine Andersen

Professor emeritus, mag.scient.soc.; Københavns Universitet

Integration (sociologisk begreb)