Bornholms besættelse 1940-1946

Tidligt under krigen i 1940 påbegyndte den tyske værnemagt at opføre to kanonstillinger ved Dueodde. Byggeriet blev dog aldrig færdigt, da det blev indstillet i 1941 i forbindelse med, at Operation Barbarossa skønnedes at mindske risikoen for søkrig i Østersøen.

Den tyske Kriegsmarine anvendte også Bornholm som testbase for undervandsbåde, og der var lyttestationer ved Levka og Snogebæk.

Den væsentligste tyske aktivitet på Bornholm knyttede sig til udviklingen af V1- og V2-raketterne. Når der blev foretaget testaffyringer fra Peenemünde af disse våben ud over Østersøen, blev de observeret fra Bornholm og fra marinefartøjer, der havde basehavn på Bornholm. Et par gange styrtede raketter ned på øen, og i Bodilsker lykkedes det politibetjent Johs. Hansen og søløjtnant Chr. Hassager Christiansen at tegne og fotografere de nedstyrtede dele og sende oplysningerne til de allierede i London.

I de sidste måneder af 2. Verdenskrig kom der væsentlig flere tyske soldater til Bornholm efterhånden som de blev drevet tilbage af Den Røde Hær. På dette tidspunkt kom også den tyske marineofficer Gerhard von Kamptz til Bornholm som inselkommandant. Den 5. og 6. maj 1945 efter frihedsbudskabet ankom over 10.000 tyske soldater og flygtninge til Bornholm. Tyskerne på Bornholm valgte at ignorere den overgivelse af tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, som feltmarskal Montgomery havde forhandlet den 4. maj. Jo længere man holdt Bornholm, jo flere tyske tropper kunne evakueres væk fra russerne.

De sovjetiske styrker var godt opmærksomme på situationen på Bornholm. De ville ikke finde sig i, at tyske styrker på Bornholm stadig var bevæbnet og under kommando mindre end 100 km fra de hårde kampe i Tyskland og det nuværende Polen. Derfor iværksatte de flybombardementer af Nexø og Rønne. De første bomber faldt den 7. maj kl. 12.30 i Nexø og få minutter senere i Rønne. Senere samme eftermiddag blev de to byer bombet igen. Næste formiddag den 8. maj kl. 10 fandt et sidste, længerevarende bombeangreb sted, der ødelagde store dele af de to byer. På det tidspunkt var byerne evakueret. I alt omkom 10 civile bornholmere og et større antal tyske soldater og flygtninge (i hvert fald 120, der i dag ligger begravet i Rønne, men nok en del flere).

Om eftermiddagen den 9. maj, da den tyske ubetingede kapitulation var trådt i kraft, ankom de første sovjetiske styrker til Rønne. De begyndte øjeblikkeligt at samle de tyske styrker på Bornholm og evakuere dem med skib til Kolberg.

Efter få dages hektisk aktivitet var samtlige tyskere på Bornholm evakueret. Men de sovjetiske styrker blev på øen frem til den 5. april 1946. Formelt var de til stede som en befrielsesstyrke, men efterhånden blev de opfattet som en ny besættelsesmagt, og mange frygtede, at de ikke ville forlade Bornholm igen. De sovjetiske myndigheder nægtede danske myndigheder at sende danske styrker til Bornholm.

I marts 1946 blev det bekendtgjort, at der var faldet en aftale på plads om, at de sovjetiske soldater skulle rejse hjem. Fra den 15. marts ankom danske soldater, der skulle overtage beskyttelsen af Bornholm. Den 5. april 1946 afsejlede de sidste sovjetiske soldater fra Rønne Havn.

Baggrunden for, at de sovjetiske styrker forlod Bornholm, var, at der var blevet udvekslet nogle diplomatiske noter mellem Det danske og sovjetiske udenrigsministerium. Her spurgte man fra dansk side, om USSR ville trække styrkerne hjem, når nu de sidste britiske styrker i resten af Danmark også blev trukket hjem. Svaret var, at hvis Danmark uden medvirken af udenlandske tropper kunne varetage beskyttelsen af Bornholm fremover, så ville man gerne trække sig tilbage.

I årtierne efter 1946 blev notens formulering om beskyttelse af Bornholm uden medvirken af udenlandske tropper fortolket på den måde, at der slet ikke måtte opholde sig f.eks. amerikanske eller britiske soldater på Bornholm. Det var en klar overimplementering, der ikke afspejlede, hvad der reelt stod i noten, men skiftende danske regeringer valgte at føre denne politik for ikke at højne konfliktniveauet i Østersøen. Men det betød, at Bornholm ikke kunne inddrages i f.eks. øvelser med Danmarks Nato-allierede. Først i 1980'erne gjorde Schlüter-regeringen op med denne praksis. Siden år 2000 har udenlandske styrker jævnligt deltaget i øvelser på Bornholm – herunder også russiske soldater.

På Allinge Kirkegård er der begravet 30 døde sovjetiske soldater. De er ikke døde i kamp, men bl.a. ved en minesprængning og af alkoholforgiftning. Det monument, der er rejst på kirkegården, blev brugt som mindested af den sovjetiske ambassade, der lagde krans ved den hvert år. I dag fortsætter den russiske ambassade denne praksis.

• Danmarks historie 1940-45
• 2. Verdenskrig
• Besættelsen
• Bornholm
• Bornholms historie