EKG

Et EKG kan give vigtige oplysninger om hjertets funktion. Det drejer sig eksempelvis om:

• forskellige former for uregelmæssig hjerterytme (arytmier)
• ledningsforstyrrelser i hjertet (hjerteblok)
• forandringer i hjertemuskulaturen forårsaget af betændelse (myokarditis)
• iltmangel som følge af åreforkalkning (aterosklerose) eller blodprop i en af hjertets arterier
• forstyrrelser i saltbalancen, som påvirker hjertemuskulaturen

Et EKG kan optages, mens personen er i hvile eller under fysisk anstrengelse.

Hvile-EKG er betegnelsen for et EKG, der optages, mens personen ligger helt roligt.

Ved mistanke om sygdom i kranspulsårerne kan undersøgelsen suppleres med et EKG, der optages, mens personen anstrenger sig fysisk, eksempelvis på en cykel, kaldet en ergometercykel. Dette kaldes et arbejds-EKG. Ved at belaste hjertet på denne måde kan der i nogle tilfælde påvises sygelige forandringer, som ikke viser sig, så længe personen er i ro.

På hospitalsafdelinger for patienter med alvorlig hjertesygdom overvåges og registreres EKG kontinuerligt ved såkaldt telemetri. Derved kan nødvendige behandlingstiltag iværksættes øjeblikkeligt ved komplikationer. Telemetri anvendes også under operationer. Telemetri er en mere simpel EKG-type, hvor der kun benyttes tre eller fire elektroder, som kan være mere behageligt for personen at have på i længere tid end de 12 elektroder, der bruges ved et fuldt EKG.

Når en muskelcelle er i hvile, er indersiden af cellemembranen elektrisk negativt ladet i forhold til ydersiden. Denne spændingsforskel, som er på op mod 90 millivolt, kaldes cellens hvilepotentiale. Den skyldes en uregelmæssig fordeling af ioner, elektrisk ladede partikler på membranens ind- og yderside.

En sammentrækning af hjertemuskelcellen indledes med, at membranen depolariseres, hvilket bevirker, at membranen bliver gennemtrængelig for ionerne, som strømmer igennem i så stort antal, at de ikke blot udligner spændingsforskellen, men også opbygger et såkaldt aktionspotential. Da bliver cellemembranens inderside positivt elektrisk ladet i forhold til ydersiden. Denne situation varer kun et par millisekunder. Under depolariseringen medfører strømmene af elektrisk ladede ioner, at hjertemuskelcellen trækker sig sammen.

Membranen repolariseres efterfølgende hvorved hvilepotentialet genskabes, så cellens sammentrækning ophører. Den er herefter parat til en ny sammentrækning. Det er disse ionstrømme fra de arbejdende hjerteceller, der kan registreres på hudens overflade ved EKG-undersøgelsen.

Elektroderne fører de svage strømme til en elektrokardiograf, som er en forstærker, der overfører udsvingene til en skriver. Den optegnede kurve kaldes et elektrokardiogram. En elektrokardiograf er en forstærker, der er forsynet med et system af elektromagnetiske skrivere. Disse skrivere overfører spændingsvariationerne til en papirstrimmel, der føres frem med en bestemt hastighed. Herved kan man aflæse, hvor hurtigt hjertet arbejder (pulsen), og hvor lang tid de forskellige faser i hjertets cyklus tager.

Det normale EKG består som hovedregel af fem udsving (takker), som betegnes med bogstaverne P, Q, R, S og T. I hvile ved lav puls kan der dog være en sjette tak efter T-takken, som betegnes U-takken. Mellem takkerne, med undtagelse af mellem Q, R og S-takken, er elektrokardiogrammet fladt (isoelektrisk), idet alle dele af hjertemusklen her befinder sig i næsten samme elektriske fase.

P-takken skyldes forkamrenes depolarisering. Q-takken, menes at være et udtryk for depolariseringen af muskelcellerne i hjertekamrenes skillevæg. Den store R-tak forårsages af depolariseringen af hjertekamrenes forvægge. S-takken forårsages antageligt særligt af depolariseringen af højre hjertekammers bagvæg. Endelig er T-takken et vidnesbyrd om spændingsforskelle i hjertekamrenes muskulatur som følge af, at repolariseringen ikke begynder samtidig overalt.

Ved EKG-optagelsen måles spændingsforskellen mellem elektroder, som er klæbet på hudens overflade. For at opnå sammenlignelige resultater ved forskellige undersøgelser, er det vigtigt, at elektroder placeres samme sted på kroppen hver gang.

Ved en rutinemæssige EKG-undersøgelse laver man normalt tolv forskellige registreringer af spændingsforskelle, der kaldes standardafledninger.

De tre første afledninger (I, II og III) kaldes bipolære, fordi man måler spændingsforskellen mellem to steder på kropsoverfladen:

• højre arm og venstre arm
• højre arm og venstre ben
• venstre arm og venstre ben

De tre næste afledninger giver summen af disse elektriske forskelle målt ved henholdsvis højre arm (aVR), venstre arm (aVL) og venstre fod (aVF).

De sidste seks afledninger (V₁–V₆) er unipolære afledninger fra seks forskellige punkter på brystvæggen foran hjertet (prækordiet). Disse prækordiale afledninger registrerer spændingsvariationerne fra den del af hjertets overflade, der er nærmest afledningsstedet. De egner sig derfor specielt godt til lokalisering af afgrænsede forandringer i hjertemusklen.

Elektroden, som er placeret ved højre fod er en neutralelektrode (jordforbindelse), som reducerer støj i målingerne. Den indgår ikke selv i afledningerne.

• hjertet
• hjerteinfarkt
• ekkokardiografi