Poul Schlüter

Poul Schlüter blev som 15-årig formand for Konservativ Ungdom (KU) i Haderslev og var i perioden 1952-1955 landsorganisationens formand. I 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne havde han ledende poster i dansk og internationalt ungdomsarbejde. Schlüter blev uddannet cand.jur. i 1957 og etablerede i 1960 egen advokatforretning i København. Han var viceborgmester i Gladsaxe Kommune fra 1966 til 1971.

I 1957 blev han opstillet som kandidat til Folketinget i Åbenråkredsen. Han opnåede for første gang valg i 1964, hvor han var opstillet i alle kredse i Haderslev Amtskreds.

I 1971 blev Poul Schlüter Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, og som følge af intern strid i partiet efter valgnederlag i 1971 og 1973 blev han i 1974 formand for folketingsgruppen, en post, han beholdt indtil sin tiltræden som statsminister i 1982. I 1977 og i perioden 1981-1993 var han Det Konservative Folkepartis landsformand.

Poul Schlüter drejede i 1975 først partiet bort fra den midtsøgende kurs, som John Christmas Møller havde indledt i 1930'erne. Det undgik således at medvirke i folketingsforlig og undlod i 1976 for første gang nogensinde at stemme om Finansloven.

Herefter ændrede Schlüter imidlertid taktik, og fra 1977 blev han garant for "borgerlige stemmer, der arbejder". Efter et lavpunkt på kun ti mandater i 1975 lykkedes det Schlüter at sikre De Konservative konstant fremgang ved de fire følgende folketingsvalg, især i 1984, da partiet opnåede 42 mandater.

Da den socialdemokratiske regering under Anker Jørgensen trådte tilbage i 1982, dannede Poul Schlüter den første konservativt ledede regering siden 1901. Den såkaldte Firkløverregerings erklærede hovedmål var via offentlige besparelser at nedbringe den store udlandsgæld og det stigende statsunderskud.

En international højkonjunktur begunstigede i de første år regeringens politisk-økonomiske liberalisme, som dog blev modereret af Schlüters grundlæggende lidet ideologiske syn på det politiske arbejde. Han viste betydelige evner som praktisk taktiker, der formidlede samarbejdet både inden for sine mindretalsregeringer og med oppositionen.

Herved blev det muligt at finde enkle og effektive kompromisløsninger, der samtidig gav indtryk af succes og optimisme. Prisen var en ny form for mindretalsparlamentarisme, hvor regeringen i væsentlige spørgsmål, især sikkerhedspolitiske, accepterede at blive stemt ned uden at gå af.

Poul Schlüters ledelsesstil indebar, at det borgerlige regeringssammenhold prioriteredes højere end partitaktiske hensyn, og fra valget i 1987 viste Det Konservative Folkepartis stemmetal en faldende tendens. I 1993 valgte Schlüter at trække sig tilbage som statsminister som følge af Tamilsagen.

Efter at have forladt Folketinget i 1994 indvalgtes Poul Schlüter samme år med et rekordstort personligt stemmetal til Europa-Parlamentet, hvor han sad indtil valget i 1999.

Poul Schlüter har skrevet selvbiografierne Sikken et liv (1999) og Det var vel ikke så ringe endda (2011). Fra 1989 var han gift med Anne Marie Vessel Schlüter.

• Det Konservative Folkeparti
• statsministre i Danmark
• Tamilsagen