Faktaboks

Friedrich Ebert
Født
4. februar 1871
Død
28. februar 1925
Friedrich Ebert og hans kone på vej til valglokalet ved et valg til Rigsdagen.
Af .

Friedrich Ebert var en tysk politiker, Weimarrepublikkens første rigspræsident fra 1919 til 1925. Som rigspræsident forsøgte han at konsolidere den nye demokratiske forfatning, men blev ofte voldsomt kritiseret af både venstrefløjen og det nationalistiske højre. Med sin autoritet og personlige integritet blev Ebert dog et vigtigt støttepunkt for den nye demokratiske republik.

Han var far til den tyske og senere østtyske politiker Friedrich Ebert.

Politisk livsforløb

Friedrich Ebert var uddannet saddelmager og fulgte en klassisk socialdemokratisk karriere via poster i fagforening og parti.

Ebert indtrådte i 1905 som sekretær i SPD's ledelse, blev i 1912 medlem af Rigsdagen og i 1913 SPDs formand efter August Bebel. Som moderat socialist og pragmatisk samarbejdstilhænger støttede han regeringen under 1. Verdenskrig, hvilket medvirkede til, at en venstresocialistisk fløj, spartakisterne, i 1916 løsrev sig fra partiet.

Han efterfulgte kortvarigt Max von Baden som rigskansler, og under Novemberrevolutionen 1918 blev Ebert den 10. november leder af overgangsregeringen Rat der Volksbeauftragten (Folkekommissærernes råd) og bekæmpede bl.a. det spartakistiske revolutionsforsøg i januar 1919. Den 11. februar samme år valgte den nyvalgte forfatningsgivende forsamling Nationalforsamlingen ham til Weimarrepublikkens første rigspræsident.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig