KØN - Gender Museum Denmark. Museets facade ud mod Domkirkepladsen i Aarhus.
Af /KØN.

KØN – Gender Museum Denmark (tidligere Kvindemuseet) er et museum i Aarhus. Det er et landsdækkende specialmuseum, hvis formål er at belyse kønnenes kulturhistorie fra middelalderen til i dag, herunder kønnenes skiftende relationer og livsvilkår over tid.

KØN er en selvejende institution og et statsanerkendt museum. Det vil sige, at det modtager offentlig støtte og til gengæld løser en række opgaver i henhold til museumsloven. Opgaverne omfatter indsamling, registrering og bevaring af genstande samt forskning og formidling inden for museets ansvarsområde.

Museet har til huse i Aarhus' gamle rådhus og senere politistation ved siden af domkirken. Bygningen blev opført i 1857 og fredet i 1996. Den huser i dag også Besættelsesmuseet.

Museet havde i 2023 et besøgstal på godt 50.000.

Museets formidling

Den permanente udstilling KØN REDELIGHED // GENDER BLENDER åbnede i 2017 og afspejler museets udvidede ansvarsområde. Den formidler kønshistorie, kønsforståelse og kønnenes samfundsmæssige betydning i et historisk perspektiv. Samtidig fungerer den som en interaktiv og brugerinddragende platform, der skal indbyde til refleksion og debat.
Seksualundervisning på KØN. Museet udbyder en række undervisningstilbud til skoler og ungdomsuddannelser inden for emnerne køn og seksualitet.

KØN formidler sit emneområde gennem skiftende udstillinger. Formen spænder fra tematiske kulturhistoriske udstillinger, baseret på resultaterne af museets egen forskning, til installationer produceret i samarbejde med forskellige kunstnere. Museet arbejder også med brugerinddragelse, og en stor del af gæsterne er skoleelever, som deltager i forskellige workshops eller undervisningsforløb.

Museet benytter sig desuden af formidling uden for sine egne mure, bl.a. ved forskellige pop-up-aktiviteter i byrummet. Bag museet ligger Mathilde Fibigers Have, opkaldt efter én af de første danske kvindesagsforkæmpere.

I kraft af sit ansvarsområde spiller KØN naturligt en rolle i den offentlige debat i forhold til at sætte emner som køn og ligestilling på dagsordenen og kan ses som en repræsentant for de aktivistiske museer, der især efter årtusindskiftet er blevet en stadig større del af museumslandskabet.

Museets historie

Selv om museet i 2021 skiftede navn, har KØN ikke glemt sine rødder. I udstillingen Rødstrømperne fortælles historien om den del af kvindebevægelsen, der især prægede debatten i 1970'erne. Den fik varig indflydelse både på konkret politik, på mange kvinders selvopfattelse og på måden, man italesatte kønsroller og ligestilling.

Museet udspringer af 1970'ernes kvindebevægelse, som blandt meget andet også skabte en øget interesse for kvindehistorie. I 1982 stiftede en gruppe kvinder en forening med det formål at opbygge et museum for kvindehistorie, og i forbindelse med Aarhus Festuge i 1984 kunne man for første gang invitere publikum indenfor til udstilling i Kvindemuseet på Domkirkepladsen.

Museet er ét af ganske få i verden, som beskæftiger sig med netop dét emne, og dets professionelle tilgang vandt hurtigt anerkendelse både i det historiefaglige miljø og blandt det brede museumspublikum. I 1991 blev museets statsanerkendt som specialmuseum for kvinders kulturhistorie, og i 2012 overgik man fra foreningseje til at blive en selvejende institution.

Fra starten handlede museet således om kvindehistorie, lige fra det traditionelle husarbejde og moderskab til feminisme og frigørelse, hvilket også afspejlede sig i det oprindelige navn Kvindemuseet. I takt med at synet på kønnene og deres relationer ændrede sig i samfundet som helhed, ændrede museet dog også fokus. Allerede fra 2000'erne forsøgte man sig med eksperimenterende og debatskabende udstillinger, som behandlede kønsroller og kønsbegrebet mere bredt. Efter en dialog med Slots- og Kulturstyrelsen fik museet i 2016 udvidet sit ansvarsområde til at omfatte alle kønnenes kulturhistorie.

Navneskifte

Som en konsekvens af det udvidede arbejdsfelt valgte museet under ledelse af Julie Rokkjær Birch (f. 1983) i 2021 at skifte navn fra Kvindemuseet til KØN – Gender Museum Denmark. Det viste sig at være en kontroversiel beslutning, som vakte stærke følelser. En række af de feminister, som i sin tid havde været med til at starte museet, kritiserede både selve beslutningen og processen, der havde ledt op til den. De kaldte beslutningen "woke" og mente, at den var tegn på manglende respekt for museets oprindelse og historie.

Kritikerne frygtede desuden, at fjernelsen af ordet "kvinde" fra navn og vedtægter ville udvande museets arbejde og risikere på sigt at føre til en afvikling. Debatten rasede både i lokale og nationale medier, og der blev startet en underskriftsindsamling. I sidste ende stod beslutningen dog ved magt og navneskiftet blev gennemført.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig