Hans Lynge

Hans Lynge skrev både artikler, sange/digte, en roman, syngespil, flere teaterstykker samt Grønlands indre liv; et erindringsværk i to bind om sin barndom og ungdom i Nuuk, som han selv illustrerede.

Lynges roman Ersinnqitsup Piumasaa/Den usynlige vilje fra 1931 om to brødres forpligtelse til blodhævn er et væsentligt værk i grønlandsk litteratur. I 1981 udkom bind 1 af Grønlands indre liv med Lynges barndomserindringer, og 1988 fulgte bind 2 med erindringer fra hans ungdom i 1920'ernes Nuuk.

Hans Lynge skrev ofte om de vanskelige møder mellem danskere og grønlændere, bl.a. i teaterstykket jûtdlerugtûlersut (Juletravlhed) 1936, hvor han kritiserede danskeres dårlige behandling af grønlændere såvel som grønlænderes druk. Spillet kostede ham jobbet som oversætter på kolonikontoret, og kolonibestyreren hængte pamfletter op i byen og advarede de unge mod at lytte til Hans Lynge. I Ulâjuk Imanerdlo / Ulaajuk og Imaneq 1974, hvor åndemanere står over for kristne, forsvarer Lynge ældre værdier og kunnen. Skuespillet bygger på mundtlige overleveringer fra området omkring Nuuk om kristendommens indførelse i første halvdel af 1700tallet.

Formmæssigt er Hans Lynge påvirket af romantiske syngespil og vaudeviller, men også af mere realistiske genrer. Som regel lavede han selv scenografi og instruerede sine spil. Han har oversat skuespil til grønlandsk, bl.a. Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget og Jens Christian Hostrups Soldaterløjer.

Som billedkunstner arbejdede Hans Lynge både i maleri, tegning, skulptur og grafik. Han er blevet kaldt lysets maler samt oplysningens iscenesætter, hvor lys, luft og lyst hænger sammen. I en tid, hvor særligt det nonfigurative og abstrakte vandt frem på en europæiske kunstscene, valgte Lynge at arbejde figurativt.

Lynge hentede primært sine motiver i den inuitiske myte- og sagnverden samt i de grønlandske landskaber. Oftest vendte han tilbage til de samme sagn i forskellige medier.

Lynges motivverden kan for nutidigt øje i dag måske opfattes romantiske eller nostalgiske, men de var alt andet end dette; snarere er hans motivverden et vedblivende rebelsk oprør, som dels handlede om at afsøge egne rødder, og at nyfortolke og bruge disse rødder i en moderne tid til at opbygge både identitet og land med, men også til at bygge ånd, udsyn og nysgerrighed ud fra.

Hans Lynge rejste både i og udenfor Europa samt på kysterne i Grønland, hvor han både fandt inspiration, undersøgte samt indsamlede fortællinger og motiver.

Lynges billedkunst kan ligesom hans forfatterskab ikke ses udenfor den tid, de var en del af, som på mange måder var en brydningstid. I 1953 fik Grønland status som amt i Danmark herefter fulgte de problematiske politikker G50 og G60 med blandt andet daniseringsprocesserne. I 1979 fik Grønland hjemmestyre, som på mange måder fulgte i kølvandet på massive protester fra særligt de unge, som gennem musik, artikler, taler, udstillinger og digte diskuterede identitet, selvstyre og selvstændighed samt genoplivede de gamle sommerlejre aasivik.

For Hans Lynge blev mødet med kunstnerkollegaen Bodil Kaalund afgørende. Hun arrangerede i 1950erne to udstillinger; en udstilling med dansk kunst i Grønland, og en udstilling på Louisiana i Humlebæk med grønlandsk kunst. Som Hans Lynges enke Inge Lynge har skrevet, så løftede Kaalund med særligt disse udstillinger den grønlandske kunst ud af etnografiens jerngreb, som den ellers i Europa og Danmark var blevet holdt i og fortsat til tider holdes i, og ind på kunstscenen.

Sammen oprettede Kaalund og Lynge i 1972 Grafisk Værksted, i dag Grønlands Kunstskole, som Hans Lynge var første leder af og senere tilknyttet som gæsteunderviser.

Hans Lynge har udført flere offentlige værker, hvoraf den mest kendte er de 13 gobeliner skabt til byrådssalen i Nuuk/Kommuneqarfik Sermersooq mellem 1981 og 1997. Bodil Kaalund var konsulent på opgaven, og Hans Lynge tegnede de 12 forlæg, som blev vævet af væverne Mette-Lise Rössing, Pernille Ponsaing, Bodil Bødtker-Næss og Gina Hedegaard samt med billedvæver Persida Lund (1935-2020) inde over særligt omkring garn og indfarvning. Hans Lynge døde inden færdiggørelsen. Sidste gobelin, Hans Egedes ankomst til Nuuk, blev tegnet af Kaalund ud fra motivet på Godthåbmedaljen, som er udformet af Hans Lynge.

Hans Lynge er blandt andet repræsenteret i samlingerne på Nuuk Kunstmuseum og Nunatta Katersugaasivia Allaagaateqarfialu/Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, men den største samling ejes af Hans Lynge Fonden og Inge Lynge. En samling som i nærmeste fremtid overgår til Fonden til oprettelse af et Grønlandsk Nationalgalleri. Hans Lynge har udstillet i Grønland, Danmark, Norden samt på en international kunstscene.

I 2006 udkom den omfattende monografi Hans Lynge – En grønlandsk kulturpioner om Hans Lynges værker og tekster. I 2010 kuraterede Nordatlantens Brygge og Bornholms Kunstmuseum en større udstilling med Hans Lynges værker under titlen Hans Lynge – mennesket og myten, hvortil der blev udgivet et katalog. I 2025 er en stor udstilling på Museet for Religiøs Kunst Hans Lynge – Lidenskab skal der til!, hvor der i det medfølgende katalog blev sat særligt fokus på Lynges tro, kristendommen og de inuitiske rødder med udgangspunkt i overlappene i hans praksis mellem teatret og billedkunsten.