Peter Paul Rubens var en flamsk maler, tegner, gobelindesigner og diplomat. Han regnes for 1600-tallets betydeligste nordeuropæiske barok kunstner. Han var født i Siegen i Westfalen som søn af en jurist fra Antwerpen, men efter faderens død i 1587 vendt moderen tre år senere med børnene Blandina, Filips og Peter Paul tilbage til Antwerpen. Her kom han og store broderen i Latinskole hvor de lærte de Latinske klassikere.
Læretid
Hans første læreår tilbragte Peter Paul hos landskabsmaleren Tobias Verhaecht (1561-1631) og derefter fire år hos portrætmaleren Adam van Noort (1562-1641), hvor også Jacob Jordaens kom i lære. Sine sidste læreår tilbragte han hos en af Antwerpens førende malere, romanisten Otto van Veen (1556-1629). Van Veen havde rejst i Italien og var en stor beundrer af renaissancekunsten og dens idegrundlag, noget han overførte til sin lærling Peter Paul. Rubens blev mester i Lukasgildet i Antwerpen i 1598.
Udlandsrejser
I 1600 rejste han med sin lærling til Italien og i Venedig blev han inviteret til at blive hofmaler hos hertugen af Mantova, Vincenzo 1. Gonzaga (1562-1612), en position han besterd indtil 1608. I Mantua gjorde Andrea Mantegnas arbejde, især de ni lærreder, der forestiller Cæsars triumf, stort indtryk på den unge flamlænder.
I 1601 rejste Rubens med hertugen til Firenze for brylluppet mellem Maria de' Medici og Henrik IV af Frankrig. Tyve år senere var det Rubens der skulle skildre brylluppet i Firenze til Marias nye Palais du Luxembourg i Paris. Senere samme år rejste Rubens til Rom hvor han kopierede andres malerier, for eksempel værker af Michelangelo Buonarroti, Raphael, Tizian og Leonardo da Vinci, og udførte tegninger og skitser efter græske og romerske skulpturer. Ved at lave kopier indsamlede Rubens så meget 'dokumentationsmateriale' som muligt, noget der senere betød, at han kunne 'integrere andres ideer' i sit eget arbejde.
I 1603-04 var Rubens som ambassadør for Gonzaga hos Filip 3. af Spanien i Madrid, hvor han fik lejlighed til at beundre Tizians værker i den kongelige samling. Tilbage i Rom malede han sin første altertavle til Santa Helena-alteret i Det Hellige Kors Kirke (Santa Croce i Gerusalemme). Det var i Rom at han mødte den tyske maler Adam Elsheimer.
Rubens arbejdede også i andre italienske byer og i Genova malede han portrætter af byens aristokrater, fx Marchesa Veronica Spinola-Doria (1606-07, Staatliche Kunsthalle, Karlsruhe), og i Rom 1606-08 arbejdede han først og fremmest på højalterbilledet til kirken Santa Maria in Vallicella/Chiesa Nuova, Sankt Gregorius og Domitilla.
Rubenshuis og Isabella Brant
Hjemvendt til Antwerpen i 1608 ægtede han året efter Isabella Brant (1591-1626) og blev udnævnt til hofmaler for de spanske Nederlandes statholderpar i Bruxelles, ærkehertug Albrecht 7. af Østrig og ærkehertuginde Isabella. Han blev dog boende i Antwerpen, hvor han 1611-18 byggede sig et stort hus og atelier, det nuværende Rubenshuis, der også rummede hans store malerisamling; i dag er det museum. Dobbeltportrættet Kunstneren med hustru i gedebladsløvhytten (Alte Pinakothek, München) malede han 1609-1610.
Altertavler
Som konsekvens af billedstormen i 1566 og de efterfølgende år var meget kirkekunst forsvundet eller ødelagt. Byrådet i Antwerpen støttede den nye bevægelse, modreformationen eller reetableringen af den katolske kirke, og kirker blev restaureret og renoveret. Det betød, at Rubens i de første ti år i Antwerpen hovedsageligt producerede alterdekorationer. Hans atelier lavede mere end tres altertavler i denne periode, omkring en tredjedel til byen og resten til kirker og klostre i Flandern og udlandet. Rubens viste sit mesterskab med de to vældige, trefløjede altertavler: Korsrejsningen (1610-11) til højalteret i Sint Walburga og Korsnedtagelsen (1611-14) til domkirken i Antwerpen (nu begge i domkirken), og hans nye kraftfulde og dramatiske barokstil, der byggede på indtryk fra italiensk kunst, især fra Tintoretto, vakte opsigt. Hans berømmelse blev spredt gennem reproduktionsgraveringer af disse værker.
