Teaterplakaten fra uropførelsen på Burgtheater 26. januar 1790.

Così fan tutte er en opera buffa i to akter med musik af Wolfgang Amadeus Mozart og libretto af Lorenzo Da Ponte. Così fan tutte, som blev uropført i Wien i 1790, regnes i dag for en af de ypperste komiske operaer, sammen med Mozarts og Da Pontes to første operaer, Figaros bryllup og Don Giovanni.

Faktaboks

Også kendt som

Operaens fulde titel er Così fan tutte o sia La scola degli amanti, dvs. 'Sådan gør alle kvinder eller De elskendes skole'. Katalogbetegnelsen er K588

Handlingen i Così fan tutte

Den italienske sopran Adriana Ferrarese del Bene (1759-efter 1803). Mozart og Da Ponte skrev to nye arier til Susanna, da hun sang partiet ved repremieren på Figaros bryllup i Wien i 1789. Året efter var hun den første Fiordiligi i Così fan tutte. At Fiordiligi og Dorabella er "fra Ferrara" (ferrarese) var muligvis et ordspil på hendes navn. Da Ponte beskrev hende som følger i sine erindringer fra 1823: "Hun havde sandelig megen fortjeneste. Hendes stemme var dejlig, hendes metode ny og vidunderligt bevægende. Hun havde ikke en særlig yndefuld skikkelse og var ikke en fremragende skuespillerinde, men med to meget smukke øjne og en særdeles yndig mund var der kun få operaer, hvor hun ikke behagede uendeligt." Billedet stammer fra London, hvor Ferrarese del Bene optrådte i 1785-1786. Digtet lyder i oversættelse: "Skønt sødere toner end Filomelas sang smelter på hendes læber og fordriver fornuften, venter der nye glæder blandt disse lyde. Vi beundrer snart sangerinden, snart skuespillerinden."
Af /New York Public Library.
Licens: CC BY 2.0

Operaen foregår i Napoli.

Første akt

De unge officerer Guglielmo og Ferrando er kærester med Fiordiligi og Dorabella, to søstre fra Ferrara. Officererne bliver forargede, da deres ven den gamle filosof Don Alfonso betvivler, at deres kærester er de mest trofaste kvinder i verden. Mændene indgår et væddemål: Don Alfonso vinder 100 zecchiner, hvis det lykkes Guglielmo og Ferrando at forføre søstrene i forklædning som de rige albanske adelsmænd Tizio og Sempronio inden den følgende aften.

Næste morgen bilder Don Alfonso søstrene ind, at deres kærester skal i krig. Sidstnævnte dukker op og tager en bevæget afsked, inden de foregiver at sejle af sted til fronten.

Søstrene er fortvivlede over deres elskedes bortrejse. Men deres kammerpige Despina opfordrer dem til at være lige så erotisk eventyrlystne som hun hævder mænd er. Mod 20 scudi lover hun i hemmelighed at hjælpe Don Alfonso med at få frøknerne til at vise sig imødekommende over for hans udenlandske venner. Guglielmo og Ferrando, som nu gør deres entré i albansk forklædning, begynder straks at kurtisere søstrene, der vredt viser dem døren.

Efter at være blevet lukket ind igen af Despina foregiver de forklædte officerer at tage arsenik i fortvivlelse over afvisningen. Forklædt som læge foregiver kammerpigen at kurere dem ved at stryge dem med en magnet. Hendes frøkner begynder så småt at give efter for ”albanernes” lidenskabelige bejlen.

Anden akt

En albaner fra Ioannina, malet 1822. Først til sidst i operaen får vi at vide, at Tizio og Sempronio er albanere. Despina tænker som udgangspunkt, at de med deres moustacher og eksotiske dragter lige så godt kunne være valakker eller tyrkere. Albanien, Valakiet og Tyrkiet hørte alle under Osmannerriget, med hvilket Habsburgriget var i krig 1788-1791. At Fiordiligi og Dorabella svigter deres officerskærester til fordel for to osmannere kan således ses som et forræderi på flere niveauer.
Af /Wikimedia Commons.

Dorabella og Fiordiligi enes om at flirte med henholdsvis den vittige Tizio (Guglielmo) og den romantiske Sempronio (Ferrando).

