Faktaboks

Matti Nykänen

Matti Ensio Nykänen

Kælenavn: "Den Flyvende Finne"

Født
17. juli 1963, Jyväskylä, Finland
Død
4. februar 2019

Matti Nykänen var en finsk skihopper, der regnes for en af de største i sportens historie. Han er indtil videre den eneste skihopper i historien, der har vundet alle de største skihop-konkurrencer, nemlig OL, VM, firebakketurneringen, skiflyvnings-VM og den samlede World Cup.

En karismatisk personlighed

Nykänens liv og karriere var dog ikke kun præget af de mange sportslige sejre. Han var også en karismatisk personlighed udenfor sporten med et til tider kaotisk privatliv, der gjorde ham til en både elsket og kontroversiel figur.

Efter sin aktive karriere som skihopper forsøgte han sig bl.a. som rocksanger og stripper. Han nåede også at være gift fem gange og havde derudover problemer med alkohol, ligesom han var involveret i en række voldssager, blandt andet hustruvold.

Mange nulevende finske sportsudøvere bliver stadig målt i forhold til Matti Nykänen, når det gælder resultater og deres indflydelse på finsk sport generelt.

En stjerne fødes

Finsk frimærke med Matti Nykänen.
Af .

Matti Nykänen blev født den 17. juli 1963 i Jyväskylä i Finland og markerede sig ganske tidligt i skihopsporten.

Den internationale skihopverden fik for første gang en smagsprøve på hans evner i løbet af ganske få uger i starten af 1981. I slutningen af januar måned blev han juniorverdensmester i Tyskland, da han vandt guld foran østrigeren Ernst Vettori (f. 1964) og canadieren Steve Collins (f. 1964).

Denne guldmedalje udløste en wildcardplads på det finske seniorlandshold, da World Cuppen kort tid senere skulle finde sted på hjemmebanen i Lahti. I den første konkurrence på den ikoniske lille bakke blev Nykänen nummer 6, i sig selv et imponerende resultat af en junior. Men han var alligevel kun den tredjebedste finne på dagen, da Jari Puikkonen (f. 1959) vandt og Pentti Kokkonen (f. 1955) blev nr. 3. Dagen efter på den store bakke havde Nykänen rystet debutantnerverne af sig og erobrede sit første World Cup-podium ved at blive nummer 2 efter Puikkonen.

Det internationale gennembrud

Matti Nykänen ved vinter-OL i 1988.

Matti Nykänen
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Året efter i vinteren 1981-1982 markerede Matti Nykänen sig stærkt i toppen af resultatlisterne og sluttede sæsonen som en samlet nr. 4. Undervejs vandt han sine 3 første World Cup-sejre (46 sejre totalt i karrieren, næstflest af alle).

Han blev også verdensmester ved VM i Oslo på den store bakke (hans første af i alt 5 VM-guld, men den eneste individuelle guldmedalje). Dermed var en gylden æra for finsk skihop generelt skudt i gang med Nykänen som den ubestridte konge.

Olympisk guld

Det var dog gennem De Olympiske Lege, at Matti Nykänen for alvor slog igennem i den brede internationale offentlighed. Ved vinter-OL i Sarajevo i 1984 vandt Nykänen sølv på normalbakken og tog efterfølgende guldet på den store bakke. Sejren på den store bakke blev med den største margin i olympisk historie, hvilket virkelig åbnede den brede omverdens øjnene for den unge finne. Hans svævestil og præcision i afsættet var i en klasse for sig, og han blev hurtigt kendt internationalt som "Den Flyvende Finne".

Fire år senere ved OL i Calgary cementerede han sin stjernestatus med en række rekordpræstationer. Ikke nok med at han blev den første skihopper nogensinde, der forsvarede en OL-titel. Sejrsmargin var på imponerende 17 point til nr. 2, hvilket var markant mere, end nogen tidligere havde vundet med.

Hans revanche blev total, da han også vandt konkurrencen på den lille bakke (med 16,5 point), og derudover var han en kraftigt medvirkende årsag til, at Finland også vandt premieren på holdkonkurrencen foran Jugoslavien og Norge.

På den måde blev han den første skihopper, der vandt flere olympiske guldmedaljer ved samme mesterskab.

Mange sejre og øst-vest-duellerne

Nykänens succes fortsatte op gennem 1980'erne, hvor han opnåede i alt ni VM-medaljer, heraf fem af guld. Hans evne til gentagne gange at præstere på det højeste niveau var enestående, og han vandt den samlede World Cup i både 1983, 1985, 1986 og 1988.

Det var dog især hans utrolig mange tætte dueller med østtyskeren Jens Weißflog (f. 1964), der var kraftigt medvirkende til at skabe grundlaget for Nykänens popularitet i løbet af 1980'erne.

Fælles for både Nykänen og Weißflog var, at de begge var meget talentfulde og ambitiøse. Men deres forskelle var også meget tydelige, både i hopstil og personligheder. På den måde komplementerede de hinanden på en måde, der skabte sin egen æra i hopsporten. Nykänens hopstil blev betragtet som elegant og flydende, og den kom til at stå i skarp kontrast til Weißflogs mere kraftfulde og aggressive måde at hoppe på.

Deres dueller udviklede sig udover det rent sportslige. Rivaliseringen fik nemlig ret hurtigt også en kulturel dimension, da de hver især kom til at symbolisere den større politiske og ideologiske konflikt mellem øst og vest i løbet af Den Kolde Krigs sidste årti.

På trods af at de var hårde konkurrenter herskede der en stor gensidig respekt mellem de to skihoppere, en respekt, der fortsatte, efter at de begge var stoppet på konkurrenceniveau.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig