Inuuteq Storch er en fotograf og kunstner fra Grønland. Han er opvokset og bosat i Sisimiut; et sted som fortløbende har spillet en stor rolle i hans fotografiske praksis.
Inuuteq Storch er uddannet på Fotoskolen Fatamorgana i København i årene 2010-2011 samt på The International School of Photography i New York fra 2015 til 2016. I 2024 repræsenterede han Grønland og Danmark på den danske pavillon på Venedig Biennalen (se biennale).
Storchs fotografier fremstår på én gang rå, poetiske og humoristiske, hvor fotografiet dyrkes som både dokumentation, øjebliksbilleder og iscenesættelser med en forkærlighed for hverdagen. Storch er blandt andet optaget af fotografiet som en historiefortæller, der kan nuancere og gøre op med fastlåste narrativer og stereotyper af grønlændere samt udefrakommende og særligt danske blikke på Grønland.
Inuuteq Storchs arbejdsproces er analogt baseret og med kameraer, han har fået eller arvet fra familie eller venner. Han indscanner de analogt fremkaldte billeder og arbejder videre med dem digitalt.
Udover at have deltaget i talrige separat- og gruppeudstillinger har fotobogen været et centralt medie i Storchs praksis. Som Louise Wolthers, der var kurator bag udstillingen Rise of the Sunken Sun ved Venedig Biennalen i 2024 har påpeget, så skaber Storch gennem fotobøgerne narrativer eller fortællinger, der er struktureret med sekvenser, rytme og pause.
Gennem fotografiet forsøger Storch at rekontekstualisere grønlændere ved at tage historien tilbage og selv fortælle den egne historie.
Fotografi og erobring, fotografi og kolonialisme hænger sammen. I 1800tallet og frem blev fotografiet brugt af Danmark og de andre europæiske lande til at dokumentere og optegne de daværende kolonier. Med indsamlet viden kunne de europæiske nationalstater konkurrere med hinanden og kræve retten over ikke-europæisk jord. Historiske arkiver er fyldt med danske blikke, fotografier og fortællinger om Grønland og grønlændere – oftest uden at inuits egne stemmer er optegnet eller kommer til syne.
I fotoserierne Porcelain Souls (2018) samt Sunsets of Forgotten Moments (2023) arbejder Storch netop med historiefortælling og arkivet. Det er hverdagen og det personlige arkiv, han dykker ned i, med hjemmet og lokalsamfundet i fokus.
I Porcelain Souls har Storch udvalgt og iscenesat fotografier fra hans forældres fotoalbum, som både fortæller den lille familiehistorie, men samtidig i iscenesættelsen af fotografierne bliver en fortælling om Kalaallit Nunaat i 60erne, 70erne og 80erne; en stemme indefra.
Sunsets of Forgotten Moments er et udvalg fra særligt bedsteforældrenes fotoalbum fra 1940 til 2000erne. Storch udforsker her både egne rødder, men også fotografiet som fortælling og overlevering. Selv har han fremhævet, at inuit og kalaallit altid har været gode historiefortællere, og at historiefortællingen har været en overførsel af viden gennem generationer; et arkiv. Han ser fotografiet som havende samme potentiale; at kunne fortælle historier og herved skabe arkiver, som nuancerer og modsiger de officielle historiske arkiver samt europæiske stereotypiseringer af inuit.
I projektet Mirrored – Portraits of Good Hope (2021) har han igennem Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv) været i fotografen John Møllers arkiv og udvalgt fotografier af primært de danske i Grønland ansat i koloniadministrationen i slutningen af 1800taller og begyndelsen af 1900tallet. Ved at fokusere på den grønlandske fotografs blik og iscenesættelse af danskere vender Storch blikket om; grønlænderens blik og iscenesættelser af danskerne. Storch var dog ikke kun motiveret af historiske fakta i dette fotoprojekt, men lige så meget, hvad der visuelt interesserede ham ved Møllers fotografier.
I fotobogen Flesh (2019) synes kroppe et gennemgående motiv ligesom i mange andre fotografier af Storch. Hverdag og fester med venner og familie, i Sisimiut og i Nuuk, er omdrejningspunktet i fotoserien Keepers of the Ocean (2022) samt den sort/hvide fotoserie At Home We Belong (2010-15). En slags hverdagens arkæologi; et udtryk lånt fra kunsthistoriker Mette Sandbye. Motiver af et levet liv, men også med en form for attitude; der er en vilje og lyst til at iscenesætte. Storchs fotografier er både levede øjeblikke og iscenesættelser.
I fotoserien Necromancer (2024) vender Storch sig mod det spirituelle. Fotografierne er grynede og sort/hvide. Serien blev til under COVID 19 og tog udgangspunkt i angakkoq/åndemaneren i traditionel inuitisk tro, men også i dét, at fotografiet i dets spæde barndom blev opfattet som sort magi.
Der er i Storchs praksis en vekslen imellem fotografiets historie og arkiver, og fotografiet som nutidig (gen)fortæller, som indsætter andre narrativer og herved undersøger egen identitet.
Inuuteq Storch har deltage i talrige separat- og gruppeudstilling i og udenfor Grønland, i Europa, Norden samt USA, Canada samt Colombia.
Inuuteq Storch har udgivet følgende fotobøger:
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.