Aasiaat ligger i Vestgrønland på en ca. 7 km lang og 3 km bred og relativt lav skærgårds-ø med ganske beskeden vegetation. Distriktets to bygder har 113 og byen 2.951 indbyggere (2024). Aasiaat Ø ligger i et stort skærgårdsområde, der kaldes »landet med de tusinde øer«. Blandt byens grundlæggere var Niels Egede, som opkaldte stedet efter sin far, Hans Egede.
Egedesminde
Handelsstationen Egedesminde blev etableret i 1759 af Hans Egedes søn Niels Egede ved Eqalussuit nord for Nordre Strømfjord, der ligger syd for Kangaatsiaq. I 1763 blev kolonien flyttet til sin nuværende placering, fordi der i den store skærgård var mange inuitsommer- og vinterbopladser og dermed mulighed for god handel.
Den store skærgård med de mange sunde gav gode muligheder for kajakfangst og sælfangst fra havisen om vinteren, og der findes arkæologiske fund tilbage fra de første indvandringer og siden omkring år ca. 1150 fra de nuværende inuit.
Farvandet var også et godt udgangspunkt for europæiske hvalfangere, som havde flere faste anker- og flænsepladser i distriktet, hvilket indebar interaktion og tuskhandel mellem inuit og hvalfangerne. Flytningen af handelsstationen Egedesminde indgik således i bestræbelserne på at sikre handelen på danske hænder, og ved flytningen blev den gode naturhavn, som hollænderne ofte benyttede og kaldte »Jesse Bay«, valgt. Der opstod derfor i de følgende år mindre sammenstød mellem de danske kolonister og de hollandske hvalfangere.
I 1774 overtog Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) handelsstationen. I kraft af det efter datidens målestok tætbefolkede opland og placeringen ved indsejlingen til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) blev Aasiaat en af de vigtigste handelsstationer, der bidrog positivt til KGH’s økonomi. Derfor blev Aasiaat handels- og administrationscenter for den sydlige del af Qeqertarsuup Tunua.
Efterhånden blev Aasiaat en uddannelsesby, hvor skolen ud over egne børn modtog elever fra kolonidistriktets bosteder, og i 1928 blev Grønlands første efterskole for drenge etableret, fulgt af en efterskole for piger i 1932.
I 1930’erne udvikledes gradvis et torskefiskeri, der bidrog med øgede indtægter til befolkningen. Under 2. Verdenskrig var Aasiaat transithavn for den amerikanske forsyning af Nordvestgrønland, og i 1942 etablerede amerikanerne vejrstationen Bluie West 5. Der opstod dermed arbejdspladser og en interaktion mellem lokalbefolkningen og de amerikanske soldater.
Transitfunktionen fortsatte efter krigen og fik stor beskæftigelsesmæssig betydning. I 1948 blev der etableret et offentligt ejet bådebyggeri med beddingkapacitet til kuttere og trawlere samt de fartøjer, der varetog transitbefragtningen af Qeqertarsuup Tunuas øvrige byer og bygder. Aasiaat fik i 1951 en af de første grønlandske havne med kapacitet til datidens Atlantskibe.
I efterkrigsårene slog omstillingen fra fangertilværelse til fiskeri for alvor igennem, og i 1949 etablerede KGH et fiskehus til produktion af tørrede torsk på Transitøen ud for byen, som i 1966 blev udvidet til en filetfabrik. Dengang var det almindeligt, at slædehundene gik frit, så fabrikken blev lagt på øen for at holde hundene væk fra produktionen i sommerens fiskesæson.
Efterhånden fik rejefiskeriet større betydning. Den private fabrik til frosne rejer, der blev etableret i 1951, blev overtaget af KGH i 1953.
Samtidig med elværk og andre servicefaciliteter blev Aasiaat Radio etableret i de tidlige 1950’ere som søredningstjeneste og flykommunikation for hele det nordvestlige Grønland. I 2017 blev tele-søkablet trukket op til Aasiaat, og sidenhen er Aasiaat Radio udvidet til også at fungere som relæstation for telefoni og internet til byer og bygder, som endnu ikke har fået søkabel. Endelig udsender Aasiaat Radio vejrvarslinger i samarbejde med Arktisk Kommando til fly- og skibstrafik.
Efterkrigstidens modernisering medførte et voldsomt byggeboom, hvor Aasiaat med det store distrikt, der også omfattede Kangaatsiaq og bygderne, blev hjemsted for danske håndværksmestre, der tog opgaver over store dele af landet. I 1969 havde byen 27 håndværksmestre med svende og lærlinge.
I 1964 blev der etableret en realskole, og byens status som uddannelsesby blev styrket.
Aasiaat udviklede sig til et af Grønlands kulturelle centre, og fra slutningen af 1960’erne havde byen, inspireret af det europæiske ungdomsoprør, central betydning i det spirende opgør mod den danske dominans. I 1976 blev venstrefløjsgruppen Inuit Ataqatigiit (IA), der i 1978 blev til et egentligt parti, stiftet i Aasiaat.
