Jaltakonferencen eller Krimkonferencen, hvor de tre store mødtes i februar 1945. Fra venstre Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin.

.

Plenarmøderne på Jaltakonferencen fandt sted i det tidligere kejserlige palæ, Livadia. Til venstre ses Stalin i ordveksling med den sovjetiske Londonambassadør Maisky. Foran kaminen den amerikanske delegation med præsident Roosevelt til højre. Til venstre for ham (i anden række) den personlige rådgiver Harry Hopkins, udenrigsminister Stettinius (med hvidt hår) og stabschefen, admiral Leahy (i profil).

.

Jaltakonferencen var det sidste topmøde under 2. Verdenskrig mellem den britiske premierminister Winston Churchill, USA's præsident Franklin D. Roosevelt og den sovjetiske stats- og partileder, Josef Stalin. Den blev afholdt i Livadia-paladset ved JaltaKrim i dagene fra den 4. til den 11. februar 1945.

Grænserne efter Jaltakonferencen

På konferencen måtte Churchill og Roosevelt under indtryk af Den Røde Hærs fremrykning indrømme Sovjetunionen en dominerende indflydelse i Østeuropa, især i det for Sovjetunionen vigtige Polen. Her godtog Churchill og Roosevelt, at den sovjetiske vestgrænse kom til at følge 1941-grænsen. Det vil sige, at Sovjetunionen beholdt de områder, som det havde opnået i medfør af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt fra 1939. Det drejede sig om den østlige del af Polen, de tre baltiske stater Estland, Letland og Litauen samt Moldavien ved Sortehavet. Blandt andet i lyset af det forhold at Storbritannien i 1939 var gået ind i 2. Verdenskrig med formål at genoprette Polens uafhængighed og suverænitet, enedes de tre allierede i en fælles erklæring om det Europa, hvori der lovedes frie valg og demokratiske regeringer i Øst- og Centraleuropa.

Polen blev kompenseret for sine landafståelser i øst mod at modtage de tyske østområder i vest langs den østlige side af floderne Oder-Neisse. Det omfattede den sydlige halvdel af Østpreussen (den nordlige halvdel gik til Sovjetunionen og udgør i dag Kaliningrad-enklaven), Schlesien og den østlige del af Pommern. Endvidere accepterede Churchill og Roosevelt en ny polsk regering med kommunistisk flertal.

De hemmelige aftaler

I en hemmeligholdt del af aftalen lovede Stalin at gå ind i krigen mod Japan mod til gengæld at få territoriale indrømmelser i form af økæden Kurilerne og den sydlige del af øen Sakhalin i Det Okhotske Hav, landområder som indtil 1945 havde været japanske. Endvidere at Sovjetunionen opnåede økonomisk indflydelse i Manchuriet i den nordøstlige del af Kina. Denne sidste del af resultaterne fra Jaltakonferencen blev dog ophævet efter det kinesiske kommunistiskparti overtagelse af magten i Kina i 1949.

Konceptet til FN og det tyske spørgsmål

Stalin accepterede Roosevelts koncept til De Forenede Nationer. I det tyske spørgsmål enedes man i princippet om den fremtidige besættelsesforvaltning. Men kontroversielle punkter som de tyske erstatningsbetalinger og en endelig fastlæggelse af den polsk-tyske grænse blev udskudt. En løsning af det tyske problem, det vil sige hvorledes det besejrede Tyskand skulle styres, og hvordan det skulle besættes af de allierede magter, blev efter Roosevelts ønske udskudt til efter krigens ophør og kom først op på Potsdamkonferencen i sensommeren 1945.

Grundlaget for den nye internationale orden

Jaltaaftalen blev grundlag for den nye internationale orden efter 2. Verdenskrig. Den begyndende kolde krig lagde grunden til modstridende tolkninger, og i USA førte aftalen i 1950'erne til stærk kritik af Roosevelt-administrationen, der blev beskyldt for at have solgt ud af amerikanske interesser.

Hvad angik Sovjetunionen blev den anderledes sovjetiske opfattelse af, hvad frie valg og demokratiske regeringer egentlig var, fra den tidlige kolde krig et afgørende problem. Det blev det ikke mindst i forholdet til USA, som fastholdt de traditionelle, vestlige opfattelser af, hvad disse to størrelser egentlig indebar.

Det såkaldte Jaltasystem, dvs. Vestens accept af Østeuropa som sovjetisk interessesfære, forsvandt sammen med de kommunistiske systemers sammenbrud i 1989 og Murens fald.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig