Gammopati er en tilstand, hvor der forstyrrelser i kroppens produktion af immunglobuliner. Immunglobiliner er proteiner, som produceres i immunsystemet, og som kan binde og genkende de dele af smitstoffer, der kaldes antigener.

Faktaboks

Etymologi
Ordet gammopati er dannet af gamma og -pati, af græsk pathos 'lidelse, sindsstemning'.

Ved gammopati kan der både være symptomer på sygdom, eller tilstanden kan være helt uden symptomer. Tilstanden kan desuden være stabil over mange år eller udvikle sig og give symptomer på sygdom.

Typer af gammopati

Der findes forskellige typer af gammopati.

Monoklonal gammopati (MGUS)

Monoklonal gammopati er ret almindelig hos ældre mennesker og påvises hos 5-7 % over 70 år. De fleste tilfælde er uden symptomer og holder sig stabilt i mange år uden sygdomsudvikling. Dette kaldes også Monoklonal Gammopati af Ukendt Signifikans, hvilket forkortes MGUS.

Det pågældende immunglobulin dannes af én familie af celler (en klon) og betegnes derfor som et monoklonalt protein eller en M-komponent.

Polyklonal hypergammaglobulinæmi

Ved en lange række tilstande, fx infektioner, kan der være en generelt øget dannelse af immunglobuliner fra mange kloner, og derfor bruges betegnelsen polyklonal hypergammoglobulinæmi.

Oligoklonal gammoglobulinæmi

Af og til vil enkelte subkloner være særligt aktive med produktion af immunglobulin. Denne tilstand kaldes oligoklonal gammoglobulinæmi. Oligoklonal gammaglobulinæmi kan ses ved infektioner, eller når immunsystemet restitueres, fx efter knoglemarvstransplantation.

Hypogammaglobulinæmi

Hvis dannelsen af immunglobuliner er svært nedsat taler man om hypogammaglobulinæmi. Denne tilstand er ofte ledsaget af tendens til gentagne infektioner som kan være meget alvorlige.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig