Algeriets historie fra oldtiden til 1516

Fra 500-tallet f.v.t. nåede karthagenienserne flere lokaliteter på Algeriets middelhavskyst, hvor de etablerede havne og byer, herunder Constantine (Cirta) og Annaba (Hippo Regius) samt Ain Matboul længere inde i landet (Timici) og Rachgoun i området Béni-Saf i det vestlige Algeriet. I 200-tallet f.v.t. nåede karthagenerne dybere ind i landet til Tébessa-provinsen (Theveste), der ligger ca. 275 km syd for Annaba og på højde med det centrale Tunesien.

Berberne udviklede sig efterhånden også som et handelsfolk, og der opstod handelsrelationer mellem khartagenienserne og berberne i Algeriet.

I 300-tallet f.v.t. dannede en række berberstammer to forbund. Det ene var Massylii-forbundet i det østlige del af Algeriet med Cirta (nutidens Constantine) som hovedstad. Det andet var Masaesyli-forbundet i den vestlige del af Algeriet med Siga (nutidens Aïn Témouchent) som hovedstad. Fra 200-tallet f.v.t. begyndte de to forbund at samles som en politisk enhed. Området, som enheden strakte sig over langs hele Algeriets Middelhavskyst, blev i perioden 202-46 f.v.t. kaldt Numidia.

Numidierne var dygtige ryttere og havde deres egen avl af berberheste. De red uden bid og hovedtøj og var et let og hurtigt kavaleri. Den mest kendte leder af Numidia var berber-lederen Massinissa (238-148 f.v.t.) fra Massylii-forbundet mod øst. I begyndelsen støttede Massinissa khartagenerne. Den græske historiker Polybius beskriver, at numidiske ryttere var en del af den karthageniske hær i 1. Puniske Krig (264-241 f.v.t.).

I 2. Puniske Krig (218-201 f.v.t.) skiftede Massinissa side, og tusindvis af soldater og ryttere fra berberstammerne under Massinissa kæmpede mod Karthagos hær under lederen Hannibal. De numidiske ryttersoldater var kendte for deres hurtighed og indgik efter de puniske krige i Roms hære, også ved slag i Europa.

I 1928 blev der gjort et vigtigt fund i bjerget Jebel Mrata ca. 100 km syd for byen Tébessa i Algeriet og 65 km vest for Gafsa i Tunesien, af lokale minearbejdere: 45 tavler af cedertræ med håndskrevet tekst på latin lå gemt i en stor lerkrukke lænet op ad bjerget. Dokumenterne var særdeles velbevarede pga. af den tørre luft i området. Hver tavle måler ca. 11-26 x 4-9 cm. og har 9-15 linjers tekst skrevet med blæk.

Tavlerne viste sig at være 33-34 juridiske dokumenter fra perioden 493-496, som er regeringsperioden for den vandalske konge Gunthamund, den tredje konge i det vandalske rige i Nordafrika (regent i 484-496). De er således skrevet ca. 60 år efter den vandalske magtovertagelse i Nordafrika.

Tavlerne indeholder en kontrakt på salg af jordlodder med dyrkning af oliven, figen og mandeltræer samt en slave og en olivenpresse fra fæstebønder til den lokale godsejer, Flavius Catullinus. Der nævnes også retten til overrisling af markerne med flodvand. Vandalerne nævnes slet ikke i kontrakten.

Selvom salget skete efter vandalernes magtovertagelse, skete det inden for den romerske lov, Lex Manciana, der var gældende i området i det 1. århundrede, dvs. under romerne. Ifølge den kunne fæstebønder sælge deres ejendom tilbage til godset, hvis den viste sig urentabel. Det var det, der skete i den handel, som tavlerne omfatter.

Tavlerne viser dermed, at selvom vandalerne formelt havde overtaget magten, opretholdt romerske godsejere i den yderste udkant af vandalernes kongedømme deres status og ejendom, samt at forholdet mellem elite og fæstebønder fortsatte som hidtil og var reguleret af romersk lov. Vi får dermed indsigt i, hvordan flere riger, kongedømmer og folk levede side om side, og hvordan forandringer efter erobringer skete i forskellige tempi. Tavlerne giver også vigtig viden om landbrug, vandingsmetoder, ejendomsret, hverdagsliv, juridiske forhold og det latinske sprog i den sidste halvdel af 400-tallet.

Den franske latinlærer og historiker Eugène Albertini (1880-1941) var den første til at læse og studere tavlerne i 1928. De kaldes derfor Albertini-tavlerne. I dag befinder tavlerne sig på Nationalmuseet for Oldsager og Islamisk Kunst i Algier.

Herfra fortsatte de arabiske tropper ekspansionen mod vest, hvor de mødte modstand fra lokale berberstammer. Særligt kendt er kampen mod Kahina (også kendt som Dihya). Hun var i årene 695-703 dronning over et berberrige, der strakte sig fra Aurès-bjergene i det nordøstlige Algeriet og tværs over det sydvestlige Tunesien til Ghadames-oasen i Tripolitania (Libyen). Hun ledte en hær i kampen mod de invaderende arabere, og i 698 mødtes de to hære i et stort slag ved Meskiana mellem Aïn Beïda og Tebessa. Den arabiske hær led i første omgang et stort nederlag. De vendte dog tilbage i 703, og kampene udspillede sig både ved El Jem i Tunesien og ved Aurès i Algeriet. Her døde Kahina i 703.

Kahinas berberhære og -stammer konverterede til islam og indgik i alliance med den arabiske hær imod byzantinerne. I 709 var den arabiske ekspansion i Nordafrika fuldendt, og Det Østromerske Rige måtte opgive Nordafrika til araberne.

Den arabiske hær slog sig ned i en række militære forlægninger langs Algeriets middelhavskyst. Men med undtagelse af Tlemcen etableredes kun få byer, og Algeriet fik aldrig økonomisk eller kulturel betydning i den første arabiske periode, hvor det hørte under kalifatet i Damaskus.

De arabere, først og fremmest mænd, der var kommet som del af hærene, udgjorde kun en ubetydelig del af den samlede befolkning indtil 1100-tallet, hvor en ny bølge af arabisk ekspansion udfoldede sig.

Med fatimidernes magtovertagelse i Egypten igangsattes en ny ekspansion af arabiske stammer fra Den Arabiske Halvø til Nordafrika fra 1000-tallet. De arabiske stammer var organiseret i tre stammeforbund: Banu Hilal, som nåede til Algeriet, Banu Sulaym, som primært blev i Libyen, og Banu Ma’qil, som primært tog ophold i Marokko. Historikere anslår, at i 1051-1110 migrerede mellem 500.000 og 1 mio. arabere til hele Nordafrika i løbet af 1000-tallet, heraf et stort antal til Algeriet.

Samtidig med den nye bølge af arabisk indvandring fra øst, skete der en anden ekspansion ind fra vest. Almoravide-dynastiet, et berberdynasti fra Marokko, bevægede sig mod øst og erobrede i 1106 dele af det nutidige Algeriet. De tabte området til Almohade-dynastiet, et andet berber-dynasti fra Marokko, i 1159. Almohaderne ekspanderede videre til Andalusien, og hele Iberia var under dem fra 1172 til 1248. Almohaderne mistede magten i Nordafrika i 1269.

I 1153 mødtes Almohade-dynastiet og Banu Hilal-stammerne i et voldsomt slag i det nordlige Algeriet, hvor almohaderne var i færd med at overtage magten fra almoraviderne. Almohade-styrken menes at have omfattet 30.000 ryttere og soldater i slaget mod araberne. Almohaderne vandt slaget og underlagde sig Banu Hilal i en ambition om at samle alle muslimske styrker dels i kampen mod almoraviderne, dels til hellig krig mod bl.a. det kristne Sicilien.

Banu Hilal-stammerne var beduiner og levede derfor både som nomader, dels som agerbrugere. Denne livsform karakteriserede også berberne, der boede i Algeriet, da Banu Hilal ankom. Der udbrød kampe mod den lokale befolkning, som mange steder blev fortrængt fra deres områder af de arabiske stammer. Berberne måtte flygte op i bjergene, hvor de etablerede nye bolig- og livsformer.

Efter den første voldsomme invasionsperiode kom fredstid, og i løbet af 1200-tallet kom de to befolkningsgrupper, berberne og araberne, til at sameksistere. De arabiske folk splittede op i nye forbund, ligesom der opstod splittelse og nydannelser i berberforbundene.

Arabernes ankomst betød både en arabisering og islamisering af Algeriet, og den kulturelle, sproglige og arkitektoniske påvirkning ændrede fundamentalt landet.