Natalie Zahle

Natalie Zahle voksede op i Hvedstrup præstegård ved Roskilde og var stærkt præget af begge forældre. Moderen havde mistet sin førlighed, men ledede værdigt, intelligent og mildt hjemmet fra sin stol. Faderen var en dynamisk mand, der gav sig tid til at interessere sig for andet end sit præstekald, nemlig naturvidenskab og digtning.

Natalie Zahle misundte sin halvandet år ældre broder P.Chr. Zahle (1825-1898), at han var dreng. I hendes yndlingsbøger var skurke, helte eller heltinder hovedpersoner, som fx i J.F. Coopers Den sidste Mohikaner. Selv lærte hun sig læsning og skrivning ved at skrive sin faders digte og prædikener af. Hans stil prægede hende resten af livet.

Forældrene døde med kun en måneds mellemrum i 1837, og Natalie Zahles andet hjem blev hos bedsteforældrene Böttger i København. Hendes tredje barndomshjem var hos professor, zoolog D.F. Eschricht og hans hustru Mariane (1811-1879).

I København startede hendes første egentlige skolegang i Døtreskolen af 1795. Efter konfirmationen måtte hun forsørge sig selv som privatlærerinde. I de næste seks år arbejdede hun da hos forskellige familier, mens hun energisk læste, uddannede sig selv og eksperimenterede med undervisningen.

De bevægede år i slutningen af 1840’erne blev afgørende for Natalie Zahles patriotiske og nationalliberale sindelag. Hun var stræbsom og ærekær og drømte om at skabe bedre uddannelsesmuligheder for piger.

Der fandtes endnu ingen kompetencegivende uddannelser for kvinder, bortset fra en institutbestyrerprøve, som kunne give adgang til at lede en privatskole i København Natalie Zahle havde den opfattelse, at kvinder var nyttige samfundsressourcer og derfor burde gå i skole, hvad enten de blev husmødre eller fik et erhverv. I samtiden var den modsatte opfattelse udbredt, nemlig at kvinder var det huslige livs gartnere og skulle opdrages inden for hjemmet.

Natalie Zahle blev støttet i sin opfattelse, da hun i 1849 vendte tilbage til København og kom ind på Annestine Beyers og Emil Bojsens Højere Dannelsesanstalt for Damer, som var en progressiv kvindeskole. Her lærte man fx de “nye” fag dansk og historie, og pædagogikken var præget af den tyske pædagog Friedrich Fröbels idéer.

I 1851 bestod Natalie Zahle institutbestyrerprøven, lejede en femværelses lejlighed på hjørnet af Holmensgade og Hummergade og åbnede et privatlærerindekursus med pension. Et år senere måtte hun lukke det på grund af mangel på elever og var på nippet til at rejse udenlands, da hun blev tilbudt at overtage barneskolen Frk. Foersoms Skole.

Hun var anbefalet af provst Balthasar Münter, der sad i Københavns skoledirektion og havde læst hendes "Plan for en Pigeskole", som hun havde skrevet til sin afsluttende prøve. Denne plan slog som noget helt nyt bro mellem de to nævnte hovedopfattelser af kvinders uddannelse.

Natalie Zahle slog til, og i 1852 startede N. Zahles Skole i Kronprinsensgade med 25 elever. Snart efter kom endnu 25 elever fra Susette og Carl Mariboes Dannekvindeskolen til. Ti år senere havde skolen 200 elever. Den stadigt ekspanderende skole flyttede i 1856 til Gammel Strand.

I disse år gennemførte Natalie Zahle en systematisk planlægning af undervisningen, etablerede som noget nyt etårige klasser og konsoliderede tanken om skolen som et hjem.

Hendes succes skyldtes ikke kun hendes idéer. Hendes organisatoriske talent var legendarisk, og hun havde næse for at finde unge, begavede lærere og lærerinder. Mange af hendes tidlige lærere blev senere store navne, fx højskolemanden Jens Nørregård, præsten og folkemindeforskeren H.F. Feilberg, musikpersonlighederne Henrik Rung og Emil Hartmann, der grundlagde skolens stadig berømte sangtradition.

Natalie Zahle forstod at trække på de skolede læreres faglige viden til gode for skolen og for de unge, uskolede lærerinder, der jo ikke selv var egentligt uddannede. Omvendt udviklede hun selv og lærerinderne på det pædagogiske felt Johann Heinrich Pestalozzis tanker om moderen som den centrale opdrager under mottoet “skolen som et hjem”, og hun skabte en hidtil uset balance mellem “det levende ord” og den disciplinerede indlæring.

Natalie Zahles styrke var handlekraft snarere end teoretisk talent. På baggrund af praktiske eksperimenter skabte hun sin uddannelsesfilosofi. Set i et klasseperspektiv afgrænsede hun opdragelsen opad mod den forsvindende adel og nedad mod den voksende arbejderklasse.

Set i et kønsperspektiv udvidede hun synet på de kvindelige elever. De skulle opdrages til nogle af de traditionelt mandlige dyder som stræbsomhed, foretagsomhed, viljestyrke og skaberevne uden dog at miste en “kvindelig” æstetisk sans. Set i et dannelsesperspektiv skulle indlæring af kundskaber gå hånd i hånd med en personlig karakteropdragelse. Kundskabsdannelse og vidensophobning var ikke nok.

Dette kan kaldes Natalie Zahles dobbeltstrategier, og de gik igen i hendes opfattelse af spørgsmålet om kvindefrigørelse. Hun nægtede at vælge mellem de klassiske emancipationsstrømninger, særarts- eller lighedsstrategien. Tvetydigheden og modsætningsfyldtheden blev hendes adelsmærke, både i hendes skolepraksis og i hendes få, teoretiske skrifter, fx Om Kvindens Uddannelse her i Landet, 1-2, 1882-1883.

