Marcus Aurelius

Han blev født i 121 med navnet M. Annius Verus. Efter sin fars død, voksede han op hos sin bedstefar, der ligeledes hed M. Annius Verus, og som havde været konsul adskillige gange og var i familie med kejseren, Hadrian. Bedstefaren var fra Ucubi (Espejo) i Baetica og, ligesom kejserne Trajan og Hadrian, var Marcus’ familie således fra Spanien.

Marcus var fra barnsben en af Hadrians yndlinge, og han blev efter kejserens ønske som femtenårig forlovet med Ceionia Fabia, der var datter af L. Aelius Caesar, en mand som Hadrian havde adopteret og derved gjort til tronarving. I 138 døde Aelius Caesar, og Hadrian beordrede sin nye tronarving, Antoninus Pius, til at adoptere Marcus og Aelius’ søn, Lucius Verus. Da Hadrian døde blev Marcus forlovet med Antoninus’ datter, Annia Galeria Faustina, der også var hans egen kusine, i stedet for Ceionia.

Marcus Aurelius var kvæstor (et juniorembede)i 139, og blev direkte derefter valgt til Roms højeste embede, konsul i 140, hvilket gentog sig i 145, et år hvor han også blev gift med Faustina.

Marcus blev uddannet af en lang række prominente mænd, heriblandt Fronto, en stor retoriker, hvis brevveksling med Marcus og flere andre kejsere udgør en af de vigtigste kilder til denne periode, og som giver et indblik i Marcus’ personlige forhold. Brevene viser et varmt forhold, hvor Marcus viser stor respekt og kærlighed overfor sin lærer.

Filosofi blev en af de vigtigste hjørnesten i Marcus’ liv, og Q. Junius Rusticus var en af de mest indflydelsesrige personer i Marcus’ filosofiske dannelse som stoisk filosof. Marcus skrev de såkaldte Meditationer under sine germanske felttog, en eklektisk blanding af forskellige tanker om livet, sorg, lykke og positionen som kejser (se nedenfor). Hans adoptivfar, Antoninus Pius, bliver også omtalt i højst rosende toner i dette værk. Det er et enestående værk fra antikken, som giver et unikt indblik i Marcus’ sind.

Den 7. marts 161 døde Antoninus Pius, og både Marcus og Lucius Verus (Aelius’ søn) blev kejsere sammen. For første gang var der således to kejsere: der havde tidligere været en såkaldt ”Augustus” (altså en seniorkejser) og en eller flere ”Cæsarer” (juniorkejsere, der ofte var seniorkejserens sønner) på samme tid, men dette var første gang i romersk historie, at man havde to Augusti, to ligeværdige seniorkejsere.

Verus blev gift med Marcus’ ældste datter, Annia Aurelia Galeria Lucilla. Marcus havde fire døtre, da Antoninus døde, og nu fødte Faustina også Marcus tvillingesønnerne T. Aurelius Fulvus Antoninus og L. Aurelius Commodus. Førstenævnte døde dog, og Commodus blev arving.

Antoninus’ regeringstid havde været en slående rolig periode udenrigspolitisk; Antoninus udmærkede sig faktisk ved aldrig at forlade Italien. Efter hans død, var der dog angreb og oprør flere steder i imperiet: i Britannien og i Germanien blev oprør slået ned, men mere alvorlige forstyrrelser opstod langs Donau-fronten og i østen. Partherne, romernes traditionelle ærkefjende i øst, tog Armenien og angreb Kappadokien og Syrien.

Verus blev sendt mod øst i 162 med en hær, og hans generaler slog partherne tilbage med stor succes: Armenien blev generobret og parthernes hovedstad, Ctesiphon, blev plyndret i 165. i 166 blev de østlige legioner dog ramt af pest og situationen langs Donau-floden var så truende, at Verus måtte slutte fred og vende tilbage til Rom.

Marcus havde planlagt et angreb på stammerne langs Donau-floden i 166, men pesten ramte Rom samme år, og felttoget blev derfor udskudt i to år, mens germanske stammer vedblev at invadere Romerriget. I januar 169 døde Verus pludseligt, mens han var på vej til Donaufronten sammen med Marcus, og Marcus yngste søn, der ligeledes hed Verus og var blevet født i 162, døde også samme år.

Marcus pressede dog på med felttoget, og solgte endda kejserlige ejendele for at skaffe midler til krigene. Marcus’ felttog startede skidt: markomannerne og de såkaldte quadi udmanøvrerede Marcus, og belejrede Aquileia, der lå på den italienske side af de Juliske Alper. Det var en af de værste militære kriser i lang tid. Yderligere germanske stammer invaderede Balkan og Grækenland, og maurerne angreb Spanien. Alle disse blev dog slået tilbage.

Marcus angreb igen de germanske stammer langs Donau-floden i 172, og besejrede markomannerne. Marcus’ sejre mod denne stamme er afbildet på Marcus Aurelius-søjlen, der stadig står i Rom, og som er en efterligning af Trajans søjle, der afbildede dennes sejr mod dakierne. Marcus pacificerede flere andre stammer i de efterfølgende år, men måtte afslutte sine felttog i 175, hvor Avidius Cassius gjorde oprør.

Avidius Cassius var måske den mægtigste mand i Romerriget efter kejseren i den tidlige del af 170'erne. I 175 spredtes rygtet, at Marcus var blevet syg og var død under sit felttog mod de germanske stammer. Dette gjorde, at Avidius Cassius udråbte sig selv som kejser, og vandt støtte fra Syrien, hvor han var født, og hele området herfra til Egypten.

Rygtet viste sig dog at være falsk, og statholderen i provinsen Cappadocia forblev loyal mod kejseren. Dette var centralt, da denne statholder kunne blokere for Avidius Cassius’ march mod Europa, og sidstnævnte formåede aldrig at etablere sig uden for østen. Det stod relativt hurtigt klart, at Avidius Cassius stod i en yderst svær militær situation, og i juli dræbte en af Cassius’ centurioner ham, og sendte hans hoved til Marcus.

Efterfølgende var der tale om, at Marcus’ kone, Faustina, havde været involveret i Avidius Cassius’ oprør. Ifølge Cassius Dio, der skrev få årtier senere, var Faustina bange for, at Commodus, var for ung til at kunne sikre sig tronen, hvis Marcus pludselig døde, idet han kun var 13 år, da Avidius Cassius gjorde oprør. Derfor havde hun allieret sig med Avidius Cassius, således at han skulle tage tronen i tilfælde af kejserens død, for derefter at give den videre til Commodus.

Ifølge Dio var det Faustina, der sendte besked til Avidius Cassius om Marcus’ død, fordi sidstnævnte var syg og sandsynligvis ville dø. Dette må dog betegnes som spekulation, og det er værd at bemærke, at Faustina forblev Marcus’ kone også efter oprøret.

Efter Cassius’ død rejste Marcus rundt i østen med Faustina, som døde i slutningen af 175, og Commodus, som blev gjort til Augustus i 176. I 178 vendte han igen tilbage til Donaufronten og blev der indtil sin død 17. marts 180.

Marcus er generelt, både i antikken og i moderne forskning, blevet beskrevet højst positivt som en filosof-kejser, og han var uden tvivl en kompetent og dedikeret hersker. Han kritiseres dog også for at have brudt med adoptivkejsersystemet og ladet sin søn Commodus, der var en inkompetent og forhadt hersker, få tronen.

Denne kritik er også forbundet med, at adoptivkejserperioden ofte er blevet idealiseret som en guldalder i romersk historie, og allerede få årtier efter Marcus’ død skrev den senatoriske historiker, Cassius Dio, i sit værk om Roms historie, idet hans fortælling bevægede sig fra Marcus til Commodus, at ”vores historie bevæger sig nu fra et gyldent kongedømme ned til ét af jern og rust.”

Ved nærmere eftersyn er billedet dog mere komplekst. For det første er det tvivlsomt, om der egentlig var et fasttømret system for adoption af den næste kejser, som Marcus så brød med.

Nerva havde ingen børn, og valgte den måske mest magtfulde general i Romerriget, Trajan, der havde kontrol over de mange legioner ved Rhinen. Flere kilder peger derudover på, at Hadrian hverken var blevet udvalgt af Trajan som sin efterfølger eller blevet adopteret af ham, men at han blot tog magten, da Trajan døde, og derefter arrangerede adoptionen posthumt. Hadrian havde ingen sønner, og adopterede Antoninus Pius. Sidstnævnte havde heller ikke nogen søn og adopterede Lucius Verus og Marcus.

Marcus var således den første kejser i denne periode, der havde en søn, Commodus, og han udpegede ham som efterfølger. Det forekommer således, at adoptionerne af forskellige kejsere i højere grad var ad hoc-løsninger på tronfølgeproblemer end et egentligt system, der skulle erstatte de konventionelle familiedynastier. Med andre ord, blev det givetvis set som naturligt, at Marcus lod Commodus overtage tronen, og han installerede også en lang række erfarne vejledere til at støtte Commodus. Lige lidt hjalp det, og Commodus’ inkompetence gjorde, at han blev myrdet, og et nyt familiedynasti, Severerne , tog magten i Rom efter blodige borgerkrige.

Ved sin død efterlod Marcus Aurelius sig en række optegnelser fra sine senere leveår. Ukendt for hans samtidige og den umiddelbare eftertid blev de opbevaret og senere udgivet i tolv "bøger" på i alt ca. 100 sider. Der er tale om private optegnelser af fragmentarisk karakter, skrevet på græsk og øjensynlig kun tænkt for kejseren selv, en slags "åndelig dagbog". Håndskrifternes titel, "For ham selv", er dækkende.

Indholdet udgøres af refleksioner, der stadig kredser om temaer som livets korthed og det enkelte menneskes ubetydelighed, om verdensordenens skønhed og værdi. I dette lys bliver, ligesom hos Seneca, individets håndtering af ydre goder og ydre tilskikkelser særlig vigtig; det gælder også individets forpligtelse til at arbejde for fællesskabet og for den enkelte "fælle", med hvem man deler grundvilkår.

Marcus Aurelius' filosofi er direkte inspireret af stoikeren Epiktet, men i en radikaliseret og meget prægnant udgave. Fra Epiktet har han idéen om at praktisere filosofi som en daglig "åndelig øvelse". Trods forskel i tone og karakter viderefører Marcus Aurelius også den tidlige stoicismes mere teoretiske og teknisk betonede filosofi.

Nyere forskning har lagt vægt på den kunstfærdige retoriske udarbejdelse og nødvendigheden af at forstå de enkelte optegnelser som del af en samlet verdensforståelse, der holder "pessimisme" og "optimisme", distance og engagement, i balance. På dansk er værket senest udgivet under titlen Meditationer (1996, med indledning af Villy Sørensen).

• stoicisme
• Romerrigets historie
• adoptivkejserne