Region. Danmarks fem regioner pr. 2007.
Af .

Region. 1.1.2007 var første arbejdsdag i Danmarks nye regioner. Her holder Region Syddanmark nytårskur.

.

Region bruges i Danmark som betegnelse for en regional forvaltningsenhed. Danmark er inddelt i fem regioner, som fra årsskiftet 2027 reduceres til fire med sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden til den nye Region Østdanmark. Sammenlægningen sker som en følge af Sundhedsreformen fra 2024.

Faktaboks

Etymologi
Ordet region kommer af latin regio 'område', genitiv af regionis.

Finansieringen af regionernes opgaver består af dels bloktilskud fra staten og dels af bidrag fra kommunerne i regionen.

Regionernes økonomi er opdelt i tre områder. Udover hovedområdet sundhed er det socialområdet og specialundervisning samt for det tredje regional udvikling. De tre områder finansieres særskilt og skal hver især være i balance.

Danmarks inddeling i fem regioner var et led i Strukturreformen . Reformen blev vedtaget i Folketinget i juni 2004 og trådte i kraft d. 1. januar 2007. Her blev Danmarks 14 amter nedlagt og afløst af fem regioner. Af de 14 amter var Bornholms Amt allerede i 2003 blevet til Bornholms Regionskommune, da øens amtet og øens kommuner fusionerede. Fra 2007 er regionskommunen en del af Region Hovedstaden.

Regionernes helt overvejende hovedopgave er sundhedsområdet. Det er regionerne der står for såvel den somatiske som den psykiatriske behandling. Udgiftsmæssigt er de somatiske hospitaler den dominerede udgiftspost. Regionerne er også ansvarlige for sygesikringen og herunder de praktiserende læger. Indenfor psykiatrien driver regionen både de psykiatriske sygehuse og distriktspsykiatrien. Regionerne er også ansvarlige for den almene lægepraksis.

Regionerne driver samtidig en række institutioner for særligt udsatte borgere indenfor især socialområdet, socialpsykiatri og specialundervisning. De finansieres ofte ved brugerbetaling fra de kommuner, der har borgere på den enkelte institution.

Regionerne har samtidig planlægnings- og kortlægningsopgaver indenfor bl.a. den regionale udvikling, natur, miljø og kollektiv trafik.

Regionerne styres af regionsrådene, der frem til regionalvalget 18. november alle havde 41 medlemmer. Med sammenlægningen til fire regioner fik regionsrådene forskellige medlemstal: Region Nordjylland 25, Region Midtjylland 31, Region Syddanmark 31 og den nye Region Østdanmark 47. Efter valgene i november hvert fjerde år konstituerer regionsrådet sig og vælger formand. og næstformand. Det nyvalgte råd tiltræder d. 1. januar. En del af de politikere, der sidder i regionsrådene kommer fra den kommunale verden, og der er flere tidligere borgmestre mellem dem. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten tillader ikke dobbeltmandater, så deres medlemmer af regionsrådene er udelukkende regionspolitikere. Ved valget den 18. november kan man stemme på politikere til regionsrådet i Østdanmark. Region Hovedstaden og Region Sjælland fortsætter et år for at holde driften i gang, mens den nye region gør sig klar til at tage over den 1. januar 2027.

Danske Regioner er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fire danske regioner.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig