Lyon

I 43 f.v.t. anlagde romerne en veterankoloni i tilknytning til en gallisk bosættelse, som fik navnet Lugdunum. Det blev en vigtig handelsby og knudepunkt for handelsvejene mellem Italien og de nordlige og vestlige dele af Romerriget, endvidere var den hovedby for provinsen Gallia Lugdunensis. I 12 f.v.t. rejstes et alter for Rom og kejser Augustus, som årligt blev besøgt af medlemmer af forskellige galliske stammer. De to første århundreder e.v.t. blev Lugdunums storhedstid, og flere ruiner vidner i dag om den romerske fortid. Her findes rester af et teater, et amfiteater, en akvædukt og et tempel for Kybele.

Kristendommen kom hertil i 100-tallet. Det blev er ærkebispesæde og udgangspunktet for udbredelsen af kristendommen til hele Gallien. Ærkebiskoppen kaldtes primat af Gallien. Med Romerrigets opløsning fik byen en sekundær rolle, fordi den lå for langt fra de dominerende europæiske regenters magtcentre, og ærkebiskopperne tog den reelle magt over byen.

Efter Karl den Stores død i 814 blev karolingerriget opdelt med en traktat indgået i Verdun, kaldet Forliget i Verdun, i 843. Ifølge den tilhørte Lyon den midterste del af riget, som gik til Lothar 1., og betydningen af Lyon steg igen, da det blev en vigtig grænseby. Fra 918 overgik byen til kongeriget Burgund, under hvilket den i 1032 blev en del af Det Tysk-romerske Rige med byens ærkebiskop som den reelle magthaver.

Indtil 1300-tallet sad ærkebiskopperne tungt på magten over byen, men den blev udfordret, og i 1307 blev Lyon indlemmet i Frankrig og fik fulde stadsrettigheder i 1320.

I renæssancen udviklede Lyon sig betydeligt. Byen var i 1400-tallet en af Europas vigtigste internationale handelspladser. I 1467 etablerede Ludvig 11. et silkevæveri med italienske arbejdere, og i 1600-tallet var byen førende i Europas silkeproduktion med omkring 14.000 væve. I 1473 blev her etableret et trykkeri. Lyons befolkning voksede fra 40.000 i 1515 til 50.000 i 1550. Denne anden opgangsperiode blev bremset af Religionskrigene i 1500- og 1600-tallet.

Under Den Franske Revolution var Lyon i begyndelsen girondinsk, og det førte til en opstand i maj 1793 mod den jakobinske leder i Lyon, Joseph Chalier, og hans styre. Han blev henrettet i juli, men opstanden blev nedkæmpet af Nationalkonventets tropper i månederne efter. Det førte til betydelige ødelæggelser i byen.

Napoleon 1. hjalp Lyon tilbage ved at støtte silkeindustrien, og i samme periode blev jacquardvæven, der semiautomatiserede væveprocessen, udviklet. Det var grundlaget for et økonomisk og industrielt boom, der varede indtil 1. Verdenskrig. Denne udvikling tiltrak titusindvis af fabriksarbejdere. Arbejdsforholdene gjorde, at der kom arbejderopstande. Silkevævernes, canutterne, opstande i 1831 og 1834 var særligt markante. I løbet af 1800-tallet sluttede silkeproduktionens dominans, og andre industrier, som jernbane-, bilindustri og kemisk industri, opstod. Desuden blev Lyon center for bankvæsen.

Under 2. Verdenskrig var Lyon en af de største byer i den del af Frankrig, der ikke var besat af tyske tropper, og områder blev centrum for store netværk af modstandsfolk, hvor mange blev samlet af Jean Moulin. Efter afslutningen af krigen kom Lyon hurtigt i vækst og oplevede en kraftig byudvikling med opførelsen af nye boligkvarterer. Med vigtige industrier og en voksende servicesektor er byen både en fransk og europæisk storby.

Lyon er en af Frankrigs vigtigste industribyer. Den historiske silkeindustri udviklede sig til en bredere fremstilling af kvalitetstekstiler. Det medførte, at her også blev fremstillet maskiner til tekstilproduktion, og det dannede udgangspunktet for en omfattende maskinindustri og en af de tidligste bilfabrikker. Et andet industrielt tyngdepunkt er den kemiske industri, der blandt andet fremstiller tekstilfarvestoffer og højteknologiske farmaceutiske og bioteknologiske produkter. Hertil kommer et olieraffinaderi og en betydelig petrokemisk industri, der ligger langs Rhônefloden syd for byen.

Lyon er også et vigtigt center for serviceaktiviteter. Historisk har international engroshandel og bankvæsen været de dominerende aktiviteter. Det er efter 2. Verdenskrig suppleret med konsulentvirksomheder og anden erhvervsservice. Det er den næststørste universitetsby i Frankrig med omkring 190.000 studerede (2024), fire universiteter på ni campusser og flere højere læreanstalter.

Lyons udvikling skyldes i høj grad, at trafikken mellem Nordeuropa og den franske Middelhavskyst nødvendigvis må koncentreres her mellem Alperne og Centralmassivet, samtidig med at der er gode forbindelser til Schweiz og til Italien, via Mont Cenis-passet. Byen er derfor et knudepunkt for motorvejsnettet og nettet af højhastighedstog (TGV) i det sydøstlige Frankrig. Øst for byen ligger den internationale lufthavn, Lyon-Saint-Exupéry. Den åbnede i 1950, og i 1994 blev den forbundet direkte med Paris og Marseille via til TGV-nettet.

Lyon har en metro med fire linjer, hvor den første åbnende i 1974, og en femte er planlagt til at åbne i 2030. Desuden er der bus- og sporvognsforbindelser samt en kabelbane.

Både Rhône og Saône er sejlbare og har i århundreder være brugt til transport mellem og inden for byen. I 1800-tallet var her en betydelig dampskibstrafik. I dag er det turistsejlads, der er dominerende.

En af disse kvinder var mère Brazier, født i 1895 under beskedne kår. Hun blev alenemor som 19-årig og kom i huset hos en velhavende familie og senere i køkkenet i en af de førende restauranter i Lyon, der var ejet af Françoise Fillioux. Her lærte hun at kokkerere og drive restaurant. Hun fik muligheden for at blive selvstændig i 1925, og i 1933 blev hun den første kvinde, der blev tildelt tre Michelin-stjerner.

Mère Brazier oplærte mange anerkendte kokke, heriblandt Paul Bocuse. I 1960'erne og 1970'erne spillede han og andre kokke fra Lyon en central rolle i udviklingen af nouvelle cuisine, som øgede opmærksomheden på råvarernes kvalitet og friskhed, en lettere smag og præsentationen af de enkelte retter.