Tintoretto

Hans hurtighed var legendarisk, og han udførte mange store udsmykninger, især i gildeshusene, scuole, med hovedværket i Scuola Grande di San Rocco. Her malede han 1575-1588 mere end 50 lærreder, bl.a. Jesu fødsel og Flugten til Egypten.

Tintoretto afløste Tizian som maler i Dogepaladset, hvor han efter branden i 1577 bl.a. udførte det gigantiske Paradiset. Han overtog også Tizians opgaver som maler for hofferne i Prag, Mantova og Escorial. Hans portrætter er, som hans øvrige kunst, præget af enkelhed, realisme og indlevelse; lyset er anvendt til at bygge billedrummet op, farverne er klare, penselstrøgene hastige.

Under indflydelse af manierismen i Centralitalien bragte han handling og dynamik ind i det venetianske maleri. Det ses i hans dramatiske skildringer af scener fra evangelisten Markus' liv (fra 1548, bl.a. i Accademia-museet, Venedig) og i billederne af Den sidste nadver, tydeligst i den version, der findes i kirken San Giorgio Maggiore (1592-1594); som mange af Tintorettos malerier har den stadig sin oprindelige placering, så man oplever kunstnerens hensyntagen til beskueren og hans ønske om at inddrage ham i handlingen.

Tintoretto efterlod nogle meget levende studietegninger, og man ved, at han arbejdede med små modeller af voks, hvor han afprøvede lyseffekten i draperede stoffer og rumlige placeringer.

• renæssancen
• renæssancekunst