Faktaboks

Sogn
Nysted-Vantore Sogn
Provsti
Lolland Østre Provsti
Stift
Lolland-Falsters Stift
Kommune
Guldborgsund Kommune
Nysted Kirke er bygget i røde teglsten og opført i unggotisk tid, formentlig i perioden 1250-1350. Kirkens tårn krones af et kobberklædt spir fra 1649-1650. Foto: 2019.
Af /Nationalmuseet.
Kirken ligger centralt i Nysted på højt terræn med udsigt over byen og havnen. Foto: 2006.
Af .

Nysted Kirke ligger i centralt i middelalderkøbstaden lidt vest for hovedgaden. Kirken og kirkepladsen (der tidligere fungerede som kirkegård) ligger på et højt terræn med udsigt over byen og havnen.

Kirkebygningen

Kirken udgøres af en unggotisk langhuskirke, der i senmiddelalderen blev udvidet med tårn og sakristi (et præsteværelse). I renæssancen fik kirken føjet et sideskib til nordsiden (1643) og siden et kapel på nordsiden af tårnet (1782). Et sakristi og et gravkapel fra 1600- og 1700-tallet er siden forsvundet igen.

Udvendigt fremstår kirken i rå teglsten. Kirken har tidligere blot været hvidkalket. Tagværkerne, hvoraf store dele er de oprindelige, bærer røde tegltage. Kirkens tårn har kobberklædt spir fra 1649-1650.

Den unggotiske kirke

Den unggotiske kirkebygning bestod af et fem fag langhus med tresidet østgavl. Den unggotiske bygning er opført i teglsten og kendetegnes af den systematiske opdeling af facaderne med stræbepiller og spidsbuede vinduer. Af langhusets øvrige facadearkitektur kan man fra tårnets mellemetage se de oprindelige blændinger, dvs. murnicher, på vestgavlen. Bygningens datering er usikker, men skal formentlig findes i perioden 1250-1350.

Kirkens tilbygninger

I senmiddelalderen, formentligt omkring år 1500, blev det kraftige tårn rejst ved kirkens vestende. Tårnspiret blev opsat i 1649-1650 og har været omformet og istandsat flere gange siden.

Også fra senmiddelalderen er sakristiet på kirkens sydside, der i renæssancen blev lettere ombygget til en funktion som gravkapel.

I 1640’erne – nok som følge af byens økonomiske vækst efter Reformationen – blev der bygget et sideskib på kirkens nordside, og i den forbindelse blev der etableret store arkader mellem hoved- og sideskib.

I forlængelse af sideskibet på tårnets nordside blev der opført et gravkapel i 1782 (Det Rabenske Gravkapel).

Kirkens indre

Kirkerummet præges af de hvælvede lofter. Foto: 2019.
Af /Nationalmuseet.

Kirkens indre præges af de indvendige kalkede flader. Alle bygningsdele er hvælvede, og særligt tårnets stjernehvælv fra 1600-tallet er specielt.

Kalkmalerier i Nysted Kirke

Der er kendskab til kalkmalerier fra senmiddelalderen i kirken forestillende friser af våbenskjolde med forskellige adelsmærker. Ingen af disse er synlige i dag, da de engang i nyere tid er blevet overkalkede.

Inventar og gravminder i Nysted Kirke

Kirken har forskellige inventarstykker fra mange forskellige tidsperioder, særligt fra 1600-tallet.

Inventar fra middelalderen

Kirkens ældste inventarstykke er korbuekrucifikset, der er dateret til slutningen af 1300-tallet.

Kirkens ældste klokke er fra 1300-tallet og suppleres af to klokker fra 1400-tallet og en fra 1699.

Inventar fra renæssancen og barokken

Altertavlen er skåret i et bruskbarokt formsprog i 1693, der kendetegnes af meget detaljerede udskæringer.

Prædikestol og lydhimmel er skåret i 1605 og kendetegnes af rige udskæringer i renæssancestil. Den har en parallel i domkirken i Maribo.

Kirkens døbefont er et senbarokt arbejde i bronze fra 1695.

Gravminder

Kirken rummer en del gravsten, kister og epitafier fra renæssancen. De er lagt særligt i 1600- og 1700-tallet.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig