Parkinsons sygdom

Allerede i 1950'erne blev det påvist, at sygdommen ledsages af en stærkt nedsat koncentration af neurotransmitterstoffet dopamin i de basale dele af hjernen. De dopaminerge celler i basalganglierne er med til at modulere en persons bevægelser, så de får en glidende harmonisk form, hvorfor defekter i systemet fører til abnorme bevægemønstre. De dopaminfølsomme nerveceller, som normalt modtager impulser når dopamin frigøres, forbliver derimod intakte. Dette har stor betydning for behandlingen af Parkinsons sygdom, da der kan behandles med medikamenter, der stimulerer de dopaminfølsomme nerveceller.

Hvad der initierer de patologiske forandringer vides ikke. I nogle tilfælde er der genetisk disposition til Parkinsons sygdom og sjældne tilfælde er ligefrem arvelige. Stoffet MPTP, et stof som kan forekomme i illegalt fremstillet narkotika, kan fremkalde en tilstand med permanent parkinsonisme. Dette har ført til overvejelse om, hvorvidt pesticider i sprøjtemidler kunne være med til at inducere Parkinsons sygdom og til at forklare den stigende forekomst af sygdommen.

De klassiske symptomer ved Parkinsons sygdom er tremor (rysten), rigiditet (stivhed) og bradykinesi (langsomme og få bevægelser). Tremoren er en grov, langsom rytmisk hvile-tremor, som aftager eller svinder ved bevægelse. Rigiditeten er stivhed af arme og ben ved bevægelse; ved passive bevægelser konstateres øget modstand i alle retninger. De langsomme og få bevægelser bliver bl.a. tydelig ved gang, som bliver trippende med korte skridt og manglende medsving af armene. Hele kroppens holdning bliver ludende, motorikken svækkes med bevægelsesfattigdom, der ses fastfrysning af bevægelserne, ansigtsmimikken ophæves, der er sjældne blinkebevægelser, talen bliver svag, monoton og jappende, savlen er almindelig som følge af sjældne synkebevægelser, og håndskriften bliver formindsket og rystende.

En række andre ikke-motoriske symptomer kan optræde, ikke blot sammen med de ovennævnte klassiske motoriske symptomer, men kan også være de første symptomer på, at Parkinsons sygdom er ved at udvikle sig. Til de ikke-motoriske symptomer hører demens, depression, søvnforstyrrelse, forstoppelse, blæreproblemer, reduceret svingninger i hjertefrekvensen ved aktivitet, mm. Søvnvanskelighederne kan både være manglende søvn om natten, øget træthed om dagen, uro i benene og forstyrret REM-søvn (drømmesøvn). Sidstnævnte vise sig ved mareridt med uro og voldsomme bevægelser. REM-søvns-forstyrrelserne ses hos op mod halvdelen af patienterne og kan optræde som et af de første symptomer på sygdommen.

Nyere undersøgelser tyder på, at abnorm α-synuclein foldning og dannelse af Lewy bodies kan begynde i tarmen for senere at brede sig til hjernen via de nerver, som forsyner tarmen. Herved kan bl.a. forstoppelse blive et tidligt symptom på en senere udvikling af Parkinsons sygdom. I de tilfælde, hvor patologien starter i maven, vil den senere udvikling af motoriske symptomer oftest være symmetrisk.

Diagnosen kan underbygges med specielle billeddiagnostiske undersøgelser, PET og SPECT, som kan visualisere bindingen af radioaktivt mærkede sporstoffer i hjernen. Allerede i de tidlige stadier af Parkinsons sygdom vil der således være en nedsat binding af sporstoffer, som specifikt binder sig til de dopaminproducerende nerveceller i hjernens dybtliggende basalganglier.

Som omtalt ovenfor degenererer de neuroner der normalt producerer dopamin, hvorimod de neuroner der skal modtage dopaminsignalerne stort set er intakte. Dette var grundlaget for udviklingen af lægemidler, som erstatter hjernens naturlige dopamin, enten levodopa, et forstadie til dopamin, som i hjernen omdannes til dopamin, eller dopaminagonister, dvs. lægemidler som direkte stimulerer de dopaminfølsomme nerveceller.

En anden gruppe lægemidler er MAO-B-hæmmer, som hæmmer nedbrydningen af den reducerede mængde dopamin, som stadig frigøres af de syge dopamin-nerveceller. Disse stoffer har særligt betydning tidligt i forløbet, hvor der stadigt produceres noget dopamin. Virkningen af disse lægemidler, der har revolutioneret parkinsonbehandlingen, aftager dog ofte efter 5-7 år.

Den medikamentelle behandlingen kan have bivirkninger, fx ufrivillige bevægelser (dystoni) eller pludselige forværrelser med lige så pludselig bedring af symptomerne få minutter senere, såkaldt on-off-fænomener. En sjælden komplikation er udviklingen af ludomani, hvilket skal ses i sammenhæng med at dopamin er et signalstof, som spiller en væsentlig rolle i spilleglæde. Ved bivirkninger med ubehagelige svingninger i tilstanden under den farmakologiske behandling, kan der anvendes depotpræparater, hvor de aktive medikamenter afgives langsomt over længere tid. En anden mulighed ved svingninger i tilstanden er at lægge en PEG-sonde (Percutan Endoskopisk Gastrostomi-sonde), som tillader at give medikamenterne som en langsom kontinuerlig injektion direkte i tarmen.

I enkelte tilfælde anvendes neurokirurgisk behandling. Neurokirurgisk behandling kan bruges, hvis der ikke opnås tilfredsstillende effekt af den farmakologiske behandling. Den blev indført i 1950, som små stereotaktiske læsioner placeret i specifikke områder i hjernens dybere strukturer med henblik på at mindske tremor. Disse indgreb er nu erstattet af Deep Brain Stimulation (DBS), hvor elektroder placeres dybt i hjerne i bestemte områder af de basale ganglier. Stimulation gennem elektroderne reducerer de motoriske symptomer. Stimulationselektroder kobles til en pacemaker, der ligger under huden på brystet.