den danske model

Den danske model for arbejdsmarkedet er karakteriseret ved, at arbejdsmarkedet selv har en central rolle i udviklingen af arbejdsmarkedet og i et tæt samspil med staten, herunder deltagelse i en lang række råd og nævn, som har betydning for arbejdsmarkedets måde at fungere på.

I 1899 blev indgået hvad der er betegnet som Septemberforliget, hvor lønmodtagerne accepterede virksomhedernes ret til at lede og fordele arbejdet, og der blev aftalt regler for, hvornår der kunne strejkes og varsles lockout, ligesom arbejdsgiverne anerkendte lønmodtagernes ret til at organisere sig. Derfor betegnes den danske model også nogle gange som aftalemodellen.

Den danske model er derudover karakteriseret ved høj grad af social sikkerhed, en aktiv arbejdsmarkedspolitik og flexicurity. Det kan ses betegnet som "den gyldne trekant" i den danske model. Som følge af disse elementer er modellen også kendetegnet ved, at det er let at ”hyre og fyre”. Det kan diskuteres, hvor høj den sociale sikkerhed skal være, hvor stor flexicurity, og hvor let det skal være at ansætte og fyre medarbejdere. Denne balance er gradvist justeret og ændret over årene. Tilsvarende er der ikke en klar og præcis beskrivelse af, hvad den aktive arbejdsmarkedspolitik skal bestå i. I højere grad er fokus er på at hjælpe ledige tilbage til arbejdsmarkedet.

Den danske model har bidraget til, at det danske arbejdsmarked i sammenligning med andre lande som hovedregel har færre tabte arbejdsdage som følge af strejke eller lockout. Modellen betyder også, at Danmark ikke har nogen lovbestemt mindsteløn, idet dette typisk indgår i de aftalte overenskomster.

En udfordring for den danske arbejdsmarkedsmodel er, hvis der ikke er tilstrækkeligt mange, der er medlem af en fagforening eller en arbejdsgiverorganisation.