Faktaboks

Gerhard Gentzen
Født
24. november 1909, Greifswald, Tyskland
Død
4. august 1945, Prag, Tjekkiet

Gerhard Gentzen var en tysk logiker. Efter studier i matematik i Greifswald, Göttingen, München og Berlin var Gerhard Gentzen fra 1934 assistent for David Hilbert og blev i 1943 docent ved det tyske universitet i Prag. I august 1945 døde han i allieret internering.

Gerhard Gentzen udviklede to nye former for aksiomatisering af logikken, kaldet naturlig deduktion og sekventkalkyle; formelle beviser i disse systemer svarer ret nøje til uformelle, intuitive argumentformer.

Gerhard Gentzen – vigtige resultater

Hans navn er knyttet til to vigtige resultater. Han viste, at det er muligt at finde en normalform for beviser i prædikatslogikken, som har minimal kompleksitet (Gentzens Hauptsatz).

Endvidere viste han, at det er muligt at bevise aritmetikkens konsistens, dvs. at der ikke findes logiske modsigelser i aritmetikken. Begge resultater spiller en afgørende rolle i moderne bevisteori.

Bevis for aritmetikkens konsistens

Gerhard Gentzens bevis for aritmetikkens konsistens hviler på antagelser vedrørende induktionsbeviser over visse uendelig store tal. Hans resultat viser, at det på trods af Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger giver mening at føre konsistensbeviser, hvilket har ført til nye, svagere formuleringer af Hilberts program om at bevise matematiske teoriers konsistens.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig