Grønlands vej til selvstændighed

En beslutning om aktivering eller igangsættelse af selvstændighedsprocessen i henhold til Selvstyrelovens § 21 er en grønlandsk regeringskompetence. Det vil sige, at det er en beslutning, der juridisk kan træffes af Naalakkersuisut.

Såfremt der træffes beslutning om aktivering af selvstændighedsprocessen efter selvstyrelovens § 21, følger det videre af samme bestemmelse, at der skal indledes forhandlinger mellem den danske regering og Naalakkersuisut med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland. Initiativet til disse forhandlinger skal komme fra Naalakkersuisut ved henvendelse til den danske regering.

En endelig aftale mellem den danske regering og Naalakkersuisut om grønlandsk selvstændighed skal godkendes af Inatsisartut ved almindelig afstemning herom.

Herefter skal aftalen godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Det er i bemærkningerne til selvstyreloven nævnt, at folkeafstemningens resultat skal være udtryk for et klart ønske om selvstændighed, således at der ikke opstår tvivl herom internationalt. Det må dog formentligt antages, at der heri ikke ligger et krav om andet end simpelt flertal.

Det er forudsat i selvstyreloven, at man ved folkeafstemningen tager udgangspunkt i principperne i de gældende valgretsregler ved valg til Inatsisartut. Inatnisartut har selv kompetencen til at fastsætte reglerne for valg til Inatsisartut.

Endelig skal Folketinget i henhold til grundlovens § 19 om den almindelige udenrigspolitiske kompetence give samtykke til aftalen og dermed grønlandsk selvstændighed. Folketingets samtykke må som følge heraf antages at kunne gives ved simpelt flertal.

Det er almindelig antaget, at de to grønlandske medlemmer af Folketinget i henhold til grundlovens § 28 blot vil udtræde af Folketinget som følge af grønlandsk selvstændighed.