Costa mod ENEL

Forrangsprincippet, der udspringer af Costa-dommen, betyder, at EU-retten går forud for national ret, uanset hvornår den nationale regel er vedtaget. Princippet blev senere bekræftet og videreudviklet i senere domme såsom Internationale Handelsgesellschaft (C-11/70) og Simmenthal (C-106/77), hvor Domstolen slog fast, at nationale domstole er forpligtet til at anvende EU-retten frem for national ret i tilfælde af konflikt.

Forrangsprincippet indebærer:

• at medlemsstaterne ikke kan påberåbe sig nationale regler – heller ikke forfatningsbestemmelser – for at tilsidesætte EU-retlige forpligtelser.
• at nationale domstole skal sikre, at EU-retten har direkte effekt, og at nationale bestemmelser, der er i strid med EU-retten, ikke anvendes.

Costa-dommen har haft vidtrækkende konsekvenser for medlemsstaternes retssystemer, idet den etablerede et nyt juridisk hierarki, hvor EU-retten indtager en særstilling. Dommen har været afgørende for at sikre en ensartet anvendelse af EU-retten og har lagt fundamentet for den videre integration af EU’s retssystem.

I Danmark har forrangsprincippet været genstand for juridisk og politisk debat, særligt i forhold til Grundloven. Højesteret har i Maastricht-sagen og Lissabon-sagen anerkendt, at EU-retten har en særlig status, men har også understreget, at der er grænser for, hvor langt EU-retten kan gå uden en ny suverænitetsafgivelse efter Grundlovens § 20. Dette betyder, at mens EU-retten som udgangspunkt har forrang, kan der være tilfælde, hvor danske domstole skal tage stilling til, om en konkret EU-retlig foranstaltning overskrider de beføjelser, Danmark har afgivet til EU.

• EU-retten
• EU-Domstolen
• direkte virkning
• Lissabontraktaten
• Maastrichttraktaten
• Grundloven

• Costa v ENEL-dommen (C-6/64)
• Lissabon-sagen (UfR 2013.1451 H)
• Internationale Handelsgesellschaft (C-11/70)
• Simmenthal (C-106/77)