Nero

Nero blev født i Antium (en by syd for Rom) den 15. december 37. Han var søn af Gnaeus Domitius Ahenobarbus og Agrippina den Yngre, som var oldebarn af kejser Augustus. Neros far døde i januar 41, og hans mor giftede sig med den daværende kejser Claudius i 49, som derefter adopterede Nero som sin søn. Agrippina var Claudius’ fjerde kone, og han havde fået to sønner via sine tidligere ægteskaber.

Den ene af disse børn, Tiberius Claudius Drusus, var død i 20’erne e.v.t., men Britannicus, søn af Claudius’ tredje kone, Valeria Messalina, var stadig i live. Kilderne er enige om, at Agrippina arbejdede hårdt for, at Nero skulle blive arving til tronen, og dette bar frugt. Allerede i år 51 blev Nero æret af kejseren i en grad, som klart signalerede, at han var arving i stedet for Britannicus, og Nero blev også gift med Claudius’ datter, Claudia Octavia.

Da Claudius døde i 54, måske forgiftet af Agrippina, blev Nero kejser i en alder af kun 16 år med støtte fra prætorianergarden

Kilderne er enige om, at Nero faktisk regerede på strålende vis i sine første år. Nero havde som tutor den stoiske filosof og retoriker, Seneca, som også havde undervist Nero før hans tronbestigning, samt prætorianerpræfekten Sextus Afranius Burrus. Neros mor, Agrippina, spillede også en vigtig og magtfuld rolle i den tidlige del af Nero regeringstid.

Neros første tale til senatet, skrevet af Seneca, lovede senatorerne, at han ville regere med Augustus som forbillede, og han fordømte den overdrevne indflydelse, som Claudius’ forskellige ikke-senatoriske støtter havde haft under den tidligere regering. Nero positionerede sig således som en kejser, der viste respekt overfor senatet.

Der opstod dog hurtigt problemer mellem Nero, der snart voksede sig mere selvstændig i rollen som kejser, og hans mor, der søgte magt gennem sin søn. Nero fjernede Pallas, en af Agrippinas favoritter, fra hans position i hoffet, og Agrippina reagerede, ifølge Tacitus, ved at true med at støtte Britannicus, Claudius’ anden søn, i at få tronen. Dette resulterede hurtigt i Britannicus’ død allerede i 55, med al sandsynlighed orkestreret af Nero og hans nærmeste støtter.

Agrippina modsatte sig også Neros affære med Poppaea Sabina, og dette var medvirkende til, at Nero forsøgte at myrde sin mor i år 59. Kilderne beskriver detaljeret, hvordan Nero satte sin mor på et skib i Napolibugten, som var konstrueret således, at det kollapsede på åbent hav. Agrippina druknede dog ikke, men formåede at redde sig i land. Herefter blev hun myrdet i sin villa senere i år 59.

Dette blev starten på et skift i Neros regeringstid, og han blev mere selvstændig som kejser. Transformationen blev fuldendt i 62: i dette år kom den første af de såkaldte maiestas-retssager under Neros regeringstids. Sådanne retssager omhandlede disrespekt overfor kejseren af forskellig art, og straffen var oftest eksil eller død. Disse retssager var blevet brugt i stor stil under Tiberius, Caligula og Neros forgænger Claudius.

Det romerske kejserrige var unikt ved at være en konstellation, hvor kejseren præsenterede sig selv som en senator, først blandt ligemænd, snarere end en monark, og Nero havde i sin første tale (nævnt ovenfor) præsenteret sig som en kejser, der ville følge denne linje. Maiestas-retssager brød med denne konstellation, og signalerede en ny fase i Neros regeringstid.

Dette faldt også sammen med, at Burrus, en af Neros to mentorer, døde i år 62, hvilket ligeledes blev starten på enden for Senecas indflydelse. Sidstnævnte blev tvunget til at begå selvmord i 65 e.v.t. Nero havde nu gjort sig fri af sin moders og sine tutorers indflydelse, og han blev skilt fra Octavia, og giftede sig nu med Poppaea, som allerede var gravid. Barnet, Claudia Augusta, blev født i januar 63, men døde fire måneder senere.

Nero følte sig også nu friere til at fokusere på sin passion for teaterkunst og atletik efter den græske model. Hans interesse inden for dette felt forekommer at være oprigtig, og Nero søgte at introducere dette til et romersk publikum.

Nero underholdte også selv: i 59 holdt han en festival, hvor han sang og spillede lyre, og dette gentog sig både i de græske byer og i selve Rom. Hans stemme var efter sigende ikke imponerende. Nero skrev også poesi. Neros passion for kunst var ikke i sig selv problematisk, men det faktum, at han personligt underholdte, var chokerende og højst upassende for en kejser.

Neros regeringstids var ikke præget af krige, men der var dog krig mod partherne fra 58 til 63 over retten til at bestemme Armeniens hersker. Partherriget var Roms ærkefjende i østen og Armenien havde traditionelt været en bufferstat og til tider klientkongedømme. Neros generaler kæmpede en række kampe med både succes og nederlag.

Krigen endte uafgjort og med et kompromis: den armenske konge skulle i fremtiden komme fra den parthiske kongefamilie, men herskeren skulle godkendes af den romerske kejser. Således rejste Armenians konge, Tiridates, til Rom i 66, hvor han blev godkendt som hersker under en større ceremoni af Nero.

Den 19. juni 64 om morgenen brød en brand ud, der hærgede det centrale Rom i ni dage. Nero spillede ikke lyre mens Rom brændte, som han ellers ofte er repræsenteret, men han udnyttede dog de enorme ødelæggelser til at bygge sig selv det gigantiske Domus Aurea, ”det Gyldne Hus” i det centrale Rom, hvor branden havde raseret. Nero skød skylden på de kristne, og brugte dem som syndebuk for branden.

Nero vedblev dog med at være populær i nogen grad blandt den almindelige befolkning, delvist på grund af hans generøsitet med underholdning og uddelinger af mad og delvist fordi den almindelige befolkning i mindre grad end eliten afskyede Neros utraditionelle opførsel, specielt som underholder. Nero konfiskerede også store mængder ejendomme for at sikre finanserne ovenpå hans enormt dyre byggeri af Domus Aurea, hvilket i høj grad gik udover eliten.

I 65 blev der lavet en sammensværgelse med det formål at myrde Nero og gøre Calpurnius Piso til kejser, der dog slog fejl, og en række medsammensvorne blev henrettet. Dette blev også startskuddet til, at Nero i stigende grad blev paranoid og henrettede en lang række andre individer, som han anså som trusler, heriblandt sin tidligere lærer, Seneca. Samme år døde også Poppaea Sabina, Neros anden kone, og Nero giftede sig i stedet med Statilia Messalina.

I 66 opstod der endnu en fejslagen sammensværgelse, og i marts 68 gjorde statholderen i Gallia Lugdunensis, Gaius Julius Vindex, oprør mod Nero, og opfordrede Galba, statholderen i Hispania Tarraconensis, til at støtte ham.

Galba lod sig udråbe som repræsentant for senatet og det romerske folk, og afviste dermed Neros autoritet som kejser. Vindex’ oprør blev knust af Lucius Verginius Rufus, statholder i Germania Superior, men lederen af prætorianergarden, C. Nymphidius Sabinus, erklærede sin støtte til Galba, og Senatet fulgte trop og erklærede Nero en offentlig fjende. Nero flygtede og begik herefter selvmord. Han døde efter sigende med disse ord: ”sikke en kunstner, der dør i mig!”

Neros død blev startskuddet på firekejseråret, der markerede enden på Roms første dynasti, julio-claudierne, og som endte med, at Vespasian grundlagde det flaviske kejserdynasti. Det var første gang siden 30 f.v.t., at Rom havde oplevet borgerkrig. Nero var forhadt af senatorerne, der sikrede, at han gik over i historien som en inkompetent kejser. Visse forsøg i forskningen er blevet gjort for at rehabilitere Nero, men uden at overbevise forskningsmiljøet som helhed, der stadig ser Nero som en overordnet problematisk kejser, der uklogt fulgte sine passioner uden at tage hensyn til Roms traditioner og kejserens legitimitet, og som derved mistede magten og livet.

• Romerrigets historie
• det julisk-claudiske dynasti
• majestas
• Seneca
• Poppaea Sabina
• firekejseråret