Frankrigs politiske partier

De franske politiske partier har under Den Femte Republik, dvs. siden 1958, organiseret sig nogenlunde symmetrisk om den politiske midte med konservative, liberale, socialistiske og kommunistiske ståsteder. Men dette billede har ændret sig i de senere år, således at partier på både højre- og venstrefløjen, som kan karakteriseres som populistiske, har fået en betydelig større plads i det politiske landskab. Det franske valgsystem har sikret stabile regeringer med solidt flertal, og det har holdt partier på yderfløjene fra magten. Men det har også medvirket til en polarisering af det politiske liv.

Blokdannelse i fransk politik

På trods af fire klart identificerbare ideologiske ståsteder har fransk politik i Den Femte Republiks levetid været domineret af to blokke på hver side af midten. De to blokke har konstant omgrupperet sig, men har til syvende og sidst været uhyre stabile. Denne blokdannelse er først for alvor blevet udfordret efter år 2000, først af det nationalistiske højreparti Front National (fra 2011: Rassemblement National), og siden 2017 af Emmanuel Macrons centrumparti la République en marche (fra 2022: Renaissance) samt den venstrepopulistiske gruppering La France insoumise.

Politiske familier

Både højre- og venstrefløjen omtaler sig selv som politiske familier. I den ene familie er man enige om, at man ikke er venstreorienterede; i den anden er man enige om, at man ikke er højreorienterede. Derudover er der enorme indbyrdes forskelle. De politiske forskelle følger ikke nødvendigvis partiskellene, men er ofte centreret om enkeltpersoner, der danner fløje inden for partierne.

Den franske højrefløj

Den bærende bevægelse på den franske højrefløj er gaullismen, inspireret af Charles de Gaulles tanker og opkaldt efter ham. Den tidlige gaullisme var en værdikonservativ bevægelse, der især var kendetegnet af patriotisme, ønsket om et stærkt og uafhængigt Frankrig, afvisning af liberalismen til fordel for en centralt organiseret økonomi, hvor staten spiller en afgørende rolle som regulerende instans og drivende kraft, og social bevidsthed med opbygning af en ekstensiv velfærdsstat som et centralt mål.

Den ny gaullisme

Efter de Gaulles død i 1970 har gaullistpartiet udviklet sig til et mere traditionelt højrefløjsparti. Et parti, der går ind for individualisme og liberalisme, som forsager statsstyring, og som opgiver den franske enegang og omfavner globalisering. Dermed har gaullismen flyttet sig radikalt fra sit definerende udgangspunkt.

Som noget karakteristisk ved fransk politik har partiet haft mange udløbere og skiftet navn en del gange siden de Gaulle: Rassemblement du peuple français, RPF (1947-1955), Union pour la nouvelle République, UNR (1958-1967), Union des démocrates pour la V^eRépublique, UD-V^e (1967-1968), Union des démocrates pour la République, UDR (1968-1976), Rassemblemet pour la République, RPR (1976-2002), Union pour un mouvemenet populaire, UMP (2002-2015) og senest Les Républicains (2015-).

Rassemblement National

Til højre for gaullistpartiet ligger Rassemblement National, der blev stiftet af Jean-Marie Le Pen under navnet Front National i 1972. Partiet var en udløber af en række stærkt nationalistiske og temmelig marginale strømninger. Takket være Le Pens ikke ubetydelige oratoriske evner og en økonomi i krise blev partiet gennem 1980’erne en faktor, som man skulle regne med i fransk politik. Le Pens datter, Marine Le Pen, der blev leder af partiet i 2011, har givet det en social dimension, så der nu er tale om et klassisk højrepopulistisk parti.

Valgsystemet har hidtil holdt Rassemblement National uden for indflydelse, men partiet har stabilt øget sin tilslutning. Ved flere valg er vælgertilslutningen nået op over 25 %. Trods nederlaget ved valgene i 2017 og 2022 står partiet som en af de stærkeste og mest stabile faktorer i fransk politik. Ved europaparlamentsvalget i 2024 blev det det største parti med 31,8 % af stemmerne.