Hun stillede sig bevidst, ikke mellem, men på, to stole, var pragmatiker og ønskede med sine skoler at skabe baggrund for friheden til at vælge. Fra hendes skoler udsprang både landets første feminister og mange af de danske pionerkvinder inden for politik, erhverv og uddannelser. Augusta Fenger (1844-1931), Anna Hude, Ida Falbe-Hansen, Lis Jacobsen, Ingrid Jespersen, Erna Juel-Hansen, Th. Lang, Ingeborg Simesen (1861-1943) og Henriette Skram var alle Zahle-elever.

Natalie Zahles forhold til de organiserede kvindebevægelser var afventende, og hun tog ingen egentlige kvindepolitiske initiativer, da hun ikke ønskede at tage offentligt standpunkt i kontroversielle spørgsmål. Alligevel var hendes værk en af de vigtigste forudsætninger for 1800-tallets kvindefrigørelse. Selv var hun menigt medlem af Kvindelig Læseforening og Dansk Kvindesamfund .

Hvor dreven hun end var, handlede hun ikke i et socialt tomrum, men i takt med kvinders behov for uddannelse. Den danske stat tog først uddannelsesinitiativer for piger over 14 år efter 1900. Natalie Zahle fiskede derfor i rørte vande med sine stadigt nye skoleinitiativer.

Disse nyskabelser var mange, og Natalie Zahle samlede dem alle under navnet N. Zahles Skole, der i sin opbygning var udtryk for landets første realiserede enhedsskole . Eleverne kunne starte i barneskolen, dernæst tage et års hviletid, hvorefter de konfirmerede elever kunne vælge mellem at læse til studenter-, skole- eller privatlærerinde- eller almindelig forberedelseseksamen. Eller de kunne tage de frie fortsættelsesklasser.

Institutionelt skabte Natalie Zahle således:

• privatlærerindeskole 1851
• pensionat 1852
• barneskole 1852
• lærerindeskole 1860
• de frie fortsættelsesklasser 1861, der var forløber for både højskole 1877 og pigeskoleeksamen 1904
• musikskole 1869
• gymnasium 1877
• almindelig forberedelseseksamen 1882
• gymnastik 1864
• sundhedslære 1880
• husholdningsskole 1882
• statsanerkendt seminarium 1894
• seminarieskole 1895.

Disse skoler fordelte sig i tre hovedspor i hendes institution: lærerindeskolerne, barne- og gymnasieskolen og de særlige skoler.

N. Zahles Skole udviklede sig i løbet af den sidste halvdel af 1800-tallet til et uddannelsesimperium, der fra 1877 fik til huse på Nørre Vold. Her havde Natalie Zahle selv været bygherre for komplekset af skolehuse, der var på forkant med tidens krav til indretning, æstetik og monumental skolearkitektur, da det blev opført. I 1885 gjorde hun N. Zahles Skole til en selvejende institution, der kunne række ud over hendes egen levetid.

Politisk var Natalie Zahle nationalliberal, patriotisk og kongetro. Hun var stærkt religiøs i gammelluthersk, men grundtvigiansk præget forstand. Hun fastholdt sine standpunkter livet igennem og syntes derfor at fremtræde stærkt konservativ efter kulturradikalismens, socialismens og feminismens gennembrud i århundredets sidste fjerdedel.

Men også her slog hendes menneskelige rummelighed og pædagogiske pragmatisme igennem, idet hun aldrig fraveg, at også de kulturelle, religiøse og politiske holdninger, som hun ikke selv bekendte sig til, skulle have plads i undervisningen på hendes skoler.

Privat omgav Natalie Zahle sig fra 1850’erne med en voksende husstand, bestående af plejedøtrene Anna Paulsen (1840-1905), Hansine Gerdtzen (1838-1910) og Henriette Skram.

Hendes bofæller var først Ulrikke Rosing, der dog døde, inden de nåede at etablere sig rigtigt, dernæst Povline Govl (1834-1882) og endelig Ingeborg Vinderen (1850-1924), med hvem hun delte hjem de sidste 34 år af sin tilværelse. Indtil slutningen af 1860’erne bestod hendes private husstand også af flere andre lærerinder og elever.

Hun organiserede sit private liv med sig selv som en slags husbond, bofællen som husmoder og plejedøtrene som børn. For fritidens, dannelsens og inspirationens skyld arrangerede hun udlandsrejser, både for sig selv og sin nære, norske ven gennem 40 år, Mary Archer (1872-1966), og for sine øvrige omgivelser.

Natalie Zahle var en sammensat skikkelse, en karismatisk personlighed, der både var elsket, agtet og frygtet. Hun stillede meget store krav til sig selv og til sine omgivelser, som hun til gengæld omfattede med tryghed og til tider frimodig munterhed.

Hun var ærgerrig, viljestærk og disciplineret ud over det sædvanlige, men også rastløs, impulsiv og temperamentsfuld. Denne sammensathed skabte mange myter om hendes person både før og efter hendes død. I 1891 fik hun Fortjenstmedaljen i guld.

• dansk skolehistorie
• N. Zahles Skole
• enhedsskole

• Augusta Fenger
• Anna Hude
• Ida Falbe-Hansen
• Lis Jacobsen
• Ingrid Jespersen
• Erna Juel-Hansen
• Th. Lang
• Ingeborg Simesen
• Henriette Skram
• Hansine Gerdtzen

• Birgitte Possing: Viljens Styrke, 1992.