Frankrigs forfatning og politiske system

Nationalforsamlingen har 577 medlemmer, kaldet deputerede, hvoraf 555 vælges i selve Frankrig og 22 i de oversøiske områder. De vælges for fem år i direkte, almindelige valg i enkeltmandskredse. Har ingen kandidat i første omgang fået over halvdelen af stemmerne, kan kandidater med over 12,5 % af stemmerne mødes i en anden valgrunde. Ofte indgås dog aftaler med det formål at samle stemmerne på to kandidater i anden runde. Stemmeret har alle franske statsborgere over 18 år, der er optaget i valgregistret.

Senatets 321 medlemmer, kaldet senatorer, vælges for seks år i indirekte valg ved kommunale repræsentanter; Senatet fornyes successivt med halvdelen hvert tredje år. Antallet var i 2005 321 fordelt på 296 senatorer fra selve Frankrig, 13 fra de oversøiske områder og 12, som repræsenterer franske statsborgere, der bor uden for Frankrig eller dets besiddelser. Antallet blev fra 2010 øget til 346.

Det er karakteristisk for den franske forfatning, at premierministeren udpeges af præsidenten (§ 8) og ikke af et flertal i parlamentet. Præsidenten er i princippet fuldkommen fri til at udpege sin premierminister. Der er dog sædvanen, at præsidenten udnævner en premierminister, der tilhører det parti, der har flertal i Nationalforsamlingen. Det betyder, at præsidenten ikke blot er statsoverhoved, men også den egentlige regeringsleder.

Ifølge forfatningen er det regeringen, der ”bestemmer og fører” landets politik. Der er i udgangspunktet tale om en arbejds- og rollefordeling mellem præsident og premierminister. Præsidenten repræsenterer nationen og har diplomatiet og forsvaret som sit ressortområde; premierministeren tager sig af den daglige drift og sørger for, at regeringen fungerer. Præsidentens dominerende rolle er således ikke noget, der fremgår af forfatningens ordlyd. Det er en praksis, der er blevet etableret af præsidenternes måde at forvalte embedet på.

Det betyder, at paragraf 8 (“Præsidenten udpeger premierministeren”) bliver praktiseret således, at præsidenten ikke nøjes med at hyre og fyre sin premierminister. Præsidenten kan overtage premierministerens magt og funktioner og endda også gå direkte ind på ressortministrenes områder og direkte definere politikken, hvor og når vedkommende finder det hensigtsmæssigt.

Denne magtforskydning skete allerede under Charles de Gaulle. Han havde så stærk en legitimitet, at parlamentet ikke protesterede mod, at han både agerede som statsoverhoved og de facto regeringsleder. Denne særlige situation blev etableret som den nye norm, da de Gaulle fik gennemført det direkte valg til præsidentposten ved en forfatningsændring i 1962. Præsidenten blev med de Gaulles egne ord den egentlige kilde til og indehaver af den politiske magt.

Der er mulighed for, at præsidenten efter et valg må udpege en politisk modstander til premierminister pga. parlamentets nye sammensætning. Dette forhold kaldes cohabitation – som kan oversættes til samliv eller bofællesskab. Det blev første gang praktiseret under François Mitterrands første præsidentperiode (1981-1988), da hans politiske modstander Jacques Chirac vandt parlamentsvalget i 1986 og blev premierminister. Den anden periode var da samme Chirac måtte udpege socialisten Lionel Jospin som premierminister (1997-2002).

Det gav med det samme en helt anden praksis, der mere ligner den, som man kender fra andre parlamentariske systemer: en præsident med særlige ressortområder og en generelt mere tilbagetrukket og ceremoniel rolle, mens premierministeren bestemmer og fører landets politik. Der var imidlertid i Frankrig en udbredt modstand mod denne tilstand, der i vide politiske kredse blev opfattet som en anomali. Ved forfatningsreformen i år 2000 reducerede man præsidentens valgperiode fra syv til fem år. Hensigten var at undgå fremtidige perioder med cohabitation ved at gøre parlamentsvalget synkront med præsidentvalget.

Efter reformen i 2000 vælges præsidenten således for fem år ved direkte valg. Hvis ingen kandidat i første omgang får absolut flertal, mødes de to kandidater med flest stemmer i en anden valgrunde. Gennem de direkte præsidentvalg bestemmer vælgerne, hvor magtens centrum skal ligge. Dermed betragtes præsidentvalg som vigtigere end valg til Nationalforsamlingen, der i høj grad bliver en stillingtagen for eller imod præsidentens politik.

Den utilsigtede konsekvens af at afholde præsidentvalg og parlamentsvalg synkront er altså, at der etableres en endnu stærkere forbindelse mellem de to valg. Derved styrkes præsidentens politiske rolle yderligere, og premierministerens politiske rolle svækkes tilsvarende, fordi parlamentsvalget reduceres til en bekræftelse af præsidentvalget.

I forhold til præsident og regering er parlamentets stilling svag. Regeringen har afgørende indflydelse på kamrenes dagsordener. Dens forrang kan konstateres af fire forhold:

• regeringen kan kræve et lovforslag vedtaget i sin helhed, hvis ikke den fældes af et mistillidsvotum
• regeringsforslag kan behandles før parlamentsmedlemmernes forslag
• regeringen ikke behøver at afvente udvalgenes forslag til beslutninger
• retten til at udstede forordninger er blevet udvidet til regeringens fordel.

Ikke mindst når præsident og regering tilhører samme parti, har oppositionen store vanskeligheder ved at hævde sig, når den ikke har flertal for et mistillidsvotum i Nationalforsamlingen.

Flertalsvalg ad to omgange er en valgform, der følger nogle forholdsvis enkle regler. I første runde stemmer vælgerne på den kandidat, som de gerne vil have. Hvis en kandidat får over 50 % af stemmerne, bliver vedkommende valgt. Hvis ikke, afholdes der en anden runde et par uger efter. Her må enten de to bedst placerede kandidater (ved præsidentvalget er det kun, de to bedst placerede, der går videre), eller de kandidater, der fik over 12,5 % af de stemmeberettigedes stemmer, stille op. I anden runde stemmer vælgerne ofte taktisk, dvs. mod den kandidat, som de ikke vil have. Vinderen bliver den kandidat, der får flest stemmer.

Det særlige ved systemet (og det kan ses både som en fordel og en ulempe) er, at det stort set altid giver en klar vinder og en klar taber, fordi det favoriserer vinderne. Hvis man tager parlamentsvalget i 2017 som eksempel, fik valgets vinder, Emmanuel Macrons koalition, 32 % af stemmerne i første runde, 49 % af stemmerne i anden runde og 61 % af pladserne i Nationalforsamlingen. Omvendt fik Rassemblement National 13 % af stemmerne i første runde og 9 % i anden runde og 1,38 % af pladserne.

I Den Femte Republiks historie har det vindende parti eller koalition traditionelt altid haft absolut flertal i Nationalforsamlingen, skønt det aldrig har været i nærheden af at opnå 50 % af stemmerne i første runde. Første egentlige undtagelse var parlamentsvalget i 2022, hvor Macrons regeringskoalition kun fik 245 ud af 577 pladser.