Værksted og assistenter
I takt de talrige bestillinger på malerier til kirker og offentlige bygninger opbyggede Rubens et stort værksted med mange assistenter, der arbejdede efter hans skitser og modelli. Hans mest fremtrædende lærlinge og samarbejdspartnere var: Jacob Jordaens, Antoon van Dyck, Frans Snijders, Jan Brueghel (den ældre og yngre), Jan Fyt, Abraham van Diepenbeeck, Jan Wildens, David Teniers, Daniel Seghers, Adriaen Brouwer, Erasmus Quellinus, Cornelis Schut, Theodoor van Thulden og Lucas van Uden.
De religiøse opgaver kulminerede med 39 loftsmalerier og to store alterbilleder til den nybyggede jesuiterkirke i Antwerpen 1618-21; loftsmalerierne brændte 1718, men to alterbilleder med Ignatius af Loyola og Francisco Xavier er bevaret i Kunsthistorisches Museum, Wien.
Rubens malede også talrige historiebilleder med mytologiske motiver, fx Bortførelsen af Leukippos' døtre (ca. 1618, Alte Pinakothek, München, og scener fra den klassiske litteratur; han udførte bogillustrationer, leverede forlæg til billedtæpper og skulpturer og indledte et samarbejde med tidens bedste kobberstikkere om mangfoldiggørelse af sine kompositioner; de såkaldte Rubensstikkere talte bl.a. Cornelius 1. Galle (1576-1650).
Medici-serien
Hans rejsevirksomhed omfattede desuden diplomatiske opgaver. Rubens skabte 1621-1625 den såkaldte Medici-cyklus, en serie på 24 store lærreder med scener fra den franske dronning Maria Medicis liv til Luxembourgpalæet i Paris (nu i Louvre). Som forarbejder skildrede han alle scener på små tavlemalerier, som efter godkendelse af dronningen, blev omsat i stort format. Mange af olieskitserne findes i dag på Alte Pinakotek i München. Medici-serien betegner et højdepunkt i Rubens' arbejde med de store dekorative opgaver, og han fremstod nu som den monumentale barokstils førende kunstner nord for Alperne.
I samme periode fik Rubens bestilling på en serie bestående af på tolv gobeliner, der skildrer scener fra Konstantin den Stores liv, en gave fra kong Ludvig XIII til kardinal Francesco Barberini, udsending for hans onkel pave Urban VIII.
Under den engelske konge Jakob I blev det nedbrændte Banqueting House erstattet af en ny imponerende bygning tegnet af arkitekten Inigo Jones. Bygningen fik en central funktion som modtagesal i hoflivet, og allerede i 1621 var Rubens blevet spurgt, om han var interesseret i projektet, som skulle forherligede Jakobs regeringstid. Lærrederne blev sendt til London i oktober 1635, men Rubens var ikke til stede ved installationen, da det siges at han 'foragtede hoflivet'.
Hélène Fourment
Efter Isabella Brants død ægtede den 53-årige Rubens i 1630 den 16-årige Hélène Fourment De fik sammen fem børn, og i 1635 købte han landstedet Het Steen i Elewijt i nærheden af Mechelen. Det lykkelige familieliv på landet begunstigede hans kunst som landskabsmaler, og fra denne periode stammer de betydeligste af hans landskaber, fx Landskab med regnbue (1636, Wallace Collection, London), og en række portrætter som Pelsen af hustruen (1636-39) og Selvportræt (1638-40, begge i Kunsthistorisches Museum, Wien).
Hans arbejder fra 1630'erne er i deres stærkt maleriske karakter præget af en fornyet inspiration fra Tizian, hentet under ophold i Madrid og London 1628-30. Det gælder det sene hovedværk Ildefonso-alteret (1630-32, Kunsthistorisches Museum, Wien) og billedet af Madonna med helgener (ca. 1636-40), et koloristisk mesterværk, som er anbragt over Rubens' grav i Sint Jacobskerk i Antwerpen.
Rubens død
I 1627 fik Rubens sit første angreb af gigt, igen året efter i Madrid. I sine senere år mistede han af og til kontrollen over sine hænder og blev til sidst fuldstændig lam i benene. I sommeren 1639 var han på Steen i Elewijt, da læger måtte komme fra Mechelen efter et angreb. Et par uger før sin død rapporteredes det, at Rubens var permanent lammet og aldrig ville male igen. Rubens døde den 30. maj 1640 i Rubenshuis i Antwerpen.
Som følge af dette satte Jacob Jordaens sine priser op og Antoon Van Dyck vendte tilbage fra England for at udfylde Rubens plads i Flandern.
På Statens Museum for Kunst i København findes bl.a. portrættet af Abbed Matthæus Yrsselius (1624-26) og Kristus på vejen til Golgata (ca. 1635-36), en modello til et alterbillede; det store Salomons dom (ca. 1617) er delvis værkstedsarbejde.