Det politiske centrum

Til venstre for gaullistpartiet finder man det franske højres socialliberale fløj. Ligesom gaullistpartiet har det gennemgået mange mutationer og haft mange navne: Mouvement républicain populaire, MRP (1944-1967), Union pour la démocratie française, UDF (1978-2007), L'Alliance republicaine, écologiste et sociale, ARES (2011-2012), Mouvement démocrate, MoDem (siden 2007).

På grund af valgsystemet, der fremtvinger binære modsætninger, har de moderate centrumspartier haft svært ved at gøre sig gældende i fransk politik. Når de ikke har indgået et tvangsægteskab med den gaullistiske storebror, er de sædvanligvis blevet isoleret på midten, hvor de er afgået ved en hurtig død. Emmanuel Macron og la République en marches valgsejr i 2017 er den første afgørende sejr for en centrumsformation og første afgørende brud på Den Femte Republiks binære logik.

Den franske venstrefløj

Til venstre for midten har Parti socialiste (PS) længe været det dominerende, regeringsbærende parti. Det er blev stiftet i 1905 og er Frankrigs ældste og mest stabile parti. Under Den Femte Republik var det sværere for venstrefløjen end højrefløjen at skabe vindende koalitioner. Det skyldtes, at den var delt i det sovjettro Parti communiste français (PCF), som blev dannet i 1920, og det midtsøgende socialistparti. De to partier bekæmpede hinanden bittert. Først i slutningen af 1970'erne gik venstrefløjen til valg på et fælles regeringsprogram, og i 1981 vandt François Mitterrand med hjælp fra PCF præsidentvalget.

Parti socialiste

Parti socialiste lignede de skiftende republikanske partier i den forstand, at det var et meget bredt parti med mange fløjdannelser. Og som det moderne gaullistparti har det moderne socialistparti siden midten af 1980'erne bevæget sig væk fra sit udgangspunkt. Det er nærmere et centrum-venstre-parti, der ligesom gaullisterne hylder individualisme, globalisering og liberalisme. Partiet fik et katastrofalt valg i 2017. Præsidentkandidaten, Benoît Hamon (f. 1967), fik bare 6 % af stemmerne, og i Nationalforsamlingen gik partiet fra 314 deputerede i 2012 til 45 i 2017. Partiets fremtid er uvis.

Parti communiste français

Det gamle kommunistparti, PCF, er i dag så godt som forsvundet. hvilket har gjort den yderste venstrefløj hjemløs. Den har prøvet at samle sig under forskellige navne (Front de gauche, Gauche unitaire, Les Verts). Men det er først med Jean-Luc Mélenchons venstrepopulistiske La France insoumise (LFI), at der igen er et decideret magtcentrum på den yderste venstrefløj.

Mélenchon fik næsten 20 % af stemmerne ved præsidentvalget i 2017, mens La France insoumise fik 14 % af stemmerne i første runde og 6 % i anden runde af parlamentsvalget.

De nye politiske landskab

Med La France insoumises succes i 2017 er symmetrien genoprettet i fransk politik, men billedet er anderledes. Der er nu fem poler: en dominerende midte i form af Émmanuel Macrons parti Renaissance; de to kriseramte og tidligere regeringsbærende partier, et til højre (Les Républicains) og et til venstre (Parti socialiste), et populistisk parti til højre (Rassemblement National) og et til venstre (La France insoumise).

Det er en uset konstellation i fransk politik. Den er kommet i stand på trods af valgsystemet, og det er uvist, om der er tale om en varig, strukturel ændring af det politiske landskab, eller om det er en undtagelse fremkaldt af usædvanlige omstændigheder.

Læs mere i Lex

Frankrigs forfatning og politiske system

Kommentarer (1)

29. juni 2024 skrev Tommy Rasmussen

Tak for værdifulde oplysninger.
Udviklingen af de politiske bevægelser handler også om betegnelser.
"rassemblement" og "union" har givetvis betydning i bestemt kontekst.
Vil denne problemstilling være værd at beskrive nærmere. ?

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Franske samfundsforhold

Jørn Boisen

lektor, ph.d.; Københavns Universitet