Den regerende højrekoalition AWS-UW tabte i 2001 valget til Sejmen; den kom end ikke over spærregræsen på 6 % og mistede alle sine pladser. Det postkommunistiske parti SLD blev valgets store vinder med 41 % af stemmerne. De nye protestpartier, det venstrenationalistiske Samoobrona (Selvforsvar), det højrekonservative PiS og det katolske LPR, Polske Familiers Liga, fik tilsammen ca. 30 % af stemmerne. Det eneste oppositionsparti med rødder i Solidaritet, Borgerplatformen (PO) fik 12,7 %. Regeringspartiet SLD med Leszek Miller som premierminister fulgte dog i hovedtræk op på den reformpolitik, som tidligere regeringer havde påbegyndt, og fortsatte forhandlingerne med EU om medlemskab. Ca. 65 % af befolkningen var på det tidspunkt tilhængere af EU-medlemskab.
Polen indtog som nyt NATO-medlem siden 1999, og især efter terrorangrebet den 1terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, en udenrigspolitisk mere aktiv rolle. I foråret 2003 bidrog Polen med flere tusind soldater til USA's krig i Irak. Det vakte betydelig vrede i Rusland, da Polens præsident Aleksander Kwaśniewski og tidligere præsident Lech Wałęsa i slutningen af 2004 hjalp politikerne i Ukraine med en fredelig udgang på deres overgang til mere demokrati og dermed mindre afhængighed af Rusland.
SLD-regeringen, der kom til magten 2001, oplevede sin største succes med forhandlingerne om Polens vilkår for en tilslutning til EU, hvis rammer blev formuleret ved topmødet i København i 2002. Efter optagelsen i 2004 trådte Leszek Miller tilbage som statsminister. Som det var sket med AWS-regeringen 1997-2001, gik regeringen langsomt i opløsning med splittelse og dannelse af nye partier til følge; voksende anklager om elitens korruption og forbindelser til russisk efterretningsvæsen underminerede tilliden til SLD. Den anerkendte Marek Belka blev udnævnt til ny statsminister, men han havde primært støtte fra præsidenten, hvorimod opbakningen fra Sejmen eller SLD var svingende.
Parlamentsvalget 2005 betød, at de to nye partier, PiS (Lov og Retfærdighed) og PO (Borgerplatformen), der begge havde rødder i Solidaritet, sejrede. Mod forventning dannede PiS og PO ikke regering sammen, men en mindretalsregering med PiS opstod. Partiet fik mange stemmer fra det sydøstlige, mere tilbagestående Polen, hvor også katolske og nationale værdier er dybt rodfæstede. Dette vakte ængstelse hos den tidligere politiske elite. Den politisk ukendte Kazimierz Marcinkiewicz blev statsminister, mens den egentlige magthaver var PiS' formand, Jarosław Kaczyński. Det efterfølgende præsidentvalg i to runder endte i et opgør mellem Lech Kaczyński (PiS), overborgmester i Warsawa – og Kaczyńskis tvillingebror – og rivalen Donald Tusk (PO, f. 1957). Lech Kaczyński sejrede og blev i december indsat som ny præsident. Statsminister Marcinkiewicz blev en populær leder, men gik af allerede året efter, hvorpå Jarosław Kaczyński overtog posten som statsminister.
Brødrene Kaczyński førte sammen en politik, der gik ud på, at staten skal sørge for borgernes tryghed, selvom den økonomiske politik ikke har været helt klar. Kaczyński-brødrene kom snart under kritik, både internt i Polen og udefra. Deres politik havde stærke nationalistiske undertoner, var kritisk overfor EU og stod for traditionelle, katolske værdier, bl.a. med hensyn til spørgsmål vedrørende abort og homoseksuelle. I 2007 kunne regeringen ikke få flertal, og ved et valg i 2007 tabte Jarosław Kaczyński posten som statsminister, som gik til Donald Tusk.
Polen ramtes i april 2010 af en national tragedie, da præsident Lech Kaczyński og hans hustru omkom ved ved et flystyrt sammen med en række andre topfolk fra det polske samfundsliv, bl.a. hærens stabschef, Sejmens viceformand, nationalbankdirektøren og en efterretningschef. De var på vej til Smolensk til en mindehøjtidelig for ofrene for Katynmassakren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.