Erik Ejegod

Efter Olufs død i 1095 blev Erik kaldt hjem og udråbt til konge. Hans regeringstid blev begunstiget af, at hungersnøden, som havde plaget Danmark i de foregående år, nu holdt op. Ifølge Saxo skal hans tilnavn Ejegod, som betyder 'den evigt gode', hentyde til, at Erik opretholdt loven og straffede de stormænd, som forgreb sig på det almindelige folk. Derudover var han kendt for at give sine nærmeste folk rige og prægtige gaver.

Erik Ejegod bekæmpede med succes venderne, som hærgede Danmark på deres sørøvertogter, og både islandske skjaldekvad og Saxo beretter om flere succesfulde togter, blandt andet til Oldenburg i Østholsten. I 1101 indgik Erik i Kongshelle en fredsaftale med Norge og Sverige, der garanterede de tre nordiske kongers ret til deres egne kongedømmer, hvilket kunne tyde på, at Erik uden held har søgt at opretholde det gamle danske krav om overherredømme i Viken, dvs. området omkring Oslofjorden.

Kirkepolitisk opnåede Erik Ejegod store succeser. Han arbejdede aktivt på at få halvbroren Knud helgenkåret og indkaldte engelske benediktinermunke fra klosteret Evesham Abbey til at forestå helgendyrkelsen.

1098-1099 rejste Erik på pilgrimsfærd til Italien, hvor han besøgte forskellige hellige steder, klostre og kirker, samt grundlagde et pilgrimsherberg til brug for nordiske pilgrimme på vej til Rom. Under denne rejse lykkedes det også for Erik efter længere forhandlinger med paven at få Knud anerkendt som helgen. Denne blev altersat i den nye Sankt Knuds Kirke i Odense den 19. april år 1100.

Formålet med denne indsats kan have været at sikre tronen for sine egne efterkommere, men det kan også have haft et bredere kirke- og samfundspolitisk sigte.

Det lykkes desuden Erik i 1103 at få pavens samtykke til oprettelsen af et selvstændigt dansk ærkebispesæde, der kom til at ligge i Lund. Dette må være sket under kongens pilgrimsfærd til Jerusalem.

I det hele taget synes det, at Erik var meget optaget af pilgrims- og korstogstanken. I begyndelsen af 1103 bestemte han sig for sammen med dronning Bodil at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem og indsatte sin ældste søn Harald Kesja sammen med den nyudnævnte ærkebisp Asser som regenter. Erik drog over Italien til Konstantinopel, hvor han blev venligt modtaget af kejser Alexios 1. Komnenos. Derefter sejlede han videre til Cypern, hvor han i sommeren 1103 dog blev syg og døde den 10. juli. Dronning Bodil fortsatte sin færd, men døde på Oliebjerget uden for Jerusalem. Erik Ejegod blev begravet i Pafos på Cypern, hvor der i dag findes en mindetavle for ham.

Erik vurderes lavt i Roskildekrøniken fra 1130'erne, men højere i andre kilder. Den negative vurdering afspejler måske mest Roskildekapitlets skuffelse over at se ærkebispesædet gå til Lund.

• kongerækken i Danmark
• Danmarks historie i middelalderen
• Saxo
• helgenkåring
• pilgrimsfærd