Faktaboks

Knud den Hellige

Formelt: Knud 4., også ofte Knud 4. den Hellige

Andre former: kong Knud den Hellige

Død
10. juli 1086, Odense
Levetid - kommentar
født ca. 1042

Straks efter sin død begravedes Knud i Skt. Albani Kirke, men i år 1100 hensattes hans jordiske rester i et skrin på alteret i Skt. Knuds Kirke i Odense, hvor de endnu kan ses i krypten. Selve skrinet har mistet sin udsmykning, men rummer endnu den gule silkepude med fuglemønster, som Ælnoth omtaler. Knoglerne stammer fra en ca. 40-årig mand og har friske skader af våben. Enkelte knogler mangler; de er formentlig givet til andre kirker eller klostre. Franciskanerne i København hævdede at eje hans hageben med tre tænder, og netop underkæben mangler her.

Sankt Knuds jordiske rester med relikvier i Odense Domkirke.
Af .

Knud den Hellige var konge af Danmark fra 1080 til sin død i 1086. Knud var søn af Svend Estridsen, mens moderen ikke kendes. Han var den anden af Svend Estridsens sønner, der blev konge. Knud blev dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense i 1086 og kanoniseret som helgen i 1100.

Knuds ungdom

Knud deltog i årene 1069-1070 sammen med sin farbror Asbjørn og sin bror Harald Hen i et togt til England med det formål at afsætte Vilhelm 1. Erobreren, og i 1075 ledede han sammen med Harald Hen endnu et togt til England med samme formål.

Efter dette sidste togt drog han til Flandern, hvorfra han senere hentede sin dronning, Edel, datter af grev Robert 1. Friseren.

Efter faderens død i 1076 søgte Knud kongevalg, men blev vraget til fordel for broderen Harald Hen. Han drog da i landflygtighed i Sverige og søgte muligvis derfra sammen med sine øvrige brødre at anfægte Haralds magt, men han opnåede først kongeværdigheden efter Haralds død i 1080. Mens han var i eksil, førte han flere togter til Østersøområdet, hvor han blandt andet hærgede i Estland.

Knuds kongegerning

Knuds indsats som konge er siden hans samtid blevet bedømt meget forskelligt. Man har både opfattet ham som en voldskonge, der plagede folket urimeligt, og som en streng, men retfærdig konge, der kæmpede for kirken og dens idealer og for retfærdighed for alle uden hensyntagen til rang eller stand.

Det er fra Knuds tid som konge, at vi finder de første sikre skriftlige vidnesbyrd om en egentlig kongelig administration. Således indsatte han hirdmænd som forvaltere på de forskellige kongsgårde, hvor de stod for opkrævningen af kongelige indtægter, afgifter og bøder. Ifølge Knytlinge Saga blev Bornholm først i løbet af Knuds regeringstid indlemmet som en fast del af det danske kongerige.

Knud søgte derudover at forbedre retsforholdene for fremmede gejstlige og købmænd samt for frigivne trælle. Han var hengiven og tro mod den romerskkatolske kirke, og han virkede generelt for indførelsen af kirkeligt inspireret lovgivning. Derudover gav han store gaver til kirken, hvis stilling han på mangfoldig vis søgte at forbedre. Blandt andet forsøgte han at indføre tiendeafgifter til kirken.

Især Knuds donationer til Lunds Domkirke er kendt. Han ønskede, at Lund skulle være ærkebispesæde, hvilket dog først blev en realitet senere under hans halvbror Erik Ejegod. Knuds gavebrev fra 1085 til Lunds Domkirke er det ældste danske (konge)brev, hvis ordlyd er bevaret.

Oprør og kongedrab

Under alle omstændigheder førte Knuds regime i sidste ende til, at der rejste sig et oprør mod ham blandt storbønderne i Jylland. Det endte med, at han blev dræbt foran alteret i Sankt Albani Kirke i Odense sammen med sin bror Benedikt og 17 af deres hirdmænd.

Året forinden havde Knud gjort forberedelser til endnu et angreb på England i samarbejde med sin svigerfar Robert 1. Friseren. Målet var at genvinde de gamle vikingebesiddelser fra Knud den Stores tid. Det mislykkedes imidlertid. Knud var selv blevet forhindret i at slutte sig til flåden i Limfjorden, da han hele sommeren blev nødt til at opholde sig ved sydgrænsen, som var truet fra tysk side. Flåden opløstes uden hans tilladelse, da høsten nærmede sig.