I 1974 blev havnen uddybet og udvidet, så Royal Arctic Lines nye Atlantskibe kunne lægge til, og der blev etableret faciliteter til containertransit. Siden har Aasiaat fortsat funktionen som transithavn for store dele af Nordgrønland.
Avannaani Ilinniarnertuunngorniarfik (Nordgrønlands Gymnasium) blev etableret i 1987. Det betød arbejdspladser og øget tilflytning af unge fra hele Nordgrønland. Gymnasiet har ca. 400 elever og 28 ansatte og disponerer over 350 kollegiepladser. Det giver en mindre demografisk overrepræsentation af unge, der bidrager til byens aktive kulturliv. Endvidere blev den landsdækkende specialskole for lettere psykisk udviklingshæmmede og sent udviklede børn og unge, Ado Lyngep Atuarfia, etableret i 1982.
En rejeforarbejdning i større skala var udfordret af, at der er relativt lidt vand på Aasiaat Ø, så størstedelen af rejeindhandlingen og forarbejdningen foregik i Qasigiannguit. Trods vandudfordringer blev der i 2000 bygget en større rejefabrik, hvor vandforsyningen blev søgt sikret ved at koble stort set alle søerne på forsyningen – en løsning, der ikke var optimal. I 2008 gik fabrikken over til at benytte renset, men ikke afsaltet, havvand i produktionen. I dag er fabrikken ejet af Polar Seafood.
Ved kommunesammenlægningen i 2009 blev Aasiaat Kommune en del af Qaasuitsup Kommunia, der dækkede det geografiske område fra Kangaatsiaq til Qaanaaq. Senere, i 2018, blev Qaasuitsup Kommunia delt i Avannaata Kommunia og Kommune Qeqertalik, hvor Aasiaat blev hovedbyen.
Siden 2011 har Aasiaat været hjemsted for Qeqertarsuup Tunuas regionssygehus, der foruden Aasiaat dækker distrikterne Kangaatsiaq, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq.
I 1938 boede der 434 i Aasiaat, og indbyggertallet steg til 701 i 1947. Gennem moderniseringen accelererede befolkningstilvæksten, så der i 1977 var 3.347 indbyggere, senere fulgt af et gradvist fald, så indbyggertallet i forbindelse med kommunesammenlægningen var nede på 2.853 (pr. d. 1. januar 2008). Siden er der foregået en mindre befolkningstilvækst til dagens niveau.
Aasiaat har ca. 1.250 boliger fordelt på 43 % enfamilieshuse, 12 % rækkedobbelthuse og 45 % etageboliger. Ca. 80 % af byen er kloakeret, mens de resterende borgere benytter posetoilet og natrenovation eller privat slamtank.
Elforsyningen i Aasiaat kommer fra et dieseldrevet elværk ved Aasiaat Havn. Overskudsvarme forsyner to fjernvarmenet i byens centrale dele. Derudover suppleres et enkelt område med varme fra affaldsforbrændingen. Sidstnævnte erstattes med spildolieforbrænding, i takt med at affaldsforbrændingen nedlægges. Boliger uden fjernvarme varmes op med oliefyr.
Byen har et forbrændingsanlæg til dagrenovation og andet brændbart affald, der bidrager med fjernvarme til et mindre boligområde. Fra 2024 skal alt affald pakkes og udskibes til forbrænding i Sisimiut, hvorefter affaldsforbrændingen i Aasiaat nedlægges og overgår til spildolieforbrænding. Ikke brændbart affald deponeres på byens dump (affaldsdeponi), og farligt affald udskibes til behandling uden for Grønland.
Der er planlagt opførelse af et vandkraftværk ved Qasigiannguit i 2027 som skal overtage elforsyningen i Aasiaat. De fleste af byens veje er asfalterede, og der er et drikkevandsnet, der dækker ca. 80 % af boligerne.
I 1998 fik Aasiaat en lufthavn som erstatning for den tidligere heliport, og byen har stort set daglige flyforbindelser til Ilulissat, Kangerlussuaq, Sisimiut og Nuuk. På grund af funktionen som transithavn anløber Royal Arctic Lines skibe byen flere gange om ugen hele året i det omfang, det er muligt for havis. I sommerhalvåret har Disko Line passagersejlads til Aasiaat med mindre skibe flere gange om ugen, og Arctic Umiaq Lines kystpassagerskib anløber to gange ugentligt, hhv. nord- og sydgående.
Offentlig administration og service, herunder uddannelse og sundhedsvæsen, bidrager med 44 % af byens arbejdspladser. Derudover er byens dominerende erhverv trawlerfiskeri af primært rejer og i mindre omfang fiskeri af krabber og andre arter samt fiske- og skaldyrsforarbejdning, der sammen med fangst bidrager med ca. 17 % af arbejdspladserne. Handel mv. udgør 8 %, transportsektoren 8 %, bygge og anlæg 8 % og øvrige serviceerhverv 6 %.
Gennem de seneste år har turismen haft stigende betydning, og der er aktuelt fem officielle overnatningssteder, herunder et hotel og et sømandshjem samt restauranter og caféer mv.
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.