Reformert Kirke (København)

Reformert Kirke ligger centralt i København på en grund mellem Gothersgade på den ene side og Åbenrå på den anden side. På Gothersgades modsatte side ligger Kongens Have med Rosenborg Slot, og kirken ligger da også i det såkaldte Rosenborg Kvarter.

På opførelsestidspunktet lå kirken i udkanten af byen, nær ved Nørrevold, men denne placering i den tætbebyggede hovedstad forhindrede ikke, at store dele af kirken led skade under Københavns brand i 1728, hvorefter kirken dog straks genopførtes.

Den reformerte kirke er en protestantisk trosretning, hvis følgere i Danmarkshistorien bl.a. har markeret sig ved huguenotternes ankomst og tilladelse til at bosætte sig i Fredericia i 1719.

Allerede før dette gjorde de reformerte sig dog bemærkede: Christian 5.s dronning Charlotte Amalie (1650-1714) tilhørte således den reformerte kirke, og hun støttede sin mand i uddelingen af en række privilegier til reformerte allerede i 1680’erne. Dette resulterede i flere hundrede reformertes tilflytning til København, hvilket grundlagde behovet for en reformert kirke i hovedstaden.

Et af de privilegier, som blev givet af kongen i 1685, bestod i løftet om at måtte bygge en kirke på Christianshavn. I 1687 var planerne imidlertid blevet ændret, og kongen tillod, at en kirke opførtes på Gothersgade, hvor kirkebygningen ligger i dag. Den reformerte kirke skulle opføres på baggrund af frivillige midler, og menigheden foranstaltede en løbende indsamling, men byggeriet blev først sikret fuldstændigt, da dronningen skænkede 10.000 rigsdaler.

Det var den hollandske billedhugger og arkitekt, Hendrik Brokham, som selv var medlem af den tysk-hollandske reformerte kirke, der blev valgt til opgaven. Som følge af dette, og ikke uvant for tiden, opførtes kirken i hollandsk barokstil som et højt enkelthus i røde mursten på en sokkel af kvadersten, dvs. tilhuggede sten, og med pilastre og trekantet fronton på facaden ud mod Gothersgade.

Den firkantede kirke, 25,5 m i længden og 16,2 m i bredden, står stort set udsmykket på tre sider, mens den fjerde side, facaden ud mod Gothersgade, er iøjnefaldende med pilastre og et udsmykket indgangsparti. Facaderne præges i øvrigt at store, rundbueformede vinduer.

Kirkebygningen indgangsparti markeres af et par halvpilastre på hver side af døren, som indrammes af en portal i sandsten, hvorover er indsat en kartouche med indskrift, som dog i dag fremstår noget nedslidt. Herover er et rundt vindue, omgivet af en blomsterkrans af sandsten. Indgangspartiet afsluttes øverst af en trekantet gavlfronton med monogram for kongeparret Christian 5 og Charlotte Amalie.

Kirken er dækket af et valmtag lagt med sortglaserede tegl og et kobberbeklædt lanternespir med to gennembrudte stokværk, dvs. etager. Tagværk og spir er begge dele genopført efter branden i 1728.

Under bygningen er der en krypt, den ældste del udført på foranledning af dronning Charlotte Amalie, som ønskede et sted til at bisætte sine hoffolk og menighedens fornemme medlemmer. Kryptens yngste del blev til i forbindelse med de omfattende arbejder efter 1728.

Kirken står med al sandsynlighed i høj grad som en gengivelse af de oprindelige forhold; således lader det til, at murværk og pilasterfacade overlevede branden i 1728. Det formodes, at det øvrige, altså tagværk, spir og det indre i hovedsagen blev genopført med oprindelighederne for øje. Dog udsmykkedes inventaret mere markant ved udførelsen (jf. afsnit nedenfor). Ved genopbygningen ændredes også en smule ved indgangsforhold, idet man ved begge kirkens indgange opførte vindfang, hvilket også medførte ændringer i de indvendige ankomstforhold.

Inventaret i Reformerte Kirke blev alt sammen fornyet efter branden, herunder stoleværk, dvs. bænkene, alterskranke, prædikestol, dronningestol og orgelfacade. Dette nye inventar tilskrives billedhuggeren Friederich Ehbisch, som, i tråd med tidens mode, udførte det nye interiør med en noget mere livlig ornamentik end det forrige. Dette var kendetegnene for den samtidige Régencestil (1720-1740), som var med til at tegne overgangen mellem barok og rokoko.

Alterskranken adskiller prædikestol og nadverbord fra det øvrige kirkerum. Skranken står med balustre og akantusudskæringer samt klokkeblomster og joniske kapitæler. To vaser, også udskåret, står oven på skrankens to rundinger, ligesom at der på skranken også er anbragt et timeglas med fire glas, som skulle hjælpe præsten med at holde tiden under prædikener.

Prædikestolen er udført med markant ornamentik, dog uden figurfremstillinger (i overensstemmelse med den reformerte tro). Den er bl.a. udsmykket med blomsterguirlander, sløjfer, akantusformede volutter og kartouche. Stolen er placeret midt på væggen over for hovedindgangen, og står således i centrum, når menigheden træder ind i kirkerummet.

Stoleværkets gavle er udsmykket med pilastre og derover muslingeskaller.

I kirkerummet findes der flere lukkede stole, både på pulpiturerne og på gulvet, som er indrettet i forskellige tider og som i tidens løb er blevet ombygget en del.

Dronningestolen, som i tider også har været kaldt kongestolen, er ottekantet og springer frem som en karnap fra pulpituret. Dronningestolen er udsmykket i stil med de øvrigt benævnte inventardele og den dækkes af et karnisformet tag, som afsluttes af en krone. På stolen ses desuden dronning Charlotte Amalies navnetræk.

Rundt om kirkebygningen indrettedes ved kirkens opførelse også en kirkegård til hovedstadens reformerte menighed. Kirkegården blev fra 1689 inddelt i to lige store områder: et område til de franske reformerte og et område til de tyske og hollandske reformerte. I 1805 tildeltes menigheden et område på Assistens Kirkegård, men familier, som havde medlemmer begravet på den gamle kirkegård, kunne stadig benytte sig af denne. Kirkegården blev formelt taget ud af brug i 1851 (dog blev enkelte dispensationer givet herefter).

Kirkegårdens hegnsgitter af smedejern blev opsat i starten af 1900-tallet.

• reformerte kirker
• kirkearkitektur
• barok

• kirkens hjemmeside