Det er omstridt, om oprøret blev udløst af disse begivenheder. Af gavebrevet til Lunds Domkirke, hvorved Knud skænkede kirken betydelige jordegodser og rettigheder, ses, at Knud krævede leding af befolkningen. Nogle kilder hævder, at det var Knuds opkrævning af bøder for ledingsbrud, der gav anledning til oprøret. Andre påstår, at det forårsagedes af den energi, hvormed Knud søgte at indføre tiende til kirken.

Roskildekrøniken hævder specifikt, at oprøret skyldtes Knuds pålæggelse af en "ny og uhørt skat, som kaldes nefgiald", en form for kopskat, som skulle betales af alle.

Da Knud var blevet dræbt, flygtede dronning Edel med deres søn Karl den Danske til Flandern. Tvillingedøtrene Cæcilie og Ingegerd blev derimod i Danmark, hvor de voksede op hos Knuds halvbror Erik Ejegod og dennes hustru Bodil. De blev siden begge gift i Sverige.

Den hellige Knud

Billedet på nærmeste søjle fremstiller Knud den Hellige i Fødselskirken i Bethlehem; på søjlen til venstre herfor ses Olav den Hellige. Begge er malet omkring midten af 1100-tallet i byzantinsk stil. Foto fra september 2022.
Knud den Hellige og Olav Hellige i fødselskirken i Bethlehem.
Licens: CC BY SA 3.0

Mordet på kong Knud midt i en kirke gav i de følgende århundreder genlyd i dansk historie.

Her skal det bemærkes, at det helt nøjagtige årstal for mange af disse begivenheder ikke er 100 % sikkert, da kildematerialet til denne periode i Danmarkshistorien er sparsomt. Helt præcise datoangivelser savnes derfor i nogle tilfælde.

Efter Knuds død indledte man straks bestræbelser på at få ham anerkendt som helgen. Erik Ejegod rejste i 1098 til Rom for at opsøge pave Urban 2. og derefter videre til Bari i Syditalien, hvor der blev afholdt et kirkemøde. Her fremlagde man ønsket om en helgenkåring af Knud for paven og berettede om de mirakler, der allerede var foregået ved den afdødes grav. Året efter anerkendte den nye pave Paschalis 2. Knud som helgen. Denne helgenkåring kom kirkepolitisk til at bane vejen for løsrivelsen af de nordiske kirker fra ærkebispesædet Hamburg-Bremen, der blev fuldbyrdet i 1103/1104 med Lunds ophøjelse til ærkebispesæde for hele Norden.

I Danmark var man nogle år forinden begyndt på at bygge en ny domkirke i Odense. Byggeriet her var ved Eriks hjemkomst så vidt fremskreden, at den 19. april 1100 kunne Knuds jordiske rester – med pavelig anerkendelse af hans helgenværdighed – altersættes i den nye Sankt Knuds Kirke, hvor de stadig findes.

Knud den Helliges afbildning i kunsten

Knud den Hellige afbildes i kunsten sædvanligvis med kongekrone og sværd. Han ses i kalkmalerier i blandt andet Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke (1460'erne).

I en altertavle fra Sankt Peders Kirke i Næstved (nu Nationalmuseet) fra ca. 1500 rummer midtskabet en træskulptur forestillende den tronende konge, mens malerier på den bevarede fløj viser to scener fra Sankt Knuds-legenden.

Læs mere i Lex

Kommentarer (4)

skrev Marie-Louise Hammer

Kommentarer til fotoet af Knuds skrin:
1100 === >> 1101 og Skt. === >> Sankt !!

svarede Stefan Pajung

Hvis man følger nu afdøde professor Niels Skyum-Nielsen, så er DD I:2, nr. 26 at omdatere til 1099 fra [1100], da kanonisationsbullen er udstedt under Erik Ejegods Italiensrejse, som fandt sted dette år. Deraf må følge, at altersættelsen må være forgået efter hjemkomsten 19/4 1100, og ikke 1101.

svarede Adam Hyllested

Kære Stefan, tak for denne præcisering. Blot for at forstå det ret: Bør vi rette 1101 (tilbage) til 1100 andre steder i Lex, og bør vi undgå at angive den præcise dato?

svarede Stefan Pajung

Vi bør nok rette den tilbage til 1100, f.eks. i artiklen om Skt. Knuds kirke i Odense.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig