H.C. Andersen

Fra et yderst beskedent udgangspunkt lykkes det H.C. Andersen at blive en internationalt anerkendt forfatter, og med god ret kaldte han sin mest kendte selvbiografi for Mit Livs Eventyr (1855).

Andersen brugte således sin biografi som en del af markedsføringen af sit forfatterskab, og han var på den måde med til at skabe myten om sig selv og sin sociale opstigning. Denne myte er lige så vigtig en forudsætning for hans status som verdensomspændende kulturelt ikon som de eventyr og historier, han navnlig er kendt for.

H.C. Andersen blev født i Odense den 2. april 1805. Hans opvækst var præget af fattige kår. Hans forældre var friskomager Hans Andersen (1782-1816) og Anne Marie Andersdatter (1775-1833). Faren lod sig hverve som lejesoldat, hvilket nedbrød ham fysisk, og han døde på et tidligt tidspunkt i Andersens liv. Alligevel nåede faren at præge Andersen afgørende ved at spille dukketeater med ham, fortælle ham historier og læse højt for ham.

Moren levede af forefaldende arbejde, primært ved at vaske for folk. Hun havde en datter uden for ægteskab, Karen Marie Andersen (1799-1846), og hun giftede sig igen kort efter Andersens fars død. Indtil stedsøsterens død led Andersen af en skræk for, at hun skulle opsøge ham i København.

Det var i det fattige miljø i Odense, at Andersen stiftede bekendtskab med eventyr ved at høre folkeeventyr blive fortalt. Enkelte af de folkeeventyr, han hørte, brugte han angiveligt senere som forlæg for viderebearbejdninger, men langt de fleste af hans eventyr og historier er mere eller mindre selvopfundne og i mange tilfælde inspirerede af andre og mere litterære kilder end folkeeventyr.

Andersens livslange interesse for teatret blev vakt af faren, der læste Holberg for ham, og det lykkedes ham at overvære forestillinger ved teatret i Odense, blandt andet gæsteoptrædener ved Det Kongelige Teater. Han gjorde sig også bemærket i det lokale miljø i kraft af sin sangstemme.

Det var et uhørt vovestykke, da Andersen i september 1819, umiddelbart efter sin konfirmation, rejste til København for at komme ind ved teatret som enten sanger eller danser. I løbet af de næste tre år opnåede han kun et par statistroller, og han hutlede sig igennem på et eksistensminimum. I disse år stiftede Andersen bekendtskab med livet i de laveste sociale lag i København.

Takket være sin barndom i Odense og de tidlige år i København erhvervede H.C. Andersen sig en erfaringsbaggrund, der afspejler sig tematisk i forfatterskabet, for eksempel i Den lille Pige med Svovlstikkerne og Hun duede ikke (1852).

I 1822 indleverede Andersen to skuespil til Det Kongelige Teater, Røverne i Vissenbjerg og Alfsol, hvilket viser, at han allerede på dette tidspunkt arbejdede seriøst som forfatter. Det sidstnævnte stykke overbeviste et medlem af teaterdirektionen, embedsmanden Jonas Collin, om, at Andersen var et talent, det var værd at støtte. Collin var hovedinitiativtager til, at Andersen blev anbragt i en latinskole, der blev ledet af rektoren Simon Meisling, som var klassisk filolog. Skolen lå i Slagelse, men flyttede til Helsingør, mens Andersen gik der.

H.C. Andersen afskyede latinskolen og henviste til tiden i Slagelse som plagelse, ikke mindst fordi han fik forbud mod at skrive andet end de opgaver, der hørte til skolearbejdet.

I 1828 bestod Andersen studentereksamen og året efter den såkaldte ”Anden Examen”, der var studieadgangsgivende.

Året 1829 blev et vigtigt år for H.C. Andersen. Her fik han et mindre gennembrud med værket Fodreise fra Holmens Kanal til Østpyndten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (handlingen udspiller sig nytårsnat). Værket består af en række tableauer, som kun er forbundet af et yderst spinkelt handlingsskelet. Det kan bedst betegnes som en litterær fantasi i romantisk-ironisk stil.

Helt afgørende fik det en positiv anmeldelse fra den på det tidspunkt førende kritiker, Johan Ludvig Heiberg. Samme år fik Andersen også opført sit stykke Kjerlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret på Det kongelige Teater. Forud herfor havde Andersen i 1827 opnået anerkendelse for digtet Det døende Barn, som var skrevet under opholdet på latinskolen.

I 1835 udgav Andersen sit første hæfte med Eventyr fortalte for Børn, som indeholdt fire eventyr, Fyrtøiet, Lille Claus og store Claus, Prindsessen paa Ærten og Den lille Idas Blomster. Hæftet var en behersket succes og fik kritiske anmeldelser. Men Andersen havde fundet et format og en måde at skrive på, som gav ham uanede muligheder for at folde sig ud, så han fortsatte ufortrødent med at skrive og udgive de eventyr og historier, som skulle skaffe ham verdensberømmelse.

Andersen opfattede livet igennem familien Collin som sin anden familie, og han refererede til Jonas Collin som sin far, men han følte sig aldrig accepteret på samme vilkår som familiens egne børn. Forholdet til sønnen Edvard var særlig problematisk for Andersen, som, på trods af deres nære venskab, fik afslag på sit forslag om, at de skulle være dus. Alligevel indsatte han Edvard Collin som universalarving i sit testamente.

Andersen forblev ugift, men gennemlevede en række ulykkelige forelskelser i kvinder, herunder ungdomsforelskelsen i Riborg Voigt og senere fascinationen af den svenske operasangerinde Jenny Lind.

Hans seksualitet har været omdiskuteret, og det er blevet fremført, at han skulle have været biseksuel, og at det problematiske forhold til Edvard Collin bundede i en ulykkelig forelskelse i ham.

Andersen boede livet igennem på forskellige adresser i det indre København, men han tilbragte meget tid som rejsende i udlandet, først muliggjort af rejsestipendier. Romanen Improvisatoren (1835), som etablerede grundlaget for hans internationale gennembrud, er stærkt inspireret af hans ophold i Italien i årene 1833-1834. Hans første udlandsrejse nogle år forinden resulterede i rejseskildringen Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831) og senere rejser skulle kaste flere rejseskildringer af sig. Andersen er ophav til sentensen ”at rejse er at leve”, som optræder i Mit Livs Eventyr.

I den første del af Andersens forfatterkarriere fik forfatterskabet en mere generøs modtagelse i udlandet end herhjemme. Følelsen af at være miskendt i sit hjemland beholdt han livet igennem, selv om han efterhånden også opnåede stor anerkendelse i Danmark.

Efterhånden som H.C. Andersens anseelse voksede, blev han en del af et internationalt kunstnermiljø og en velkommen gæst i adelige og royale kredse, både udenlands og hjemme i Danmark. Livet som litterær berømthed var et omflakkende liv, hvor Andersen som tak for kost og logi i diverse herskabelige hjem diverterede med oplæsninger og improvisationer. I hjemlig sammenhæng var det en kulmination på hans anerkendelse, da han udnævnt til æresborger i Odense i 1867 og byen blev illumineret til hans ære.

På trods af den kejtethed, samtidige kilder tillægger Andersen, var han livet igennem i stand til at knytte stærke forbindelser til mænd og kvinder, hvilket hans omfattende brevveksling vidner om. Venskaberne med B.S. Ingemann og H.C. Ørsted fik særlig betydning for Andersens forfatterskab. Ingemann fungerede som en litterær mentor for den unge Andersen og var ligeledes inspireret af den tyske romantik og forfattere som E.T.A. Hoffmann og Walter Scott.

Når det gælder Ørsted, var Andersen stærkt optaget af dennes tanker om ånden i naturen og den dertil knyttede ide om, at det var muligt at forene den naturvidenskabelig tilgang med en åndelig og religiøs dimension, hvilket er ambitionen i Andersens roman At være eller ikke være (1857).

Ørsted var i det hele taget en guide ind i en naturvidenskabelig verden, og venskabet med ham er nært forbundet med Andersens begejstring for teknologiske landvindinger som jernbanen og telegrafen. Andersens begejstring for de moderne landvindinger var dog ofte iblandet et vist mål ambivalens. Dampen, som drev dampmaskinen, benævnte han Mester Blodløs.

Sideløbende med sit forfatterskab lavede Andersen også billedkunst. Han producerede papirklip, lavede collager og når han var på rejse, tegnede han skitser af, hvad han så. Papirklippene underholdt Andersen ofte børn med at frembringe og han ledsagede dem med improviserede historier. Til børn af venner og bekendte skabte Andersen desuden billedbøger, som bestod af tegninger, udklip og tekst og således var collager i bogform.

Som andre store forfattere har Andersen efterladt sig aftryk i dagligsproget i form af talemåder og vendinger. At nogen eller noget, der giver sig ud for at være mere, end tilfældet reelt er, "ikke har noget på" eller slet og ret er "kejserens nye klæder", fungerer som talemåder, og motivet dukker jævnligt op i vittighedstegninger verden over.

I Danmark er Andersen ophav til talemåder som ”man må lide noget for stadsen” og ”en fjer, der bliver til fem høns”, mens titler som Alt paa sin rette Plads, Konen med Æggene og Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige også verserer som vendinger i daglig tale.

Eventyret Klods-Hans (1855) opfattes ofte som om, det udtrykker noget særligt om den angiveligt uimponerede danske nationalkarakter.

Andersen udgav sine sidste tekster i 1872. Herefter var han for svækket til at skrive, men arbejdede i stedet på sin sidste store collage, det såkaldte skærmbræt. Sin sidste tid, hvor han for alvor var svækket, tilbragte Andersen på landstedet Rolighed, der tilhørte familien Melchior. Han døde i 1875.

• H.C. Andersens eventyr og historier
• H.C. Andersens romaner
• H.C. Andersens digte
• H.C. Andersens skuespil
• H.C. Andersens rejseskildringer
• H.C. Andersens selvbiografier
• eventyr
• romantikken
• H.C. Andersens Hus
• H.C. Andersen Haven