Østradiol er et kvindeligt kønshormon; det er det mest potente, naturligt forekommende østrogen.

Østradiol dannes med udgangspunkt i testosteron eller østron hovedsageligt i granulosacellerne i æggestokkene (50%) og i binyrerne (50%). Hos mænd omdannes testosteron til østradiol via enzymet aromatase.

Produktionen stimuleres af luteiniserende hormon (LH) og follikelstimulerende hormon (FSH) fra hypofysen. Hormonet produceres også i store mængder i moderkagen under graviditet, og det når niveauer, der 40-60 gange højere end hos den ikkegravide. Der dannes også østradiol i testikler, knoglevæv, muskler, fedtvæv og andre væv hos både kvinder og mænd.

Østradiol er ansvarlig for udviklingen af de sekundære kvindelige kønskarakteristika. Østradiol spiller også en betydelig rolle i hjernen, i knogler, på blodkar og i hjertet hos både mænd og kvinder. Østradiol spiller desuden en rolle for normalt libido og dermed seksualfunktion. Nye studier har vist, at hvis man fjerner østradiol hos mænd, sker der en 50% reduktion af libido. Der er østradiolreceptorer i stort alle organer og væv i kroppen hos både mænd og kvinder. Derfor er mangel på østrogen forbundet med en meget bred palette af mangelsymptomer.

Hos kvinder produceres der betydelige mængder af østrogen i fostertilstanden, i mini-puberteten i de første 3-6 måneder af livet, og herefter fra pubertetens indtrædelse til overgangsalderen. Da puberteten indtræder omkring 11-årsalderen og overgangsalderen gennemsnitligt indtræder omkring 52-53-årsalderen, udsættes den almindelige kvinde for endogent produceret østrogen i omtrent 42 år. Hvis overgangsalderen indtræder tidligt ved gonadedysfunktion eller ved udtalte symptomer på overgangsalder, vil man behandle med østrogen og progesteron for at undgå mangelsymptomer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig