Det følger af selvstyrelovens § 10, at såfremt statens bloktilskud til Grønland reduceres til 0 kr., så skal der indledes forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten, herunder om fordeling af indtægterne fra eventuelle råstofaktiviteter i Grønland.
Det følger af bemærkningerne til loven, at ingen af parterne, dvs. Grønlands Selvstyre og staten, er forpligtet til at opnå et bestemt forhandlingsresultat. Af samme bemærkninger fremgår, at hvis parterne ikke indgår nogen aftale om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, tilfalder indtægterne Grønlands Selvstyre, bortset fra danske offentlige myndigheders indtægter fra skatter, afgifter og ejerandele i selskaber mv., der driver råstofvirksomhed i Grønland.
Det følger også af bemærkningerne, at hvis parterne ikke aftaler nærmere om statens bloktilskud til Grønland, i den situation hvor statens tilskud til Selvstyret er reduceret til nul kroner, så skal staten ikke betale tilskud til Selvstyret i de efterfølgende år. Det bemærkes hertil, at idet bloktilskuddet for nuværende reguleres årligt, så vil der formentligt alene være tale om et umiddelbart bortfald af bloktilskud det først kommende år.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.