Region Syddanmark er en forvaltningsenhed, der blev oprettet som led i Strukturreformen. Reformen blev vedtaget i Folketinget i juni 2004 og trådte i kraft d. 1. januar 2007. Her blev Danmarks 14 amter nedlagt og afløst af fem regioner. Fra 1. januar 2027 er der fire regioner.
I regionen indgår de tidligere Ribe, Sønderjyllands og Fyns Amter samt den sydlige del af Vejle Amt. Regionen havde 1.240.472 indbyggere d. 1. januar 2025. Regionen omfatter 22 kommuner med Odense Kommune som den største (210.803 indbyggere).
Region Syddanmark har hovedsæde i Vejle. Regionsrådet har 41 folkevalgte medlemmer. Antallet af medlemmer blev med valget i 2025 reduceret til 31.
Regioners helt dominerende hovedopgave er sundhedsvæsenet. I 2020 brugte Region Syddanmark 26,0 mia. kr. på sundhedsområdet. Regionen driver også en række institutioner for udsatte grupper og har opgaver indenfor regional planlægning af bl.a. kollektiv trafik. Regioner kan ikke selv udskrive skat men finansieres af bidrag fra stat og kommuner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.