Efter at albanerne har overrasket søstrene med en serenade, lykkes det den forklædte Guglielmo at få Dorabella til at modtage en halskæde med et hjerte som bevis på hans kærlighed. Til gengæld giver hun ham sin medaljon med Ferrandos miniatureportræt.

Fiordiligi, som har større samvittighedskvaler end sin søster, vil opsøge Guglielmo ved fronten for at undgå at falde for Sempronios kurmageri. Men den forklædte Ferrando lokker hende til at opgive sit forehavende. Over for Don Alfonso giver de unge mænd udtryk for deres jalousi og vrede over søstrenes troløshed, men filosoffen forsvarer kvinderne med henvisning til ”hjertets nødvendighed” og opfordrer mændene til at ægte deres kærester. Først skal væddemålet dog afgøres, så albanerne frir til søstrene, som straks siger ja.

Ved aftenens bryllup optræder Despina forklædt som notaren Beccavivi. Netop som søstrene har underskrevet ægteskabskontrakten, høres et kor af hjemvendende soldater i det fjerne. Af angst for, at Guglielmo og Ferrando skal opdage deres troløshed, skjuler søstrene albanerne i et tilstødende lokale, hvor de i hemmelighed skifter til deres officersuniformer. Bedraget afsløres, og søstrene bliver gift med deres kærester.

Tilblivelse og historisk kontekst

Da Ponte skrev oprindeligt librettoen til Antonio Salieri, som satte en del af åbningsscenen til musik. Così fan tutte tilhører et fåtal af Da Pontes librettoer, som ikke bygger på eksisterende dramatiske forlæg. Til gengæld er den fyldt med referencer til bl.a. Francesco Petrarca, Giovanni Boccaccio, Jacopo Sannazaro, Ludovico Ariosto, Battista Guarini, Torquato Tasso og Pietro Metastasio, formentlig på grund af Salieris forkærlighed for klassisk italiensk digtning og sofistikerede litterære parodier.

Salieri afbrød arbejdet på operaen, muligvis fordi han blev uvenner med Da Ponte i 1789. Derefter blev librettoen overladt til Mozart, som begyndte at sætte den til musik i årets sidste måneder.

Così fan tutte blev uropført på Burgtheater i Wien 26. januar 1790. Den blev taget af plakaten efter fire forestillinger på grund af kejser Josef 2.s død 20. februar. Efter yderligere fem forestillinger om sommeren blev den ikke hørt igen i Wien i Mozarts levetid.

Operaens temaer

Den italiensk-østrigske sopran Dorotea Sardi Bussani (1763-efter 1813), som var den første Cherubino i Figaros bryllup og den første Despina i Così fan tutte. I 1786 ægtede hun buffosangeren Francesco Bussani (1741-efter 1809), som var den første Bartolo og Antonio i Figaros bryllup og den første Don Alfonso i Così fan tutte, og som sang Kommandanten og Masetto i førsteopførelsen af Don Giovanni i Wien. Da Ponte, som lå i evig konflikt med ægteparret, beskrev i sine erindringer sangerinden som "vulgær og af ringe fortjeneste". Hun var "den frække gøgler til [Bussanis] kone, som med sine støjende scener, klovnerier og falske hylen [skaffede] sig en tilhængerskare af staldkarle, parykmagere og kokke i mit elskede Wien."
Af /Wien Museum.

Antisentimentalisme

Così fan tutte parodierer, i endnu højere grad end Don Giovanni, den sene oplysningstids idealiserende kvindesyn, sentimentalisme og romantiske forestillinger om evig troskab i kærlighedsrelationer. De elskendes urealistiske syn på kærligheden og det modsatte køn står i modsætning til Don Alfonsos og Despinas mere livskloge og pragmatiske materialisme og libertinisme.

Operaens titel er et citat fra Figaros bryllup, hvor Basilio siger om Susanna, der formodes at have en affære med Cherubino: ”Così fan tutte le belle” (Sådan gør alle smukke kvinder). Eftersom Susanna er Figaro tro, udstiller påstanden i virkeligheden Basilios fordomme. Brugen af citatet som titel for Mozarts og Da Pontes tredje opera er således en ironisk kommentar på kulturelle myter om kvinder. I forsøget på at bekræfte myten om kvinders grundlæggende trofasthed ender Guglielmo og Ferrando med selv at bedrage deres kærester og dermed gøre myten om kvinders grundlæggende troløshed til en selvopfyldende profeti.

Despinas mesmerisme

Den forklædte Despinas forstilte helbredelse af ”albanerne” er en satirisk fremstilling af den tyske læge Franz Anton Mesmers såkaldte animalske magnetisme. Mozart var personligt bekendt med Mesmer, som boede i Wien fra 1759 til 1777. Komponisten mistede muligvis sympatien for ham, da Mesmer ikke formåede at kurere den blinde pianist Maria Theresia Paradis, til hvem Mozart skrev en klaverkoncert i 1784, og da han forlod sin familie for at flytte til Paris. I 1790 betragtede de fleste Mesmer som en svindler.

Mozarts musik

Første side af ouverturen til Così fan tutte i Mozarts autograf. I bratscherne og basserne høres første gang motivet, hvortil Don Alfonso synger "Così fan tutte!" (Sådan gør alle kvinder!) i den sidste terzet før finalen.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 4.0

Così fan tutte er en ensembleopera i højere grad end nogen anden Mozartopera. Med undtagelse af Fiordiligis og Ferrandos virtuose og sentimentale arier gøres der generelt brug af korte parlandoarier. Det er således karakteristisk, at Mozart på et sent tidspunkt erstattede Guglielmos lange og virtuose buffoarie i første akt med en kort og deklamatorisk arie, som går direkte over i det efterfølgende recitativ.

Fordelingen af sangnumrene er strengt symmetrisk og svarer til den symmetriske modstilling af de to køn. Operaen indeholder tolv arier (to for hver karakter), seks duetter (to for søstrene, to for officererne, en for Guglielmo og Dorabella, en for Fiordiligi og Ferrando), seks terzetter, to kvintetter, to finaler, en kvartet og en sekstet. Intrigemageren Don Alfonso synger i alle ensemblerne undtagen duetterne.

Musikalsk står søstrenes følelsesfulde stil i kontrast til officerernes prangende og militaristiske stil. Men når officererne forklæder sig som albanere, bliver deres musik mere sensuel og forførende, hvilket måske skal forklare albanernes effekt på de unge kvinder. Mens Don Alfonso og Despina er rene bufforoller, er Fiordiligi og Ferrando (tenor) seriaroller og Dorabella og Guglielmo (basbaryton) komiske karakterroller. De forlovede par er altså sammensat på tværs af genrerne.

Receptions- og opførelseshistorie

Ferrando (Gunder Knudsen), Dorabella (Lilly Lamprecht), Fiordiligi (Birgit Engell) og Guglielmo (Hans Carl Grün Madsen) skåler med hinanden i operaens finale, mens Despina (Ellen Nielsen) og Don Alfonso (Helge Nissen) ser til. Fra Det gør de alle! på Det Kongelige Teater i 1922.
Af /Det Kongelige Bibliotek.

I modsætning til Mozarts og Da Pontes to andre operaer forsvandt Così fan tutte ud af repertoirerne i 1800-tallet, fordi den antiidealistiske fremstilling af kvinder og kærlighed blev opfattet som umoralsk. Først fra 1880'erne blev den indlemmet i operahusenes standardrepertoire.

Così fan tutte havde premiere på Det Kongelige Teater 19. oktober 1798 under titlen Veddemaalet eller Elskernes Skole som den første Mozartopera i Danmark. Veddemaalet, som fremførtes med talt dialog i stedet for recitativer, spilledes dog kun en enkelt gang.

Den trofaste titelheltinde i Ludwig van Beethovens opera Fidelio, som blev uropført i Wien i 1805, blev skabt som et heroisk modbillede til søstrene i Così fan tutte, der i 1804 spilledes på tysk i Wien under titlen Mädchentreue (Pigetroskab).

I forargelse over Da Pontes angiveligt umoralske libretto skrev Adam Oehlenschläger en helt ny libretto, Flugten fra Klosteret, hvortil Mozarts musik blev tilpasset. Den spillede fire gange på Det Kongelige Teater i sæsonen 1826-1827. I 1887 fremførtes Così fan tutte endelig i en mere tro oversættelse ved Erik Bøgh, med recitativer og under titlen ”Det gjør de alle!”

Così fan tutte har inspireret Elfriede Jelineks komedie Raststätte oder Sie machens alle, som havde premiere på Burgtheater i 1994.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig