Denne artikel omhandler historien i det område, der udgør det nuværende Polen, fra ca. 550 til første halvdel af 1200-tallet. Tidligere perioder behandles i artiklen om Polens forhistorie, senere perioder i artiklen om Polens historie indtil 1620.
Fra ca. 550 indtil middelalderen kendes fra Polen talrige befæstede pladser, som voksede til bysamfund med håndværk og handel. Det gælder bl.a. Wolin ved Odermundingen og Truso nær Wisłamundingen i 600-1000-tallet, begge med forbindelser til Skandinavien.
I 700-tallet levede den vestslaviske stamme polanie omkring Oders biflod Warta i Storpolen (Wielkopolska), den vestlige del af det nuværende Polen. De skabte i 900-tallet under fyrsteslægten Piast et rige, der afgrænsedes af Oder, Karpaterne, Bug og Østersøen og således i hovedtræk lignede det moderne Polen.
Den første dokumenterede polske fyrste er Mieszko 1., der i 966 accepterede kristendommen for at undgå den tyske missionsvirksomhed. Han oprettede 968 et bispesæde i Poznań. Det lykkedes ham at erobre Schlesien (Śląsk) og Lillepolen fra tjekkerne. I år 1000 blev der oprettet et ærkebispedømme med sæde i Gniezno, og Polen blev en selvstændig kirkeprovins direkte under pavens beskyttelse. Afbrudt af voldsomme hedenske reaktioner konsolideredes kristendommen i Polen i de følgende århundreder med nye bispedømmer, talrige klostre og kirker. I 1025 blev Bolesław 1. Chrobry som den første kronet til konge over Polen. Kun nogle af de efterfølgende herskere blev kronet, andre betitlede sig blot som fyrster.
Efter Slaget ved Legnica 1241 mod mongolerne ophørte den centrale fyrstemagt med at fungere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.