Frankrigs litteratur i 1800-tallet

Eksempelvis skrev François Guizot sin Essais de l’Histoire de France, 1823 og Prosper de Barante udgav Histoire des ducs de Bourgogne, 1824. Jules Michelet udgav første bind af sin monumentale Histoire de France i 1833 (afsluttet i 1867), og Alexis de Tocqueville sine historiske og politiske refleksioner i De la démocratie en Amérique i 1835.

Dønningerne efter Den Franske Revolution fortsatte århundredet igennem med revolutioner og opstande i 1830, 1832, 1848 og 1871, ledsaget af nye politiske og sociale programmer ved Henri de Saint-Simon, Pierre Joseph Proudhon, og fulgt af politisk engagerede forfattere som Victor Hugo. Vedtagelsen af Den Tredje Republik i 1875 gav stødet til sociale og kulturelle reformer, der kulminerede i adskillelsen af kirke og stat i 1905.

Dette var samtidig et brud med den religiøse fornyelse efter Revolutionen, som François René de Chateaubriand et århundrede før havde forfægtet i sit store essay Génie du christianisme (1802). Hans romaner Atala (1801) og René (1802) markerede dels katolicismens styrke, dels historiens indtog i romangenren med den romantiske helt René, der må gå i eksil.

Det var med et historisk drama og en historisk roman, Hernani og Notre-Dame de Paris, at Victor Hugo slog igennem i 1830 og 1831. Alfred de Vigny havde udgivet sin historiske roman Cinq-Mars i 1826, og Hugo selv havde slået til lyd for et nyt, romantisk drama i Préface de Cromwell (1827).

Hugos dramaer fra 1830’erne, Alfred de Mussets Lorenzaccio (1834) og Vignys Chatterton (1836) brød med den klassicistiske franske tradition og satte tragiske, romantiske helte i forgrunden.

Romaner og noveller talte mange højdepunkter i romantikken. Blandt de kvindelige forfattere fik Madame de Staël stor gennemslagskraft med Delphine (1802) og Corinne (1807), Claire de Duras med Ourika (1824) og Édouard (1825) og George Sand med sine første romaner Indiana (1832) og Lélia (1833). Vigny udgav romanen Stello (1832) om digterskikkelser hævet over almindelige mennesker. Théophile Gautier på sin side brillerede med fantastiske fortællinger.

Den romantiske poesi talte fra 1820 til 1848 alle de store navne: Alphonse de Lamartine, Hugo, Vigny, Musset. Lamartine udviklede i Méditations poétiques (1820) den jeg-centrerede lyrik, som Marceline Desbordes-Valmore havde bidraget til kort forinden (Élégies et romances, 2019), og som Musset fortsatte i Les Nuits (1835-1837).

Théophile Gautier brugte eksotiske motiver og bidrog med l’art-pour-l’art-digte. Vigny (Poèmes antiques et modernes, 1826) skrev mere filosofiske digte og fremstod i samtiden på linje med Lamartine som digterisk profet, hvis budskaber fulgtes med interesse.

Det var imidlertid ikke den programmatiske retning inden for poesien, der fortsatte efter 1848.

Charles Baudelaires digtsamling Les Fleurs du Mal (1857, på dansk Syndens Blomster, 1921 og 1963, Helvedsblomsterne, 1997) vendte op og ned på det digteriske sprog med en udvidet symbolbrug. Værket prægede afgørende den symbolistiske digtning i århundredets anden halvdel.

Arthur Rimbauds revolutionerende prosadigte Les Illuminations (udgivet posthumt i 1886) fik lige så stor betydning som Stéphane Mallarmés L’Après-midi d’un faune (1876) og sonetter i deres afsondring fra den virkelige verden. Paul Valéry, en af Mallarmés mange elever, fortsatte symbolismen i sine digte ind i 1900-tallet (La jeune Parque, 1917).

Omkring århundredets midte var litteraturen på en måde blevet splittet op i symbolisme og realisme.

Den moderne psykologiske roman rystede og forargede i Gustave Flauberts Madame Bovary (1857), og helten i L’Éducation sentimentale, l’histoire d’un jeune homme (1869) konfronterer samfundsklasserne. Hos Flauberts elev Guy de Maupassant var personpsykologien i centrum i flere romaner (Pierre et Jean, 1888, med et forord om romanen) og en lang række meget læste noveller.

Brødrene Goncourts Germinie Lacerteux (1865) på sin side rummer barske, realistiske beskrivelser.

• Frankrigs litteratur
• Frankrig
• romantik
• realisme
• symbolisme
• naturalisme

• Brandes, Georg (1872-1890). Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur.
• Hertel, Hans (red.) (1994). Verdens litteraturhistorie, bd. 4-5. København: Gyldendal.
• Hollier, Denis (1989). A New History of French Literature. Harvard: Harvard University Press. 1989. Også på fransk: De la littérature française. Paris: Bordas, 1993.
• Marot, Patrick (2001). Histoire de la littérature française du XIXe siècle. Paris: Honoré Champion.
• Prendergast, Christopher (1986). The Order of Mimesis: Balzac, Stendhal, Nerval, Flaubert. London.