Mathilde Fibiger

Mathilde Fibiger voksede op omgivet af begavede idealister: “for meget, baade af skarp Forstand og farlig Følelse”, skrev fætteren Johannes Fibiger om familien.

Faderen var officer og militærforfatter. I 1830 blev han leder af den nyoprettede militære højskole i Gjethuset på Kongens Nytorv, og her blev Mathilde Fibiger født som den yngste af ni børn. Moderen levede følsomt hengivent for sine børn.

Hjemmets atmosfære var præget af litterære, politiske og nationale interesser; drengene blev uddannet ved militæret eller universitetet, mens pigerne hovedsageligt fik deres viden fra skønlitteraturen. Børnene tegnede og skrev digte og dramaer, som de selv opførte.

I 1835 blev faderen afskediget fra højskolen og forflyttet til provinsen på grund af uoverensstemmelser med ledelsen og sit åbent demokratiske sindelag. Herefter gik det tilbage for familien. Forældrenes uforligelige temperamenter og dårlige økonomi førte til separation i 1843.

Mathilde Fibiger og hendes søstre havde fulgt moderen tilbage til København; ved hendes død i 1844 opløstes hjemmet, og søstrene måtte tidligt forsørge sig selv inden for de få arbejdsområder, som stod kvinder åbne. Mathilde Fibiger boede i denne periode hos sine søskende og hos faderen i København

I 1849 rejste Mathilde Fibiger til Lolland som huslærerinde hos en skovriderfamilie på Maltrupgård nær Sakskøbing. Her skrev hun brevromanen Clara Raphael og sendte manuskriptet til J.L. Heiberg for at anmode ham om at stå for udgivelsen. Kort før jul 1850 (1851 på titelbladet) udkom bogen med Heibergs omhyggeligt skrevne forord.

Clara Raphael spejler det demokratiske og nationale opbrud, som prægede årene 1848-50, hvor Enevælden blev afskaffet, og Danmark var i krig med Tyskland. Romanen består af 12 breve, hvoraf Clara Raphael skriver de 11 til veninden Mathilde.

De samfundsmæssige bevægelser har inspireret Clara til at forlade den tante, hun bor hos, for selv at gøre nytte som guvernante i provinsen. I de første otte breve skildrer hun sit nye landlige miljø i en muntert ironisk tone; hun kommer i et modsætningsforhold til de lokale beboere med sine ligestillingsidéer, men lover at bruge sit liv på at kæmpe for “Damernes Emancipation”.

I de sidste to breve fortæller hun om mødet med den unge baron Axel. Hans frieri til hende sætter løftet på prøve, men han indvilliger i at indgå et platonisk ægteskab, som tillader Clara at holde sit løfte.

I de følgende år levede Mathilde Fibiger på lejede værelser i København, i perioder sammen med søsteren Ilia Fibiger, der også var forfatter. De underviste, malede porcelæn og syede skjorter. Sommeren 1852 boede Mathilde Fibiger nogle måneder på Rønnebæksholm ved Næstved hos Marie Toft og Grundtvig, og her skrev hun sin anden roman En Skizze efter det virkelige Liv, 1853.

Den handler om to forældreløse søstre og deres bejlere. Den ældste afviser overlegent alle mænd som svage, mens den yngste til slut lader sig overmande af kærligheden.

Anmelderne tog godt imod denne udvikling i forfatterskabet, hvor cølibatet var et tilbagelagt stadium, men bogen skaffede ikke Mathilde Fibiger hverken økonomisk gevinst eller litterær anseelse.

Hendes sidste roman Minona, 1854, blev hendes største satsning med en incesthistorie som det ømtålelige hovedtema. Det er en filosofisk roman om kærlighedens og kønnets indlejring i patriarkatets magtstrukturer.

Minona forelsker sig i sin broder, der er vendt hjem efter mange års fravær. En sidehistorie handler om veninden Tyra, der forstødes af sin familie efter et uægteskabeligt kærlighedsforhold og graviditet. Tyra forsvarer sin handlemåde, indtil kærestens svigt foranlediger hende til selvmord. Minona bøjer sig omvendt for samfundets og religionens lov og overfører sine følelser for broderen på Kristus, en vending, der dog også fører til hendes død.

Den følelsesmæssigt højspændte roman, hvor handlingen ofte standses af etiske og religiøse refleksioner, var på en gang voldsommere i sit angreb på kønssystemet end debutromanen, og indeholdt færre forslag til konkrete ligestillingsreformer.

Den blev meget kritisk modtaget, hvorefter Mathilde Fibiger opgav forfatterskabet.

I 1856 fik hun tilkendt en årlig understøttelse på 80 rigsdaler af enkedronning Caroline Amalie, og med den førte hun egen husholdning som syerske og oversætter fra tysk, hun oversatte et par af E.T.A. Hoffmanns fortællinger og en af B. Auerbachs romaner. I 1859 anmeldte hun Ilias Rettroende Eventyr i Berlingske Tidende, og efter søsterens død i 1867 skrev hun hendes biografi som forord til hendes efterladte digte.

Mathilde Fibiger var da selv slået ind på en anden vej. Finansminister og senere hospitalsborgmester i København C.E. Fenger hjalp hende til en uddannelse som telegrafist. Efter en treårig elevtid blev hun 1866 ansat som “ekstraordinær Assistent” ved Den danske Statstelegraf, ekstraordinær fordi hun var den første kvinde i etaten og statens første kvindelige tjenestemand.

Som telegrafist arbejdede hun fire år i Helsingør, et år var hun stationsbestyrer i Nysted på Lolland, før hun endte i Århus.

I 1869 skrev hun til Tidskrift för hemmet den fine artikel Den Ensommes Hjem om den enlige, arbejdende kvindes hjemmeliv, og i 1870 til samme blad en omtale af Leonora Christinas nyligt fundne og udgivne Jammersminde.

Mathilde Fibiger glædede sig over udgivelsen af Georg Brandes’ oversættelse af J.S. Mills Kvindernes Underkuelse,1869, men hendes forestillinger om kvindeemancipation afveg på væsentlige punkter fra det moderne gennembruds.

Mathilde Fibiger ville skaffe kvinderne frihed til at udvikle deres egen identitet på lige fod med mænd, men hun ønskede ikke, at de skulle blive ligesom mænd. På Fredrik Bajers opfordring meldte hun sig dog ind i Dansk Kvindesamfund ved dets stiftelse. “Min Virksomhed ligger jo indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfatterinden end er død, saa lever jo Arbejdersken,” skrev hun til Bajer i 1871.

• Mal. fra 1891 af Tycho Jessen. Mal. fra 1853 af J. Roed på Fr.borgmus. Træsnit af C.L. Sandberg. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Lise Busk-Jensen: Mathilde Fibiger – Clara Raphael, 1979. Mathilde Fibiger: Clara Raphael, Minona, udg. af Lise Busk-Jensen, 1994.

• Mathilde Fibiger

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.