Region Hovedstaden er en forvaltningsenhed, der blev oprettet som led i Strukturreformen. Reformen blev vedtaget i Folketinget i juni 2004 og trådte i kraft d. 1. januar 2007. Her blev Danmarks 14 amter nedlagt og afløst af fem regioner. Fra 1. januar 2027 vil de være reduceret til fire regioner.
I Region Hovedstaden indgik Københavns Amt og Frederiksborg Amt. Herudover omfatter regionen Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune , der begge op til 2007 stod uden for den amtskommunale inddeling. Samtidig indgik Bornholm, der frem til 2003 udgjorde Bornholms Amt, men herefter blev til Bornholms Regionskommune.
Region Hovedstaden kom dermed fra 2007 til at rumme 29 kommuner og fik hovedsæde i Hillerød. Regionsrådet har 41 folkevalgte medlemmer.
Der var 1.930.793 indbyggere i regionen d. 1. januar 2025 svarende til over 30 procent af landets befolkning.
Regioners helt dominerende hovedopgave er sundhedsvæsenet. I 2020 brugte Region Hovedstaden 37,8 mia. kr. på sundhedsområdet. Regionen driver også en række institutioner for udsatte grupper og har opgaver indenfor regional planlægning af bl.a. kollektiv trafik. Regioner kan ikke selv udskrive skat men finansieres af bidrag fra stat og kommuner.
Region Hovedstaden sammenlægges fra 1. januar 2027 med Region Sjælland under navnet Region Østdanmark. De 47 medlemmer vælges ved regionsrådsvalget i november 2025. De to regionsråd fortsætter med de nuværende medlemmer gennem 2026. Den nye region får hovedsæde i Sorø, det hidtidige hjemsted for Region Sjælland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.