fagforening

Tabellen viser, at der er stor forskel på antal af medlemmer, og også fordelingen af mænd og kvinder i de enkelte fagforeninger varierer betydeligt. Denne variation afspejler i høj grad, at kvinder og mænd ofte arbejder på forskellige dele af arbejdsmarkedet. Der er gradvist i takt med ændringer i befolkningens uddannelsesmæssige sammensætning også sket en ændring i, hvilke faglige organisationer der har flest medlemmer. Derudover er der en lang række andre fagforeninger, men de har alle færre medlemmer end de anførte i tabellen, ligesom en del fagforeninger er blevet nedlagt eller lagt sammen med andre faglige organisationer.

Det organisatoriske niveau, der er tættest på medlemmerne, er tillidsrepræsentanten og arbejdspladsklubben. Klubben er en del af den lokale samarbejdsstruktur på arbejdspladsen, og medlemmer udgør den del af de ansatte, som er medlemmer af samme fagforening. Klubber for medlemmer af flere fagforeninger kaldes fællesklubber. Tillidsrepræsentanten er klubbens formand.

Fagforeningerne er samlet i tre hovedorganisationer, nemlig FH, Akademikerne og Lederne, en opdeling, som grundlæggende er baseret på en vertikal specialisering, dvs. på et uddannelses hierarki, hvor personer med lange videregående uddannelser samles i Akademikerne, med mellemlange videregående uddannelser og med korte videregående samt faglige uddannelser i FH. Tidligere blev der også skelnet mellem fagforbund for faglærte og for ikke-faglærte arbejdere. Denne skelnen er dog mindre klar i dag. Et mindre antal faglige organisationer er ikke medlemmer af en hovedorganisation.

FH repræsenterer de fleste timelønnede grupper (faglærte arbejdere, specialarbejdere samt ikke-faglærte) samt en betydelig gruppe faglærte og ikke-faglærte funktionærer (bl.a. kontor- og butiksassistenter og industrilaboranter) både i den private og i den offentlige sektor. Derudover en lang række funktionærgrupper, heraf en stor del med mellemlang videregående uddannelse, overvejende fra den offentlige sektor, heriblandt lærere, sygeplejersker, pædagoger, politiassistenter mfl., men også visse privatansatte grupper, som fx ansatte i finanssektoren. Akademikerne repræsenterer de fleste akademisk uddannede grupper, såvel privat som offentligt ansatte, heriblandt læger, økonomer og magistre. Lederne repræsenterer i hovedsagen mellemledere i den private sektor.

Der findes adskillige typer af fagforeninger, og i Danmark kan afgrænsningen imellem dem være kompliceret, hvilket kan give anledning til grænsekonflikter mellem dem. Traditionelt skelnes der mellem fagforbund (for faglærte og opdelt efter faggrænser, fx Dansk Metal) og industriforbund (både for faglærte og ikke-faglærte, opdelt efter branche, fx Fødevareforbundet NNF). Ikke-faglærte er som hovedregel organiseret på tværs af brancherne i generelle forbund. Blandt funktionærforbundene kan der ligeledes skelnes mellem de generelle forbund (fx Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, HK), industriforbundene (fx Finansforbundet) og de professionsorienterede forbund (fx Ingeniørforeningen i Danmark). Endelig dækker begrebet gule fagforeninger over fagforeninger, der rekrutterer medlemmer i åben konkurrence med et større antal allerede etablerede forbund på deres områder (fx Kristelig Fagforening).

En fagforenings grad af lukkethed, dvs. hvor bredt eller snævert den definerer sit rekrutteringsområde, kan variere, idet nogle kun optager lønmodtagere med ganske bestemt uddannelse eller erhverv, mens andre rekrutterer mere bredt. Der har i de seneste 10-15 år været en stigende tendens til åbenhed i en række fagforeninger. Et forbund, der vælger at definere sin medlemskreds som mere lukket, fx på grundlag af formel uddannelse, gør det ud fra en antagelse om, at det er muligt at forhandle bedre løn- og arbejdsforhold for en mere skarpt afgrænset medlemskreds. Dette gælder især de professionsorienterede forbund og forbundene for faglærte.

I tabellen er vis udviklingen i medlemstal i arbejdsmarkedets hovedorganisationer siden 2009

Kilde: Statistikbanken, LONMED2 Statistikbanken

Den stigende faglige organisering af lønmodtagergrupper, der ikke tidligere var så velorganiserede, samt det stigende uddannelsesniveau har betydet, at fagforbundene indenfor FH gradvist har fået færre medlemmer, hvorimod der er kommet flere medlemmer indenfor AC, ligesom der også har været en vækst i organisationer udenfor de mere traditionelle hovedorganisationer.

De høje faglige organisationsgrader for funktionærer skyldes antagelig de mange typer af fagforeninger, som åbner mulighed for, at funktionærernes særlige interesser kan fremmes gennem kollektiv organisering. Fagforeningernes varierende grader af kollektivisme afspejles bl.a. i den meget forskellige vægt, som de tillægger etableringen af kollektive overenskomster i den private sektor.

Den enkelte lønmodtagers motivation for at stå i fagforening har man derudover søgt at forklare ved lønmodtagernes tilslutning til kollektive værdier og lighedsorienterende idealer eller ved de økonomiske incitamenter, der omgiver det faglige medlemskab, specielt betydningen af de fagforeningsorganiserede, men i høj grad statsstøttede arbejdsløshedskasser.

Tilbagegangen i den faglige organisering har især fundet sted i 2000'erne, hvor en række ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen har svækket den samfundsinstitutionelle støtte til faglig organisering. Disse ændringer omfatter bl.a. muligheden for at etablere tværfaglige a-kasser (2002), som indebar, at a-kassernes tætte tilknytning til de faglige organisationer blev svækket, forbuddet imod eksklusivaftaler (2006) som følge af en dom ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt begrænsningen af størrelsen af skattefradraget for fagforenings- og a-kassekontingent.

Traditionelle fagforeninger var tidligere baseret på en udpræget solidaritetsopfattelse, kombineret med et stærkt socialt pres (undertiden i form af eksklusivaftaler) for at sikre, at alle blev medlem af fagforeningen. Sådanne former for pres må ses på baggrund af, at effektiviteten af en faglig aktion, fx en strejke, kan undergraves af, at blot nogle enkelte afslår at deltage. Socialt pres kan dog på ingen måde forklare den høje faglige organisationsgrad i dag.

Med den stigende faglige organisering inden for funktionærgrupperne skal motivationen for fagligt medlemskab og det høje niveau i Danmark søges i en lidt svagere, men stadigt eksisterende social gruppenorm kombineret med et forsikringsmotiv.