Kirken består af et romansk kor og skib fra 1225 opført i munkesten. Omkring år 1450 blev tårnet tilføjet i vest. Fra tiden omkring år 1500 kom kapellet på skibets sydside og sakristiet nord for koret til.
Den ældste del af kirken er resterne af det gamle kor fra 1100-tallet, som indgår i det nuværende kors mure. I 1225 rev man det gamle skib ned og byggede det nuværende dobbeltskib og kor. Skibets centrale piller står nu i blank mur med synlige sten, og de er stærkt restaurerede efter 1880-1892. Af skibets to døre er kun den søndre bevaret og endda i stærkt restaureret stand. Af skibets vinduer er der spor af fem, et i vestgavlen og fire tilmurede i skibets to østlige fag. Skibets taggavle blev inden tårnets opførelse forsynet med trappeformede kamtakker.
Det markante tårn i vest er formentlig opført omkring 1400-tallets midte. Det har bemærkelsesværdige bånd af kampesten. I 1891 blev gavlenes kamme nedtaget og genopmuret, og i 1956 blev tårnrummet omdannet til indgangsparti.
Det prægtige kapel på skibets sydside er opført omkring år 1500. Murværket er hårdt behandlet ved restaureringen i 1880-1892. Kapellet har mod syd to spidsbuede vinduesåbninger, hvis form stammer fra samme restaurering i 1880-1892. Sydgavlen har gotiske dekorationer af kamtakker og blændingsfelter, dvs. murnicher, af forskellig form. Taggavlens opbygning af blændinger er ikke sædvane i Odsherred, men har ligheder med gavle på den anden side af Isefjorden.
Sakristiet på korets nordside må ligeledes stamme fra tiden omkring 1500. Dets gavl prydes af en enkelt spidsbuet højblænding, dvs. høj murniche. Selve taggavlen er glat, bortset fra den tidligere nævnte blænding. Den blev i 1892 forsynet med kamtakker.
I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af det murede, krydshvælvede loft fra 1300-tallet. Tårnrummet er af stor interesse, da det har en sjældent set nærmest korsformet grundplan. Det åbner sig mod skibet med en spidsbuet åbning, mens kapellets indre står i forbindelse med skibet ved to uregelmæssige, fladbuede åbninger.
Tagværket fra middelalderen står kun bevaret i kapellet og sakristiet. Skibets tagværk stammer formentlig fra 1800-tallet, mens tårnets er fra 1891.
Bygningen præges af to store restaureringer i 1880-1892 ved Andreas Clemmensen og J.D. Herholdt samt i 1955-1957 ved Rolf Graae (1916-1996).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.