Così fan tutte

De unge officerer Guglielmo og Ferrando er kærester med Fiordiligi og Dorabella, to søstre fra Ferrara. Officererne bliver forargede, da deres ven den gamle filosof Don Alfonso betvivler, at deres kærester er de mest trofaste kvinder i verden. Mændene indgår et væddemål: Don Alfonso vinder 100 zecchiner, hvis det lykkes Guglielmo og Ferrando at forføre søstrene i forklædning som de rige albanske adelsmænd Tizio og Sempronio inden den følgende aften.

Næste morgen bilder Don Alfonso søstrene ind, at deres kærester skal i krig. Sidstnævnte dukker op og tager en bevæget afsked, inden de foregiver at sejle af sted til fronten.

Søstrene er fortvivlede over deres elskedes bortrejse. Men deres kammerpige Despina opfordrer dem til at være lige så erotisk eventyrlystne som hun hævder mænd er. Mod 20 scudi lover hun i hemmelighed at hjælpe Don Alfonso med at få frøknerne til at vise sig imødekommende over for hans udenlandske venner. Guglielmo og Ferrando, som nu gør deres entré i albansk forklædning, begynder straks at kurtisere søstrene, der vredt viser dem døren.

Efter at være blevet lukket ind igen af Despina foregiver de forklædte officerer at tage arsenik i fortvivlelse over afvisningen. Forklædt som læge foregiver kammerpigen at kurere dem ved at stryge dem med en magnet. Hendes frøkner begynder så småt at give efter for ”albanernes” lidenskabelige bejlen.

Dorabella og Fiordiligi enes om at flirte med henholdsvis den vittige Tizio (Guglielmo) og den romantiske Sempronio (Ferrando).

Efter at albanerne har overrasket søstrene med en serenade, lykkes det den forklædte Guglielmo at få Dorabella til at modtage en halskæde med et hjerte som bevis på hans kærlighed. Til gengæld giver hun ham sin medaljon med Ferrandos miniatureportræt.

Fiordiligi, som har større samvittighedskvaler end sin søster, vil opsøge Guglielmo ved fronten for at undgå at falde for Sempronios kurmageri. Men den forklædte Ferrando lokker hende til at opgive sit forehavende. Over for Don Alfonso giver de unge mænd udtryk for deres jalousi og vrede over søstrenes troløshed, men filosoffen forsvarer kvinderne med henvisning til ”hjertets nødvendighed” og opfordrer mændene til at ægte deres kærester. Først skal væddemålet dog afgøres, så albanerne frir til søstrene, som straks siger ja.

Ved aftenens bryllup optræder Despina forklædt som notaren Beccavivi. Netop som søstrene har underskrevet ægteskabskontrakten, høres et kor af hjemvendende soldater i det fjerne. Af angst for, at Guglielmo og Ferrando skal opdage deres troløshed, skjuler søstrene albanerne i et tilstødende lokale, hvor de i hemmelighed skifter til deres officersuniformer. Bedraget afsløres, og søstrene bliver gift med deres kærester.

Così fan tutte parodierer, i endnu højere grad end Don Giovanni, den sene oplysningstids idealiserende kvindesyn, sentimentalisme og romantiske forestillinger om evig troskab i kærlighedsrelationer. De elskendes urealistiske syn på kærligheden og det modsatte køn står i modsætning til Don Alfonsos og Despinas mere livskloge og pragmatiske materialisme og libertinisme.

Operaens titel er et citat fra Figaros bryllup, hvor Basilio siger om Susanna, der formodes at have en affære med Cherubino: ”Così fan tutte le belle” (Sådan gør alle smukke kvinder). Eftersom Susanna er Figaro tro, udstiller påstanden i virkeligheden Basilios fordomme. Brugen af citatet som titel for Mozarts og Da Pontes tredje opera er således en ironisk kommentar på kulturelle myter om kvinder. I forsøget på at bekræfte myten om kvinders grundlæggende trofasthed ender Guglielmo og Ferrando med selv at bedrage deres kærester og dermed gøre myten om kvinders grundlæggende troløshed til en selvopfyldende profeti.

Den forklædte Despinas forstilte helbredelse af ”albanerne” er en satirisk fremstilling af den tyske læge Franz Anton Mesmers såkaldte animalske magnetisme. Mozart var personligt bekendt med Mesmer, som boede i Wien fra 1759 til 1777. Komponisten mistede muligvis sympatien for ham, da Mesmer ikke formåede at kurere den blinde pianist Maria Theresia Paradis, til hvem Mozart skrev en klaverkoncert i 1784, og da han forlod sin familie for at flytte til Paris. I 1790 betragtede de fleste Mesmer som en svindler.